Hvad skal vi lave i morgen? Bare hænge...

Lissi og Kis. Kis og Lissi. De to hovedpersoner i Anna Sofie Mørch Bendixens mainstreamdebut er bedste venner – for evigt. Sammen bruger de sommerferien til at drive rundt, se film, tage på stranden, filosofere over den perfekte take away-bestilling – og på at ryge lidt bong, kysse en dreng, blive uvenner. Og blive venner igen.

Bag bogens sølvglitrende og flamboyante omslag, der gengiver læseren i forvredet spejling, er Lissi & Kis anderledes nede på jorden. Tegningerne, trykt på farvet papir – lysegult, lysegrønt, lyserødt, orange, gråt – der skifter med kapitler, ligner ved første øjekast noget en skoleelev har sendt gennem kopimaskinen et par gange. Også den gnidrede og let falmede streg, de håndtegnede og ikke helt firkantede ruder og de mange overstregninger og rettelser leder tankerne hen på kladdehæftekrusseduller. Det er grimt, tit rigtig grimt. Men det fungerer. I de tilsyneladende ubehjælpsomme tegninger gemmer der sig subtile og ofte komiske detaljer (måden Lissi lukker øjnene på, måden Kis gestikulerer og især måden de to går på) som både indfanger pigernes teenagesarkasme og deres næsten naive tro på sig selv og hinaden.

Lissi & Kis er en form for realistisk deadpan-komedie (altså realtisk bortset fra at Lissi af en eller anen grund har et tredje øje i panden), hvor venindernes dagdriverdage udgør tegneseriens fortælling, der alene udspiller sig mellem de to hovedpersoner. Hasse og Bjørn fra niende er ganske vist spændende, men da Lissi og Kis finder ud af, at de hører Pink Floyd går glansen af dem. Uden et glimt af forældre og uden andre venner er Lissi og Kis helt slynget ind i hinanden. Den store sommer i grænselandet mellem barn og voksen minder til tider om en punket blanding af de canadiske Tamaki-kusiners suveræne graphic novel Den her sommer og australske Simon Hanselmanns ligeså suveræne stenerserier om Megg, Mogg og Ugle. Og bagved ligger et helt batteri af referencer til populærkultur og teenagelivsstil, der tilsammen kommer til at udgøre Lissi og Kis' fælles verden: punkmusik, X-Files, skateboards, junkfood, og en næsten mytologisk dyrkelse af fritid og ferie.

Og Anna Sofie Mørch Bendixen skriver gode og originale dialoger, hvor en strøm af engelske udtryk og et ord som »vandmandsrøv« flyder sammen i en morsom og ikke mindst troværdigt manieret venindelingo, der på samme tid er sarkastisk og oprigtig. Nice nok. Andre gange er samtalerne næsten udsyrede som da Kis spørger Lissi om hun nogensinde har skidt i havet, for »Når man tænker over det er det jo faktisk totalt hygiejnisk! Altså man burde faktisk kun lave lort i havet – naturens eget bidet!« Men bedst er sekvensen, hvor Lissi henført og detaljeret beskriver alle faserne i den perfekte take away-bestilling. Pizza, burger, kebab? Over få sider bygger samtalen ivrigt op indtil alle valgmulighederne giver pigerne stress og de må nøjes med kopnudler.

Anna Sofie Mørch Bendixen er allerede en garvet undergrundstegner. Hun har en stribe hjemmelavede zines bag sig (bl.a. med tidlige brudstykker af Lissi & Kis), hun redigerede antologimagasinet Kniv Komix (der desværre kun kom i to numre), hun bidrog med en kosmisk bongdagbog til dokumentarantologien Jeg tegner, når jeg skriver og hun driver zine-workshops. Og så er hun hjernen bag zine- og small press-festivalen CPH Zine Fest, der de sidste tre år er blevet afholdt i Ungdomshuset. Men Lissi & Kis – bedste venner for evigt er hendes bogdebut, på et forlag og med ISBN-nummer og det hele.

Og heldigvis for det. For Anna Sofie Mørch Bendixen fremstår som en serieskaber, der – ligesom sine hovedpersoner – ikke giver en skid for, hvad andre synes. Hun ved, hvad hun vil og hun ved, hvad hun gør. Lissi & Kis – bedste venner for evigt er er en forfriskende grim, selvsikker og fandenivoldsk tegneserie.