Afdæmpede eksperimenter

Der er et greb, Carsten Müller Nielsen bruger igen og igen i sin nye bog, Ved slutningen af en vinters roman. Og det virker hver gang.

Romanen foregår i en boligblok, i hvad der kunne være Ukraine, i hvad der kunne være i dag. Jegfortælleren, Irena, er den eneste tilbageværende efter et bombeangreb, der dræbte en familie og drev alle andre på flugt. Hendes mand, Kulja, døde kort før krigens udbrud. Hendes søn, Alex, er ved fronten og ringer ikke hjem. Måske er det bare mobilnetværkets skyld. Måske.

Romanen springer mellem nutidens daglige overlevelse blandt bombekraterne og fortidens erindringer fra tiden op til og lige efter, at krigen brød ud. Og det er her, det greb, der gør Ved slutningen af en vinters roman så rørende, kommer ind. For Irena fortæller ikke om dagliglivet og erindringerne i adskilte kapitler; i stedet slynger nutid og fortid, eller adskillige fortider, sig umærkeligt ind i hinanden.

Ofte starter et kapitel med erindring A: Irena har for nylig stået ved et vindue, et krater, en tom lejlighed. Og springer så, uden videre og uden anden adskillelse end et punktum, til erindring B: Kærligheden til Kulja, møderne med husets beboere før krigen, det fatale bombeangreb. Inden der, igen uden nogen markering, springes tilbage til erindring A: En sansning fra den daglige overlevelse i den artillerihærgede by.

Erindringerne kan slynge sig ind og ud af hinanden hen over flere sider – og vende tilbage til erindring A, efter man har tilbragt så længe i erindring B, at man helt havde glemt, at det ikke var dér, kapitlet begyndte. Men springene kan også ske i korte glimt, så man får en tur gennem tankebanerne på under en halv side. Som her:

»Fra vinduet kunne jeg i nat se himlen lyse op i glimt. Bragene kom lidt efter, fik vinduesruderne til at skælve. Det gav et suk i bygningen. Jeg stod med viskestykket og den store gryde, dengang telefonen ringede, jeg kan ikke længere huske, hvornår det var, men det var naturligvis en fejl, hun havde fået ringet til mig, naturligvis, tænkte jeg. Alex var død, sagde hun, det var for at fortælle mig, at han var død, hun ringede. Horisonten blev orange, natteskyerne mørkerøde, jeg krøb sammen, lå på gulvet ved radiatoren.«

Den måde, erindringerne kommer på i glimt – A-B-A – kan vel godt være en repræsentation af, hvordan et traumatiseret sind fungerer. Men først og fremmest er det godt. I de kapitler, hvor erindringsfletværket er mest indviklet, giver det forfatteren mulighed for at tilbringe én sætning i et følelsesladet minde, én i en dagligdags, nutidig sansning, dernæst nogle i mindet, og så én i sansningen. Det skaber rytme og variation i en roman, hvor der ellers ikke er nogen handling; som foregår i en død og mennesketom krigszone, på samme tid langt nok fra og tæt nok på fronten til, at intet sker.

For Irena får ikke tiden til at gå med meget andet end at forsøge at vedligeholde sin mere og mere udbombede boligblok, sin mere og mere udmarvede krop. Et sisyfosarbejde – men ét, der gøres interessant af den gode stilist Carsten Müller Nielsens fine sans for små formmæssige nybrud og afdæmpede eksperimenter. Sproget lever midt i al døden.