Europa på nerveklinik

Det ville være lidt for frejdigt at erklære tendens. Lidt påfaldende, spøjst, er det dog, at to af de seneste års mest fremhævede romaner i ungarsk samtidslitteratur har skandinaviske protagonister. Sidste år udkom András Maros’ venskabsroman Két-három dán, To eller tre danskere, om Mikkel, Magnus og Søren, tre venner, der tager på druk- og genforeningsferie i Budapest og ender på en rundrejse i landet. Et par år tidligere udkom romanen Svéd, Svenskeren, af Gábor Schein, som de seneste årtier, sammen med især Zsófia Bán, har vist sig at være en af vigtigste ungarsk-jødiske forfatternavne – i generationen efter Imre Kértesz og Péter Nádas. 

Svenskeren handler om to mennesker i krise, kort fortalt. Ervin, en midaldrende oversætter, nyligt skilt og hensunken i apati, og Dr. Biró, en psykiater, som henslæber tiden, velvidende at den nerveklinik, hun arbejder på (og lever for), står overfor lukning. Bindeleddet mellem de to er hr. Grönewald, en aldrende herre, der sammen med sin kone adopterede Ervin som tre-fire årig – eller rettere bestak sig til drengen. 

Grönewald er terminalt syg. Han lever alene, omgivet af ting, han ordner og organiserer med manisk pertentlighed. Selvom de har mistet forbindelse, Ervin og Grönewald, retter adoptivfarens foretagsomhed og tankeverden sig mod sønnen: Som en slags forsinket bodsgang begynder han, efter livslangt at have afskåret Ervin fra sit ophav og sin fortid, at søge efter information om Ervins biologiske mor, Anna Stiller, som i 1950’erne blev »behandlet på nerveklinikken Lipótmezö«. Netop dér, hvor Dr. Biró arbejder. Grönewald opsøger hende i Budapest, og Dr. Biró skaffer ham adgang til Annas journal. 

Anna var overbevist kommunist og havde jødisk baggrund, viser det sig. Hun håbede, som mange andre, at kommunismen ville indfri løftet om universel lighed. Forgæves. Og mere og mere desperat, ja, indtil afsindighed: Efter opstanden mod det kommunistiske regime i 1956, som blev nedkæmpet af Sovjet, bliver Anna indlagt. Som en slags straf, forstår man. Bogen gengiver, knugende og forfærdende, hendes egne journalfortællinger om indbildte møder med kommunistiske ledere, hendes fanatisk-afmægtige loyalitet overfor systemet og hendes hallucinatoriske fantasier om en tankelæsningsmaskine.  

To af de seneste års mest fremhævede romaner i ungarsk samtidslitteratur har skandinaviske protagonister.

I sit efterord forklarer Schein, at Annas stemme er baseret på arkivmateriale. Den underliggende historie, blandt andre, som Svenskeren beretter – og som fortættes omkring nerveklinikken og forbinder Grönewald, Dr. Biró og Ervin – er en historie om psykoanalysen i Ungarn: Hvordan den fra at være marginaliseret i 1930’erne (»Psykoanalysen forstummede – størstedelen af analytikerne var jøder,« som Schein skriver med henvisning til Horthy-regimets antijødiske love) bliver både institutionaliseret og instrumentaliseret under kommunismen. Hvordan psykoanalysen bliver et magtmiddel og en afstraffelsesforanstaltning – som Anna altså blev et offer for. Året efter hendes indlæggelse, i 1957, fødes Ervin. Mere vides ikke – eller finder vi ikke ud af. Ervins personlige historie er fuld af lakuner, fortiden omfattet af mørke, og den forbliver, i sidste ende, spøgelsesagtig og gådefuld.  

Det, som oplyste samfund i vesten tilbyder med henblik på korrektion af adfærdsformer og individuel heling, bliver i Østeuropa stadigvæk afvist, om end det netop her er mest nødvendigt.

Svenskeren beretter på den måde også den kollektive, europæiske historie. Om krig og vold, adoption og grænseoverskridelse, politik. En uforløst, ja, traumatisk historie. »Der har ikke fundet nogen katarsis sted,« som Schein skriver med tanke på bearbejdningen af det 20. århundredes europæiske katastrofeerfaringer. Ligesom Ervin, Dr. Biró og Grönewald er vi betinget af en tyngende fortid, udleveret til hinanden, vævet sammen på en dunkel, men ikke desto mindre virksom vis. Også meget lig personerne i Péter Nádas’ Parallelle historier, og som hos Nádas er årsagssammenhængene hele tiden også kun antydninger, identiteter, og grænser er hele tiden fyldende. Titlen, Svenskeren, er med andre ord et spørgsmålstegn.  

I Ungarn, hvor man ofte har stået midt i katastroferne – verdenskrigene, de totalitære regimers ødelæggelsesværk – er de tilbagevendende traumer måske tydeligst, mest present. I Sverige (og i Danmark for den sags skyld), hvor man ofte har stået på randen af katastroferne, set forfærdet til, slumrer bevidsthed om dem nok noget dybere nede i det kollektive ubevidste. Det er dog ikke alene dét, det historisk bevidste og ubevidste, som optager Schein, men den principielle mulighed for at bearbejde det forgangne: »Analysens ånd, modværge, afdækningen af forlorenhed af den pagt, som er stiftet med virkeligheden, forekommer også i dag at udgøre en fare. Måske er dét den mest elementære forskel mellem vest og øst. Det, som oplyste samfund i vesten tilbyder med henblik på korrektion af adfærdsformer og individuel heling, bliver i Østeuropa stadigvæk afvist, om end det netop her er mest nødvendigt.

Trods denne forskel er Europa ét hele«. Sandt er det, at arkiverne i Ungarn stadigvæk er delvist lukkede og arkivalierne censurerede. Ligesom historieskrivning, for den nuværende regering, ikke er et spørgsmål om, hvad der rent faktisk er sket, men hvad der er politisk opportunt, ikke om bearbejdning, men om brugbarhed. Overfor det forsøger Svenskeren, åbent og litterært, at spørge til det oversete og fortrængte, til grænsefladerne. I historien, i det personlige liv, i politikken, i det europæiske fællesskab. Det er flygtigt, flimrende – men altid kærkomment.