»This was the first war where the losers would write history instead of the victors.« Sådan konstateres det ironisk om Vietnamkrigen i Viet Thanh Nguyens debut, romanen The Sympathizer fra 2015, som han overraskende vandt Pulitzer-prisen for sidste år. Både debuten og novellesamlingen The Refugees fra i år søger at gøre op med denne skævvridning: for det første ved hårdnakket at insistere på at inddrage vietnameserne selv i den kulturelle bearbejdning af krigen, og for det andet ved at udstille det absurde i overhovedet at tale om vindere.
Hvor de store menneskelige omkostninger ved Vietnamkrigen tidligere er blevet udlagt fra et rent amerikansk perspektiv, såsom Tim O’Brien’s kanoniserede The Things They Carried (1990), bliver de hos Nguyen formidlet af en specifikt vietnamesisk-amerikansk og derfor også dybt splittet og tvivlrådig stemme. Alene af den grund er Nguyens forfatterskab interessant.
I en dansk kontekst, hvor der i årevis har været efterspørgsel efter mere litteratur skrevet af danskere med anden etnisk baggrund – såkaldt indvandrerlitteratur – maner det til eftertanke, at det først er nu godt 40 år efter Vietnamkrigens afslutning, at vietnamesernes egne erfaringer vinder indpas i amerikansk kultur.
Selvom Vietnamkrigen er forbi, er der samtidig noget gysende betimeligt ved The Sympathizer og The Refugees. Vestliggørelsen af andre verdensdele, Vestens delagtighed i konflikter langt fra vestlig jord og de eksistentielle udfordringer, som denne indgriben fører med sig, synes på ingen måde mindre aktuelle i dag, hvor antallet af mennesker på flugt ikke har været større siden Anden verdenskrig, og hvor bevidstheden om vores medansvar for de brændende lokummer rundt om i verden for alvor er begyndt at tynge.
The Sympathizer er en navnløs mandlig jegfortællers beretning om hans evne til at ”sympatisere” eller identificere sig med begge sider i en konflikt. Som søn af en vietnamesisk teenagemor og en fransk præst, opvokset i Vietnam og siden uddannet fra et amerikansk universitet, er han fra fødslen splittet, en kamelæon. Handlingen er ikke mindre skizofren. På den ene side er den stramt struktureret: Den starter og slutter i Asien, og midtvejs går turen endnu en gang til Asien. Resten foregår – som The Refugees– i Californien. På den anden side er handlingen ekstremt fragmenteret: Så er vi midt i en krigszone, så i en flygtningelejr, så i en grå hverdag med stillestående jobs, så midt i en filmoptagelse, så i en romance, så i et fængsel.
Der lægges ud lige på og hårdt i et hæsblæsende tempo med Saigons fald og en panisk flugt fra kommunisterne. Her var jeg, som ikke er specielt tiltrukket af action-packed plots, lige ved at stå af. Men så skrues tempoet med ét ned. Og efterhånden indser man, at de drastiske temposkift simpelthen er et vilkår i det på alle måder usammenhængende liv, fortælleren lever; på én gang assistent for »the General«, der arbejder for den sydvietnamesiske regering, og undercoveragent for kommunisterne.
Fortællerens fejlfri engelsk fører ham også forbi en filmatisering af Vietnamkrigen (allusionerne til Francis Ford Coppolas Apocalypse Now er ikke til at overse). Hans opgave er at give filmen et mere autentisk vietnamesisk præg, men det slår helt fejl. De vietnamesere, der allernådigst indlemmes i historien, får udpræget stereotype funktioner. The Sympathizer kan læses som én stor protest mod denne form for manglende repræsentation af vietnameserne i en konflikt, der involverede netop dem. Drivkraften i romanen er derfor også motiveret af en indignation, der bl.a. i skildringen af filmshootet på formidabel vis udstiller den groteske og dybt fiktionaliserede krig, så det vækker minder om Célines Rejse til nattens ende, hvis desillusionerede sortsyn bunder i Første verdenskrigs rædsler.
