Overmennesker og undergængere

Det er ikke nogen let opgave, de to instruktører Johanne Kirstine Fall og Frida Lea Fugl har kastet sig ud i på Aarhus Teater i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole og Kunsthøgskolen i Oslo. De er ikke engang færdige med deres uddannelser på DDSKS, og de har sat sig for at dramatisere ikke bare én af de mest gennemtyggede romaner i Skandinavien, men hele to af slagsen i samme opsætning: Knut Hamsuns Pan og Sult, historierne om to antihelte, der begge befinder sig lige ved kanten af den eksistentielle afgrund i henholdsvis Kristiania (nu Oslo) og en skov nær en fiskerby et andet sted i Norge.

Først spiller Pan, der hovedsageligt foregår i skovens natur, hvor eks-løjtnant Thomas Glahn, som bliver spillet af Magnus Hald, bor og jæger tilbagetrukket. Scenen er spartansk møbleret med et hævet bagtæppe i skovmønstre og træer placeret rundt omkring på jorden. Der er ingen forklaring på, hvorfor Glahn har isoleret sig i naturen, og han har ingen baggrund, der har bragt ham hertil. Han er her bare som en del af skoven, nærmest som et dyr. Han får ofte påtalt sit »dyreblik«, hvilket både dækker over hans sammensmeltning med sit miljø og hans navnebror, den græske naturgud Pan, som også er halvt dyr.

Glahn er en Hamsunsk arketype, som han hiver frem igen og igen: et menneske og fuldblodsæstetiker, der befinder sig alleryderst i samfundet, uden en fortid, der kan fungere som forklaringsgrundlag for den grænsesøgende adfærd; han har, trods begrænset selvindsigt, et rigt indre liv, men er ikke i stand til at afkode borgerlige sociale koder eller dyder. Glahn er altså både et slags overmenneske og undergænger på samme tid, en tvetydighed, som Magnus Hald formår at fange med stor overbevisning.

Der er en række udfordringer ved at oversætte netop de her to romaner til dramatik. For det første er de lyrisk og sprogligt komprimerede, rablende, gentagende og lukket om deres egne fortællerstemmer. Hvis man skulle være tro mod Hamsuns fortællerkonstruktion, burde man således fremføre hele svineriet som én lang monolog, men det har Johanne Kirstine Fall og Frida Lea Fugl og resten af holdet holdt sig fra – heldigvis. I stedet har de beholdt dele af Hamsuns dialog og spædet til med passager fra de indre beskrivelser og gjort en dyd ud af at bruge de andre karakterer som modspil til Glahns og Sults jeg-fortællers enetaler. Det gør dog også, at det er en betydelig fordel at kende romanerne i forvejen.

...Hamsun er endnu mere grusom end Dostojevskij, som han ofte bliver sammenlignet med. Der er ikke en eneste flig af religiøsitet at klynge sig til, hvilket nærmest står endnu mere klart på scenen.

Hvor mændene primært ser Glahn som en trussel eller et utæmmet vilddyr, er han i kvindernes øjne dragende, hvilket både Edvarda (Amanda Friis Jürgensen) og Eva (Minna Flyvholm Tode erfarer. Skoven, fortæller Edvarda til Glahn, er hjemstavn for Nøkken, et mytologisk væsen, der kan tage form efter naturen og forføre folk i døden, som de græske sirener. Glahn bliver ligeledes draget af Edvarda, men ingen af dem kan forstå den andens begær. Edvarda er for meget borgermenneske, Glahn for meget naturmenneske, begge ulasteligt elendige til forførelse.

Glahn bliver inviteret til flere sammenkomster, hvor hans psyke går mere og mere i stykker i jalousi og afmagt, som bliver formidlet effektivt gennem lyd- og lysdesignets sensorium og sender Glahn ud i en nærmest psykedelisk galskab mellem drøm og virkelighed, neonfarver og musik pulserende som en desperat hjerterytme, hvilket får Glahn til at gå til grunde til sidst. I det hele taget komplementerer lys og lyd socio-psykodramaet ganske fint, bortset fra en enkelt seance, hvor lamperne panorerer over publikum og durk blænder os fuldstændigt fire-fem gange på tredive sekunder, hvilket mildest talt var … bizart.

