Klimaet som trold

Trold, Rasmus Daugbjergs anden roman, der netop er udkommet, minder på mange måder så meget om debuten, at man skulle tro, det er to aftryk af ét og samme grundstof, af samme proces.

Også her handler det om grænsen mellem menneske og natur; om hvem, og ikke mindst hvad, der er inde og ude; om hvilke stemmer, vi lytter til og om forholdet mellem frygt og ærbødighed i en verden, der er dyster og døende, men dog mere levende end som så.   

Den væsentlige forskel er, at mens debuten vogter om sin egen mystik, ikke sådan lader sig afkode, da fremstår Trold så allegorisk, at det til tider forekommer vigtigere at få greb om romanens slet skjulte gåde end at lade sig opsluge af sprogets dunkle afkroge og de svulstige metaforer, som Daugbjerg (stadig) mestrer bedre end de fleste.  

Trold er først og fremmest en klimaroman. Klimaet er trolden, og trolden er klimaet, den egentlige hovedperson. Trolden bor i skoven, på tærsklen mellem menneske og natur. Hun er naturens årvågne øjne, der holder regnskab med menneskenes levevis og straffer dets ugerninger. Om hun vil det eller ej.

»Det er sårenes tid, tænker trolden«, imens naturen stakåndet forsøger at sy sårene sammen. Trolden er bødlen i dette væv, skabt af og uløseligt forbundet til menneskene. Det er den skæbne hun må tage på sig, men ikke uden udmattelse og en vis sorg – en sorg, der kun lindres ved fortsat at straffe.  

Sådan går det i ring, mens ringen nærmer sig sin endelige slutning:  

»Skoven er marker.  

Menneskene kører ploven.  
Hver dag bliver verden mere fremmed for trolden og på samme tid mere velkendt. Det er menneskenes verden, og det er i den voksende verden, at hun lever som en fastgroet sygdom, en fjende af deres liv.« 

Det er historien om et verdenssyn, der har tæret så betragteligt på planeten, at det nu må synge sine sidste strofer

Tid og sted er svært bestemmelige størrelser, men det hele emmer – som i debuten – af mørk, nordisk mystik. Perspektivet forskydes frem og tilbage fra trold til menneske til dyr og fortælles hele vejen igennem i tredje person. Der er Karoline, der protesterer og strejker, lægger sine marker brak, men til sidst må kapitulere. Der er Kaj, der dydigt adlyder kongen og forsøger at tilfredsstille hans griske hænder, der lægger sig over landskabet. Der er præsten, der prædiker gudfrygtighed og verdensforagt, mens trolden tager stadig flere ofre.  

Menneskene sidder budskabet overhørig. De opdyrker og udpiner ufortrødent videre, de slagter dyrene og hugger træerne, mens de med deres gøen overdøver de sagte stemmer fra skoven og sætter deres lid til frelse i et andet liv, på et andet sted. Selv Gud, der engang levede som »en ånd i jorden med svampene«, er nu taget som gidsel af menneskene: »Og nu ligger han som en rest, en død menneskefrugt […]«. Det er trolden der, som en anden Noahs ark, må tage det af naturen, der endnu står til at redde, med, inden hun igen bliver til sten – en sten, hvis tyngde er håbet.  

Daugbjergs bøger er tidstypiske, men alligevel båret af særegne stemmer og stemninger, der er helt hans egne. Trold er på én gang verdensafvikling (»Når dagen endelig kommer igen, er den syg af at vokse i sit eget kadaver«) og verdensskabelse (»Svampene under hende begynder at strække deres tråde. De presser sig op gennem jorden, tråder hende indefra. Regnen falder som tænder«).

Det er historien om et verdenssyn, der har tæret så betragteligt på planeten, at det nu må synge sine sidste strofer, men samtidig et forsøg på at korrigere det eksisterende: Et nyt verdenssyn isprængt glemt og fortrængt logik – animistisk, eventyrligt og mytologisk. Hos Daugbjerg forekommer det overnaturlige fuldkommen naturligt. Allegorien er til tider på grænsen til at gå for vidt, løbe løbsk, men balanceres af mystikken og sproget, det verdens- og billedskabende.