I efteråret har man muligheden for at se to store opsætninger af William Shakespeare-skuespil: Katrine Wiedemanns Kong Lear på Aarhus Teater og Staffan Valdemar Holms Richard II på Det Kgl. Teater. Begge stykker kredser om hvad, historikeren Ernst Kantorowicz kaldte »kongens to kroppe«; at kongen både er en almindelig, dødelig person og en ting, udødelig og guddommelig i kraft af sin magt som Guds stedfortræder på jord.
Hvor Kong Lear spørger, ’kan en konge afgive sin reelle magt, og stadig forblive konge?’, der spørger Richard II, ’hvis nu monarken er uduelig, kan det da være retfærdiggjort at afsætte ham?’. Begge konger må sande, at kronen har sit eget liv, og ikke kerer sig synderligt for hvilket hoved, den pryder.
Jeg havde forbindelsen til Kong Lear in mente, da Richard II havde premiere. I første akt skal kongen nemlig mediere i en strid mellem Henry Bolingbroke (den senere kong Henry IV) og Thomas Mowbray, hertugen af Norfolk. Ved hoffet er kongen i sit es i rollen som ceremoniel mediator og dommer. Bolingbroke og Mowbray udfolder deres argumenter for, hvorfor den ene, og ikke den anden, er en svindler og løgner. Richard opfatter konflikten som en sag, simple ord kan løse, så da de stridende parter vil duellere, forsøger han at afskrække dem fra det.
Det er tydeligt fra starten, at kongen er til ceremoniel pomp og pragt, og ikke meget andet. Hans løsning bliver at bortvise Mowbray og Bolingbroke fra kongeriget – et fejlgreb, der skal hjemsøge ham senere i stykket. Kong Lear begynder ligeledes med en nøje iscenesat opførsel af magtens æstetik, da den aldrende konge uddeler portioner af sit kongerige til sine døtre relativt til, hvor godt de kan udtrykke deres kærlighed til ham. Bag ordene er der, som Cordelia udtrykker det, »intet«; kronen, klager kong Richard senere i stykket, er hul.
Derfor var jeg også skuffet, da Staffan Valdemar Holms iscenesættelse af Richard II begyndte, og jeg erfarede, at man havde skåret første akt væk. I stedet kastes man direkte ind i det engelske riges kollaps: John af Gaunt, Henry Bolingbrokes far, er død, og kongen har annekteret hans ejendom for at finansiere en krig i Irland, hvilket har vendt adelen mod kong Richard. Borgerne er heller ikke tilfredse: Skatterne er steget på grund af krigen, alt imens kongens nærmeste, spytslikkerne, pryder sig med italiensk modetøj. Og for at det ikke skulle være nok, så er den bortviste Bolingbroke, i kongens fravær, på vej op gennem England med en hær støttet af franskmændene. Alt dette berettes inden for de første ti-femten minutter, og som tilskuer skal man da også hænge i med næb og klør for at kunne følge med, særligt hvis man ikke har læst stykket på forhånd.
Ni mandlige skuespillere indtager scenen, båret frem af Olaf Johannesson i rollen som kong Richard, alle iklædt grå jakkesæt og sorte sko, på en mørk scene, sparsomt dekoreret med triste daybeds i læder, én til hver skuespiller. Tænk Mad Men, hvis alle karaktererne lignede en dårlig parodi på Rishi Sunak eller Søren Pape. Forvirringen i begyndelsen af stykket forstærkes af, at fem ud af ni skuespillere indtager flere forskellige roller. Nicolaj Kopernikus spiller f.eks. både biskoppen af Carlisle og Dronning Isabel, og Zaki Nobel når i løbet af stykket at indtage hele fem forskellige roller.
Denne udskiftelighed i karaktererne er tydeligvis tiltænkt. Hvad end de hedder Lord Willoughby eller hertugen af Aumerle, så er det ikke nødvendigt at skelne mellem de forskellige opportunister, der kredser som fluer om kong Richard og Bolingbroke. ’Doubling’ var allerede en gængs praksis på Shakespeares tid, og den elizabethanske scene havde normalt 10-15 skuespillere til et stykke på mere end 30 karakterer, så på den måde er iscenesættelsen tro mod dens ophav.
Borgerne er heller ikke tilfredse: Skatterne er steget på grund af krigen, alt imens kongens nærmeste, spytslikkerne, pryder sig med italiensk modetøj.
Scenografien understøtter meningsløsheden. En roterende scene danner ring om skuespillerne og markerer som det eneste skiftet mellem Richards og Bolingbrokes mænd. De skal ikke forstås som rivaliserende styrker med hvert sit krav på tronen, men snarere som to sider af samme mønt. Fortunas hjul drejer, og skuespillerne skifter karakter, men forbliver alligevel den samme; én konge erstatter en anden, men forbliver alligevel den samme. Staffan Valdemar Holm kalder det i et interview for »magtens automatik«, og det hele bliver da også meget mekanisk og ligegyldigt, når kampen om magten bliver portrætteret som en meningsløs circle-jerk. Spørgsmålet er, om iscenesættelsen ikke ender med at blive en lidt futil, pubertær gestus om magt og mænd: At det nu engang er sådan, tingene er, at magthaverne er dumme og trælse, og at det faktisk er ligegyldigt, hvem der er statsminister?
Det er i hvert fald meget tomt og trist. Én af fordelene ved den sparsomt møblerede scene og ligegyldigheden i, hvem der taler, er til gengæld, at man kan nyde det overlegne billedsprog, der glider mageløst ubesværet gennem hele stykket. Kong Richard er forbundet med solen og dagen, Bolingbroke med månen og skyerne; England er en have fyldt med ukrudt, »blomsterfloret kvalt, frugthaverne forsømt og hækken visnet, de sirlige svungne bede groet til og urtegårdene helt overkravlet af sultne larver.«
Denne understrøm af naturbilleder skaber et godt kontrapunkt til den mørke scenografi. Særligt godt bliver det, da kong Richard i en monolog tiltaler den engelske jord, som den udstødte Bolingbroke igen er at finde på, med ordene: »Skænk mine fjender brændenælders bid.« Så overrumplende konkret kan det blive! Det er efterhånden en kliché at rose Niels Brunses oversættelser, men jeg tilslutter mig gerne heppekoret.
At den nye iscenesættelse af Richard II får mig til at fremhæve stykkets oprindelige kvaliteter og Niels Brunses oversættelse boder selvfølgelig ikke godt. Staffan Valdemar Holms udgave er for optaget af magtens mørke banaliteter til at kunne kaste lys over nogle af de ellers relevante problematikker som Shakespeares stykke kaster af sig: Er Bolingbrokes magtovertagelse retfærdiggjort? Kan det være sundt med et forceret regimeskifte, når despoten er inkompetent? Eller er dette begyndelsen på enden, en forskydning af Guds retmæssige orden, der kommer til at have konsekvenser for den engelske kongerække? Hvor står borgerne i alt dette, og hvad er forholdet mellem dem og den lukkede inderkreds, vi præsenteres for?
Tilbage står en mørk og deprimerende satire om magtens idioti og den evindelige række af uanselige mænd, der står i kø til den. Borte er historiedramaet, den tragiske patos i Richards karakter og den bidske magtkritik, der fik stykket censureret og dronning Elizabeth til at sige, »Jeg er Richard II, ved I ikke det?« Valdemar Holms iscenesættelse bider ikke fra sig, men bliver, på trods af dens oplagte politiske paralleller, ikke meget mere end en melankolsk konsolidering af den magt, den gerne vil kritisere. Et stykke larm og bulder, der, som Richard kongekrone, klinger noget hult.
