Dumpet ned i en verden man ikke har lært at gøre mening af endnu

Det er ikke lækkert eller idyllisk at være barn i den verden, Fine Gråbøl udfolder i sin nyeste roman Hundrede børn. Det lugter af »fedtet hår og sprittet deodorant og sved og jord og fugtige kiks og brune bananer og bløde agurker.« Vi befinder os i de tidlige 00’ere, hvilket giver en uskyldig men også lidt kikset karakter til det hele: der er Fatboys og Gameboys til højre og venstre, Braceface plakater på værelserne og Outlandish på radioen.

Hovedpersonen Karl går på en skole, der minder påfaldende meget om Sankt Annæ skolen i Valby. Drengekoret her er i verdensklasse, og oplevelserne som 11-årig andensopran er selvfølgelig usædvanlige, men børnene selv og deres små liv er slående normale. Indtil, selvfølgelig, at skolen begynder at hælde, drengene begynder at støde ind i mystiske stumme kor, og mærkelig hvid candyfloss begynder at falde fra himlen.

Blandingen af det meget genkendelige, barneunivers og den (hvis man ikke selv har gået på elitemusikskole) fremmede, næsten esoteriske sangskoleverden, skaber et barneportræt, der indrammer visse aspekter af barndommen bedre, end hvis det havde været en god gammeldags (social)realistisk roman.

Karls bror, far og bedstefar har alle sunget i skolens drengekor. De var alle bedre end ham. Derfor føler han sig ikke rigtigt som noget særligt. Hans venner Hüseyin og Theo skiller sig mere ud og har vigtigere roller i koret. Indtil, selvfølgelig, at de ved en skæbnesvanger tur til lægen opdager, at de to venners stemmer snart skal gå i overgang, og de derfor skal overgå til det ældre, lidt ligegyldige ’brummekor’. Kun Karl får lov til at blive på sin vante plads; der er længe til hans stemme begynder at knække.

Det er altid mærkeligt at gå fra at være barn til at være ikke-barn. For de fleste børn er deres roller ret tydeligt skåret ud for dem i de små klasser: de skal hygge sig, måske lære at læse og regne lidt, og så vente på at mor og far kommer og henter dem, når dagen er omme. Når man nærmer sig puberteten kommer der pludselig større kræfter på spil. Denne spænding, der ligger i årene mellem barndommen og den egentlige ungdom sættes virkelig på spidsen i sangskolens mikrokosmos, hvor man værdsættes for sin rene, lyse stemme, og kastes lidt til side, så snart de voksne hormoner begynder at spille ind. Myter om tidligere tiders praksisser med at kastrere drengekorssangere hænger som en form for svag skygge om børnene. Værdsættelsen af uskyld spejles i det kristne billedunivers, der både kommer til udtryk i musikkens korværker, men også gennem andre elementer på skolen – for eksempel gennem korlederne Peter, Johannes og Maria.

Da Theos stemme ikke holder længere, og han endelig frisættes fra drengekoret, overgår han ikke til ’brummerne’. I stedet får han lov til at sidde foran drengene og kigge på, helt stille. Efterhånden slutter flere af de andre drenge sig til. Et stumt kor opstår. Her befinder de sig i et limbo, kastet væk da de tabte deres rene, lyse stemmer, men uden forbilleder eller definerede roller til at indtræde i et nyt, voksent univers. At få lov til at vokse op er en kamp.

En af mine professorer sagde engang, at alt det, vi ikke kunne forstå eller forklare, kunne kaldes magi. Det tror jeg er en god måde at forstå, hvorfor Fine Gråbøls nye bog fungerer så godt. Alt det mystiske og magiske er uigennemskueligt og svært at forstå. Men netop derfor spejler det så godt barnetilværelsen, hvor man er dumpet ned i en verden, man ikke har lært at gøre mening af endnu, og hvor man, når man endelig har lært at være barn, pludselig skal til at være voksen.

Hundrede børn portrætterer et af de slags dramaer, der, fra et voksent perspektiv, kan virke småt i det store hele, men, når man står i det, er rivende forvirrende. Desuden har Gråbøl spundet et fiktivt univers, der med sine nuancerede karakterer, detaljerigdom og hverdagslige tempo drager læseren ind og giver én lyst til at tage Karl i hånden og gå på opdagelse værkets komplekse lille verden.