Andre steder fungerer den sarkastisk-distancerede stil i The Sympathizer mindre godt. Den har en tendens til at blive lidt for kæk og kamme over i decideret dumsmarte bemærkninger. Der er fremdrift i den ordrige beretning, men nogle gange tager plathederne overhånd, fx: »His name was Harry. He was hairy,« eller i denne sammenligning mellem at være mundlam og en hårløs kat: »To see me without words is like seeing one of those Egyptian felines without hair, a rare and not necessarily desirable occasion.« Nej, fortælleren er bestemt ikke den fåmælte type, men måske det faktisk ville klæde ham at være lidt mindre ødsel med ordene.
Man skal ikke læse The Sympathizer for sproget først og fremmest. Til gengæld er værket højst læsværdigt for den hybride fortællers spiddende angreb på sort-hvide og enøjede skildringer af Vietnamkrigen – og på krigsførelse og mennesker generelt, kunne man tilføje. Især skal man ikke snyde sig selv for den mere og mere absurde og gakkede udvikling hen mod slutningen. Det er her, den nære forbindelse mellem Vietnamkrigen og en hårrejsende komik, som har været en rød tråd gennem hele romanen (og som også The Refugees udpeger med bemærkningen »that war wasn’t just a tragedy [….] but a farce«), for alvor træder i karakter med en nærmest King Lear-agtig galskab.
Til sammenligning med de udpenslede voldsscener og det larmende sprog, man finder i The Sympathizer, er The Refugees mere afdæmpet. Novelleformens strammere kompositionskrav har med fordel nedtonet Nguyens hang til at overgøre sproget, der stadig er lige nøgternt og bramfrit, men nu skåret til. Krigstraumerne er også stadig lige voldsomme, men fokus er i endnu højere grad på det, der kommer efter. Pludselig erindres det, hvordan en teenagedreng får smadret sin hovedskal med skaftet fra en maskinpistol, eller lyden af børn, der skriger efter vand midt på havet, med en klarhed, som skete det nu og her. Men det varer kun et øjeblik, så smækker erindringen i, og man er tilbage i de overlevendes ydmyge og seje forsøg på at skabe sig et liv.
The Refugees’ gennemgående tematisering af flygtningetilværelsens dobbeltliv sættes på spidsen i den fremragende afslutningsnovelle, hvor en far giver de samme navne til sine yngste børn, der lever med ham i Vietnam, som han tidligere har givet sine ældste børn, der er flygtet til USA. Denne mærkværdige søskendekonstellation bliver et vidnesbyrd om den udspændthed, flygtningen må leve i; erfaringen af at lade et liv bag sig, som man kunne have fået, og at stile mod et andet liv.
En lignende søskendespejling ses i indledningsnovellen, hvor en afdød bror og en overlevende søster skælvende nærmer sig hinanden. Søsteren er en ghostwriter, der lever et støvet og usynligt liv som formidler af andres historier, mens broren er et virkeligt spøgelse, der omvendt er bemærkelsesværdigt livfuld og synlig. Allerede her trænger det allestedsnærværende spørgsmål om repræsentation sig også på: Hvem skal fortælle de historier, som hverken de døde eller de overlevende har ord til selv at fortælle?
Nguyen bliver i den forstand selv en ghostwriter, idet han på beundringsværdig vis indfanger de stumme skyggeeksistensers flagrende historier; »garments shed by ghosts,« som de sidste ord i den første novelle lyder. At hæfte sig ved netop »garments«, ydre frem for indre forhold, bliver i Nguyens tilfælde en effektiv måde at fortælle om det, som ikke umiddelbart lader sig fortælle. Den stædige opmærksomhed ved sanselige detaljer, fx kontrasten mellem de vietnamesiske børns mælkechokoladefarvede hud og deres protesers lysere café au lait, er en måde at overkomme det forhold på, at man ikke evner at gå indad. For disse billeder trænger alligevel umærkeligt ind under huden.
Der er ingen tvivl om, at Nguyen er et bekendtskab værd. Men hvor skal læseren så starte? I det ambivalente kaos, som The Sympathizer hastigt opruller, bliver skellet mellem helte og skurke opløst i en vanvittig farce, der samtidig resonerer foruroligende med Vestens aktuelle betændte forhold til andre dele af verden. Det er mesterligt gjort. Start derfor med at blive blæst omkuld og intimideret af romanen – og brug så novellerne som en slags mindre aggressivt og mere dvælende efterspil.
