»Stålvilje, oceanvilje, rumvilje. Din?«

Romanen Happy Sally følger to svømmende kvinder. Den ene er den virkelige figur, Sally Bauer, hvis liv Sara Stridsberg digter frit over. Bauer fik sit internationale gennembrud som svømmer, da hun krydsede Den Engelske Kanal i 1939.

Den anden svømmer er Ellen, der med Sally som forbillede forsøger at krydse Kanalen i 1983. Romanen fortælles i lange stræk af Ellens datter, som betragter sin mor og spørger: Hvad er forskellen på drømme og uovervindelig vilje? »Stålvilje, oceanvilje, rumvilje. Din?«

I den karakteristiske stridsbergske stil ved vi hele tiden, hvad der vil ske i romanen. Hvem der vil lykkes, og hvem der vil fejle. Hvor Ellens skæbne er på vej hen. Derfor findes romanens spænding i karakterernes inderste dilemmaer, som sitrer i kødet og giver genlyd, længe efter, man har lagt romanen fra sig.

Det minder om Marguerite Duras’ indædthed, gentagelserne i sproget, der synes at komme fra en grundlæggende ubeslutsomhed langt nede under hverdagens fremadskridende tid. Også derfor er havet, vandet, bølgerne så stærkt et billede, dets ufattelige kraft og samtidig dets stilhed så virkningsfuld en metafor: »Havet beslutter sig. Mennesker beslutter sig.«

Romanen finder ydermere sin styrke i modsætningspar, der på overfladen er næsten ens. Der findes for eksempel to slags rejser i romanen: svømmeturen over Doverstrædet, som Sally Bauer klarede i 1939, og som Ellen sætter sig for at klare i 1983, og sejlturen over Atlanten, som Ellens mand Viktor har sat sig for at gennemføre.

To slags rejser på havet. Ellen og Viktor har en aftale: Hvis Ellen klarer svømmeturen over Doverstrædet, kan hun hellige sig svømningen. Hvis hun ikke gør, skal familien realisere Viktors drøm om at sejle over Atlanten til Amerika. Det er enten-eller. Mandens ønske eller kvindens ønske vil blive indfriet. To slags rejser på havet, men den ene manifesterer Ellens frihed, og den anden tager den fra hende.

Viktor tror, man kan få det hele.

Og så er der sammenligningen af Sally og Ellen. Sally, hvis kompromisløse frihed og uafhængighed, måske var det, der lod hende gøre det, Ellen ikke kan. Sally, der er kærester med en kvinde og så kærester med en mand, og som i sin fiktive dagbog konkluderer, da hun har fået en abort for at kunne svømme videre, og en læge fortæller hende, at fosteret var en dreng:

»Han skulle bare vide, at intet kunne berøre mig mindre, nu hvor denne fremmede endelig var ude af min krop. Dreng eller ej, uvelkommen var han.« Imod Sallys jernvilje lyder Ellens oceanvilje, indre mørke og kærlighed til, men også dybe modvilje over for sine børn, som en kompleks og uløselig apati, når hun skriver i sin dagbog:

»Da I var små, var I som flagermus, der sugede blodet ud af mig. Jeg havde altid for lidt mælk, og brystvorterne holdt aldrig op med at bløde.«

Sally og Ellen er næsten ens, men Sally er Happy, og Ellen er ikke. Igen og igen kredser romanen om det smertelige ved at vælge sig selv til, og hvorfor Ellen kan gå i stykker af det. Og så er der den smilende, lykkelige Viktor, som elsker sin kone og sine børn, men som også ønsker sig, at hans kones drøm mislykkes:

»Jeg hader hele den her rejse, det ved han udmærket, men alligevel bliver han ved med at smile til mig. Dette lyse smil, hvis bare han fortsætter med at smile, sker der ikke noget, jeg ved, at det er sådan, han tænker,« skriver Ellen i sin dagbog. Viktor, der beroliger sine børn med noget, han ikke vil indse, er løgn: »I behøver ikke bekymre jer. En svømmer drukner ikke. En svømmer overgiver sig ikke. Ellen kommer tilbage. Mødre kommer altid tilbage.«

Viktor vil have det hele. Sine egne drømme opfyldt, men også en kvinde med jernvilje, som også er en god mor for hans børn. Viktor tror, man kan få det hele. Den eneste i romanen, der ved, at det kan ingen, er den ulykkelige Ellen.