Pan er ikke et decideret modstykke til Sult, men der er alligevel en række kontraster, der træder tydeligt frem, efter scenen skifter i den korte pause mellem de to forestillinger. Begge skildrer et menneskes kamp for at tilpasse sig sine omgivelsers omskiftelighed og brutalitet, men det skovlige landskab i Pan er i Sult byttet ud med et nøgent stillads og et virvar af mannequindukker i kulørte kostumer. Der er en større grad af klaustrofobi og fremmedgørelse i Sult end i Pan, hvilket også omfatter den navnløse fortæller, der spilles af Tryggvi Sæberg Björnsson, og en omskiftelighed i forhold til de roller, man kan spille i storbyen; journalist, boheme, digter og udskud. Det betyder helt bogstaveligt og praktisk også, at de medvirkende skal spille alt fra avisredaktører til fængsels- og politibetjente undervejs i fortællerens episodiske vandringer gennem Kristiania.

Sult har en led erfaring som sit centrum. Uanset hvor rigt et indre liv, fortælleren har, er der intet i hele hans livlige fantasi og litterære ambitioner, der kan veje op for hans sult. Han sulter ikke som Kafkas sultekunstner, fordi han er kræsen, men fordi hans eneste måde at ernære sig på er gennem litteraturen, et lunefuldt eksistensgrundlag, der afhænger af anerkendelse, og om avisredaktøren bryder sig om den filosofiske føljeton, som fortælleren sælger ham. Den ene dag gør han, den næste dag ikke.

Fortælleren forsikrer både sig selv og andre forbipasserende om, at han ganske rigtigt er journalist og bor lige ved Slotsparken og byder fremmede på cigaretter, selv om han ikke har nogen, i en gestus af selvretfærdiggørelse og forfængelighed, som om det i sig selv giver ham retten til at eksistere, at han kan forsørge sig selv, og at han er noget.

Han vil jo bare gerne, lyder det i et sjældent øjeblik af rå selvindsigt, »finde en plads«, en bemærkning, der får lov til at give ekko i rummet, mens hans boheme-maskespil falder fra hinanden i endnu en fejlslåen forførelse, og som velsagtens har været gældende for et utal af utilpassede forfattere, digtere og andre æstetikere gennem tiden, men det virker som en umulighed, og han er nødt til at ty til at pantsætte selv sit lurvede tøj og tæppe. Samfundet har ikke plads til folk som ham, der render rastløst og febrilsk rundt i gaderne som en dementeret efternøler af Romantikkens digtergeni-kult, som blot venter på, at omverdenen belønner ham for sit geni og redder ham ud af sultens jerngreb.

Thomas Glahn er mere underspillet akavet og komisk end Sults fortæller, der hele tiden er lige ved at gå i hundene og lever med nød og næppe fra den ene dag til den anden i, som det hedder et sted i romanen Sult, »dette endeløse, syge Sus«, fattig, hjemløs og uden hverken fortid eller fremtid. Byen klæder ham langsomt af, først billedligt dernæst bogstaveligt, til hans spinkle, nøgne krop og store fantasier er det eneste, han har tilbage. Og det er netop her, Hamsun er endnu mere grusom end Dostojevskij, som han ofte bliver sammenlignet med. Der er ikke en eneste flig af religiøsitet at klynge sig til, hvilket nærmest står endnu mere klart på scenen.

Det kræver en god portion monomani og ikke så lidt fandenivoldskhed at turde kaste sig ud i at dramatisere Hamsuns eksistentielle vanvid, vrøvl og intensitet. Det slipper dette unge, talentfulde tværnordiske samarbejde lykkeligvis godt fra, og man går ikke fra Stiklingen uden mærker.