Teatralsk midt i ømheden

Da Madame Bovary udkom i 1857 vakte den opsigt og skændsel. Faktisk i sådan en grad, at den franske forfatter Gustav Flaubert måtte forsvare sin roman i retten. Fortællingen om et kvindehjertes drifter og fortabelse var for meget for tiden. Halvtreds år senere, i 1910, udkom Kvindehjerter i Danmark anonymt. Og det kan man måske godt forstå, eftersom den ligeledes vakte forargelse, men solgte stort. En brevroman om kvindens begær, om hjertesorg, kærlighed, frihed, sex og konventioner. Forsiden på nyudgivelsen fremstår lige så råt for usødet som indholdet: et kødhjerte glinser fra en mat baggrund, nøgent og kraftfuldt, og henover det står omsider forfatternes svungne navne: Karin Michaëlis og Betty Nansen.  

Selvom bogen er skrevet ud fra en virkelig korrespondance mellem to betydningsfulde kulturpersonligheder i tiden, møder vi i brevene de fiktive barndomsveninder, Betzy og Maizia, der på trods af forskellige liv og temperamenter og efter mange års adskillelse, rækker ud efter hinanden midt i livet og tilværelsens ægteskabståge. Betzy (Karin Michaëlis) er ladt alene tilbage på Sophienborg, efter at hendes mand Niels er blevet forelsket i en ung kvinde, og de står derfor til at skulle skilles. 

Maizia (Betty Nansen) er skuespillerinde, violinist og offentligt kendt som skøge, hun har mange elskere, mens hun stadig er gift med Vladimir, et forhold, der hænger i en tynd tråd. Før Vladimir var der Erik, hvis seksuelle lyster har fået hende til for evigt at afvise ham og tie herom, indtil hun nu åbner sig for Betzy. Og midt i brevkorrespondancen kaster hun sig lykkeligt ud i et forhold til Girgenberg. Mens Betzy er uden børn og lever i mådehold, er Maizia løssluppen og føler sig på grænsen til galskab. Deres livsbegær og kærlighedsbegær er ikke ens. Og derfor viser denne bog så godt, hvordan man kan kæmpe som kvinde på forskellige måder. Også i dag. 

Men udover bogens åbenlyse tematikker om kvindeskab og ægteskab, handler romanen også om venindeskab og om at være uforstående overfor hinandens handlinger og motiver, indtil man lærer dem dybere at kende og pludselig forstår dem. De bliver ved og ved med at kræve hinandens ærlighed.

»Jeg ved ikke, om vi er så forskellige, som De tror,« skriver Maizia. Tonen kan være temmelig hård og teatralsk midt i ømheden, men lige så stille, mens de taler med hinanden og genkender eller forstår hinandens erfaringer, begynder tynde sprækker at åbne sig. Det er herfra, at noget kan ændre sig – også et samfund, tænker jeg – og her, i hvert fald i denne bog, at det, der var fordom, bliver til hengivenhed. De kan hjælpe hinanden. For selvom Betzy og Maizia ikke er en aktiv del af hinandens liv, er de vidner til det, som veninder og kvinder. 

Hvordan kan man som kvinde finde både frihed og kærlighed?

Ved romanens afslutning vender Betzy tilbage til sit liv, og Maizia forlader mand og barn og rejser væk for at blive kunstner i Paris. Jeg får en dirrende fornemmelse af, at det ikke kunne være anderledes, at de – selvom de har overvejet hinandens valg – gør det eneste, hver deres karakter er i stand til. Og måske viser den her bog derfor også, at der ikke er noget rigtigt valg. Hvordan kan man som kvinde finde både frihed og kærlighed? Indenfor eller udenfor konventionerne. Eller: friheden ledsages af en skam. Både den ved at blive og den ved at gå. Det er en roman om at kæmpe for sin egen overlevelse som kvinde ved at kæmpe for det, der holder en oppe.  

Som Kristina Stoltz påpeger i sit spændende forord, er Kvindehjerter på sin vis bundet sammen med Simone de Beauvoirs store feministiske klassiker: Det andet køn fra 1949. Kunne denne have fået samme status, hvis den var udgivet senere, som nu? Er tiden en anden, end den var, da Michaëlis og Nansen skrev breve sammen?

Et meget aktuelt eksempel er Lilian Munk Rösings romanlange essay fra 2018: Anna Anchers Rum, hvori hun ligeledes fortæller om de år, hvor hun er gået fra sin mand, den første, som hun skriver, en elsket. Men her er spørgsmålene de samme, for hvordan finder man kærlighed og frihed som kvinde, mor og kunstner? Og hvad stiller man op med den skam eller skyld, der følger?: »Uden et du kan jeg ikke skrive.« Det er bøger, der handler om at være midt i livet, og som trænger sig på med deres portrætter af den midaldrende kvindes drømme, lidenskab og længsler, og det tror jeg stadig, vi har brug for at læse om i vores samfund i dag. 

Det du, som Maizia og Betzy rækker ud efter, når grunden under fødderne dirrer, er venindeskabets du. Et gammelt venskab, et fælleshjerte. Indtil de altså finder fodfæste igen, og så holder brevene op. Betzy slutter korrespondancen sådan her: »Jeg har, en sidste gang, åbnet min sjæl for Dem – nu skrues den til som kistelåget om den døde«.