Knap nok en allegori

I begyndelsen er der, som i alle historier, ingenting - en tom scene, tunge, mørke teatertæpper hængende i flere lag i loftet. Så kommer musikken, bogstavelig talt. Ind fra venstre ruller seks smokingklædte mennesker et gammelt flygel ind, tager plads og synger foråret ind i Teatret Svalegangens nye forestilling Den store brand, der havde premiere d. 10. september. Den er instrueret af Simon Boberg, efter manuskript af den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig, en prosaisk og ambitiøs fortælling og et moderne bibelsk eventyr om alle de katastrofer, vi selv har skabt, og som vi tilsyneladende er ude af stand til at håndtere uden at fortære hinanden. 

Det er en kulisseløs og næsten rekvisitløs historie om årets cyklus og menneskets magtesløshed over for naturen: om to landsbyer adskilt af en bro, som eksisterer i en før-moderne, paradisisk dal med kornmarker, vinstokke og alle pastoralens landskabsklichéer. Men det er også en historie om historier, om dem og os, kærlighed på tværs af både de synlige og usynlige grænser og ikke mindst en genopfriskning af den gammeltestamentlige fortælling om Job, der får taget alt fra sig i et væddemål mellem Gud og Satan. 

Netop det bibelske væver sig ind og ud af de næste to timers katastrofekavalkade, der er som taget ud af Anden Mosebog, hvor Gud sender ti plager over Ægypten. Den ene landsby bliver over sommeren ramt af en ekstrem varme og tørke, der får fugle til at falde døde ned fra himlen, og da regnen endelig kommer i et øjebliks forløsning, stopper den ikke igen, »som om alle skyer havde slået sig sammen«. Bækken under broen bliver større og større, til den til sidst er en flod, og oversvømmelserne bliver afløst af bidsk vinterkulde og pest, der får nabolandsbyen til at smide pigtrådshegn op på broen. »Hvorfor os?« spørger de både sig selv og ud i salen med blod fossende ud af alle kropsåbninger.

Det er en fabel uden morale, et eventyr hvor den lykkelige slutning ikke er en mulighed.

Men på den anden side af broen er alting, som det plejer at være med velstand, fred og ro. Man tjener endda lidt ekstra, nu hvor høsten på den anden side er ødelagt. Der er to tider i de to landsbyer, netop som om Gud og Satan har flippet en mønt om, hvem der hersker hvor. Og som det vist hed sig i Kunsten at være lykkelig, en fri opsætning over den tyske sortseer Arthur Schopenhauers filosofi, som spillede på Betty Nansen teatret tilbage i 2019: »Det hele kan altid blive meget værre«. Og det bliver det.

Kun komponisten, Bebe Risenfors, får lov til at blive i sin rolle som pianist, der leverer stemningsmusik i alt fra højskoleklang til dyster kromatik og Erik Satie-agtig melankoli. De andre fem, Maja Juhlin, Lue Støvelbæk, Victor Marcussen, Kirstine Hedrup og Marie Tourell Søderberg, spiller en kollektiv fortællerstemme som begge byers beboere, der fylder den tomme scene ud fra et alvidende perspektiv, der har adgang til både kærligheden hos de unge, kvægavleren, vinbonden, urmageren, skrædderen og skolelærerens dagbøger. Det eventyrlige, alvidende fortælleroverblik lader personerne tale som oplæste regibemærkninger (»sagde hun«, »tænkte han«), der både ironiserer og fremmedgør ulykkerne, de slås med.

Det handler med andre ord ikke om individer, men om fællesskabets grænser og kortslutninger i krisetider. Den ene landsby kan ikke håndtere konsekvenserne af ødelæggelserne og ender som flygtninge, efter en enorm skovbrand, i håb om et bedre liv på den anden side, mens den anden landsby ikke har behov for at forholde sig til dem og er mest af alt bare lykkelige og lettede over, at de er sluppet for både plager og pest. 

I sine ambitioner om at favne hver og en af det 21. århundredes kriser og katastrofefortællinger, menneskelig arrogance, absurd privilegietunnelsyn og ulighed med så nærgående ironisk distance, er det lige før, Den store brand kæntrer i aktualitet på både godt og ondt. Det er knap nok en allegori, efter en sommer med ekstremt vejr, hedebølger, udtørrede floder, ustoppelige skovbrande, oversvømmelser, energikrise, inflation og krig i Europa. Det er en fabel uden morale, et eventyr hvor den lykkelige slutning ikke er en mulighed og en nådesløs gennemhøvling af den vestlige verdens komfortzone. Men det er også en inderlig bøn for humanismen og medmenneskeligheden i og for en tid, hvor katastroferne står i kø.