Der er noget ved lys, der ændrer den måde, vores hjerner fungerer på. Vinteren igennem opsøger vi den som møl om en lampe: tænder stearinlys, terapilamper og julelys. Og så, når mørket bryder, og dagen kommer hvor solen faktisk skinner – og måske endda er varm – kommer vi alle ud. Sidder ved søerne eller i parkerne, på altaner eller i haver og suger den til os: vender ansigtet op mod den som små blomster. For de fleste føles det som at smide en byrde, man har båret rundt på hele vinteren igennem. Men i Sophie Kallehauges debutroman Forårssind spiller forårseuforien en meget anden rolle. Her tager den ikke form som et lettelsens suk, men er derimod lig med nervøsitet og tvangstanker for bogens hovedperson Lærke. Hendes far lider af bipolar lidelse, og Lærke ved, at forårets sollykke let kan kamme over i mani. Dagene bliver længere og længere, og der er et ur et sted, der tikker og tikker: hvornår kommer hendes fars næste episode?
Lærke går i terapigruppe for pårørende til folk, der lider af psykiske lidelser. Hver uge er der kaffe og Pickwick-te, Sune giver øvelser med bekymringskrukker og opremsningsøvelser, Sune har mærkværdige sår på underarmene som væsker, Lærke bruger mest bare anledningen til at indgå et forhold til den generte Phillip med de blå øjne.
Som læser vil man gerne have, at terapigruppen virker for Lærke. At hun får nogen at dele sine bekymringer med. Derfor er det frustrerende, når hun aldrig rigtigt lader sløret falde, hverken over for de andre i gruppen, Phillip, veninden Nina eller nogen som helst andre. Resten af verden er i armslængdedistance fra Lærke. Man ville ønske, at Lærke bare ville fortælle nogen, hvordan hun havde det. Men det er ikke det, bogen vil. Den vil vise, hvor uundgåeligt ensom, pårørenderollen er. Lærkes handlingsmønster er frustrerende at følge med i som læser, fordi hun er så stædig om sin ensomhed og sit tankemylder: hun vil ikke lukke andre ind. Som hun siger om forholdet til Phillip: »Der vil altid være nogle andre, der er vigtigere for os, end hinanden.« Det er umuligt at komme rigtigt tæt på, når loyaliteten over for det syge familiemedlem er større.
Foråret er for Lærke som et hestehul i havet: det suger hende længere ud, længere væk, det truer med at drukne hende. Det er tydeligt, at hun har det en del værre end sin far, som jo ellers er den, hun bekymrer sig for. Hun lader bekymringen sive ud i resten af sit liv, lader behovet for kontrol føre hende ud i overilede beslutninger og krampagtige forsøg på at løse det hele ved at blive et mere ‘gult’ menneske: male værelset påskegult, lave gule drinks, købe gule nipsting. Farens mani er ikke til at forklare for andre: hvorfor føles det så skidt, at han er så glad?
Far-datter relationen i Forårssind er portrætteret på en oprigtig og kærlig måde. Kallehauge fremstår som en menneskekender: alle bogens karakterer virker troværdige, komplekse – menneskelige.
Da Lærke tager på tur med sin far og veninden Nina ud at samle brændenælder på Amager Fælled, går de to andre og snakker fredeligt, mens Lærke trasker bagud med allergiplagede øjne. Far og Nina laver suppe, men i sin nervøsitet over farens gode humør kommer Lærke til at tage om brændenælderne uden handsker på. Det klør, det stikker, det svier – tankemylderet er ikke til at stoppe. »Du ser spøgelser« siger far om hendes bekymring. Brændenældesuppen mangler salt. Indtrykkene er for mange, for kaotiske; selv som læser får man lyst til at flygte fra situationen.
Far-datter relationen i Forårssind er portrætteret på en oprigtig og kærlig måde. Kallehauge fremstår som en menneskekender: alle bogens karakterer virker troværdige, komplekse – menneskelige. Lærkes frustrerende handlingsmønstre er bogens stærkeste kvalitet, fordi det får teksten til at fremstå kompromisløs: den vil ikke passe ind i det sædvanlige frelsernarrativ, der ofte karakteriserer vores syn på pårørendeskæbner.
At bogen har en mission er tydeligt fra start til slut, og den kommer fint i mål med den. Teksten er bygget på en god idé – man forestiller sig nemt pitchen: »Hvad med at skrive en ærlig bog om det at være pårørende? Og så lade den udspille sig om foråret, så man ser, hvordan det, der kan være let og dejligt for nogle, er komplekst og svært for andre?« Hvis jeg var forlagsredaktør, ville jeg nok selv sige ja tak. Men i læsningen bliver det klart, at der til tider mangler noget udover den gode idé: det virker som om, der mangler noget lyst – skrivelyst, litteraturlyst, lyst til romanen som form.
Både sprogligt og plotmæssigt er Forårssind ikke overraskende, og på den måde skriver den sig ind i en nyere tradition af dansk litteratur, der skal forklare sin læser noget, men ikke rigtigt vil noget med litteraturen som medium – i hvert fald ikke noget nyt. Sproget er minimalistisk på den måde, at sætningerne for det meste er korte og ligefremme, men samtidig er teksten også overforklarende:
»Blomsterbladene er skingergule og ser overentusiastiske ud. Jeg har det ambivalent med gul. Farven er intens. Jeg iagttager far. Han skruer låget af letmælken, lugter til den. Far kender mine blikke. Vi er klar over, at lige nu handler det ikke om eftermiddagskaffen, men om vores bedømmelser af hinanden. Far er ved at bedømme, hvordan han har det med, at jeg er ved at bedømme, hvordan han har det.«
Der overlades ikke så meget til læseren at fortolke eller opklare, og på den måde er det som om teksten holder sin læser på afstand. Forårssind vil gerne male et billede, men læserens rolle består kun i at være beskuer – at lade sig uddanne uden at blande sig. På den måde lukker Forårssind sig selv af for sin læser lidt på samme måde som Lærke lukker sig af for sine omgivelser. Derfor er bogen let at samle op og komme igennem, men også let at lægge fra sig igen. Således uddannet, men ikke synderligt inddraget.
