Kærlighed gør blind

Albert Albinus er en velhavende og respekteret filmskaber, der tilsyneladende af ren kedsomhed begynder at drømme om at omdanne maleriklassikere til små animationsfilm. At få Skriget eller Venus’ fødsel eller endnu bedre, noget Rembrandt, til at rejse sig fra lærredet og blive en bevægelig, skøn billedstrøm:

»Hvor betagende ville det ikke være, tænkte han, hvis man kunne anvende denne fremgangsmåde til at gengive et eller andet velkendt billede, helst fra den hollandske skole, ganske fejlfrit på filmlærredet i klare farver og så vække det til live – med bevægelse og gestik, grafisk udarbejdet i fuldkommen harmoni med deres statiske tilstand på billedet, for eksempel en ølstue med små skikkelser der lystigt sad og drak ved træborde, og et solbeskinnet glimt af en gård med opsadlede heste – og det hele så med ét blev levende med den lille mand i rødt her, der satte kruset fra sig, pigen med bakken dér, som vristede sig fri, og en høne der begyndte at pikke i døråbningen.«

Forsøg aldrig at styre skønheden, for det vil alligevel altid være skønheden, der styrer dig.

Albinus’ doktor Frankenstein-agtige drøm om at vække sublime malerier til live og få endnu mere ud af dem, få et endnu mere betagende syn at se, gøre dem til noget, de ikke er og måske heller ikke bør være, anslår med Nabokovs vanlige elegance (og i dette tilfælde elegant oversat af Niels Lyngsø) hele temaet for Latter i mørket. Bogens hovedperson er besat af skønhed, af at se på noget smukt: smukke film, smukke malerier, smukke unge kvinder. Det sender ham ud i en større livskrise, da han forlader sin kone Elisabeth og deres barn Irma til fordel for den unge aspirerende skuespiller Margot. Sammen med en amerikansk filmskaber ved navn Rex, som Albinus er interesseret i, fordi han tror, Rex kan hjælpe med at realisere animationsfilmprojektet, og som Margot er interesseret i, fordi Rex er en langt bedre elsker end Albinus, rejser de tre fra Berlin til Frankrig på en skæbnesvanger ferie. Albinus er forblændet af Margots skønhed og fatter ikke mistanke om bedraget. Rex er flad og finder det tilsyneladende morsomt at lænse Albinus for penge, balancerende på kanten af afsløring. Margot ved tilsyneladende ikke, hvad hun vil, men er beruset af den magt, hun har over Albinus i kraft af sin skønhed.

Det gensidige bedrag mellem de tre venner (og elskere) kulminerer i et fatalt biluheld på en snoet bjergvej, hvor Albinus mister synet. Den sans, den midaldrende filmmand har dyrket og ladet sig forføre af hele sit liv, ender med at efterlade ham i et altomsluttende eksistentielt mørke, et tomrum uden grænser, et ikke-liv:

»Albinus blev sig nu bevidst at han i virkeligheden ikke havde været så forskellig fra de fagmænd han plejede at håne: fra håndværkeren der kun kender sit eget værktøj, eller virtuosen der kun er et tilbehør i kød og blod til sin violin. Albinus’ fag havde været hans passion for kunsten; hans mest strålende fund havde været Margot. Men nu var det eneste der var tilbage af hende, en stemme, en raslen og en parfumeduft«.

Dét lader til at være en central pointe for Nabokov: Forsøg aldrig at styre skønheden, for det vil alligevel altid være skønheden, der styrer dig.