Filmens uglesete randområder

»Dette er en bog om filmhistorie. Især amerikansk filmhistorie. Det er også en bog om afsavede fødder, om kar fyldt med blodige organer, om erigerede pikke og liderlige blikke, om afstumpet vold, om blotlagte livmodere, utøjlet dyriskhed og deforme menneskekroppe«

Så er scenen ligesom sat i kulturjournalist, gymnasielærer og gyserekspert Søren Søberg Poulsens lille, skarpslebne barberblad af et »film- og kulturhistorisk essay« med den dissekeringsvenlige titel Blotlagt: Krop, sex og vold fra tidlig tonefilm til torture porn.

Som sproget indikerer, åbner bogen op for menneskekroppens indre, lysternes safter, det moderne vestlige samfunds tabuer, alt det mørke og forbudte, der de sidste hundrede års tid har sivet op fra undergrunden og manifesteret sig som skræmmebilleder i den borgerlige dagligdag. Ikke mindst åbnes der for filmmediets unikke blik på alt det førnævnte, for som Søberg Poulsen rigtig nok skriver i sit koncise, men bredt rammesættende forord er filmen selve det modernes udtryksform »i al dets reproducerede foregøgling«. Det er i filmen - ikke mindst i det, Søberg Poulsen identificerer som »kropsfilmen«, der både indeholder grafisk splatter, hardcore porno, snuff og et utal af andre gedulgte filmiske repræsentationer af vold, sex eller begge dele - at det moderne livs undertrykte frygt og begær frit udspiller sig for publikums øjne. Gennem filmens tryllekunst, de fabrikerede bevægelsesbilleder, blotlægges den skyggeverden, der også er del af den moderne virkelighed i kød og blod.

Dette fokus på kroppens materialitet – kroppens stimulering, destruktion, transformation, ja, kroppens blotlæggelser i ekstreme nydelses- og lidelsesmomenter – udfordrer tiltrængt mange overbrugte filmanalytiske klicheer. F.eks. bliver den freudianske pyskoanalyse og voyeurteorien, der er særligt udbredte i gyseranalysen, udfordret i en forfriskende revurdering af filmhistoriens mest afskrevne udtryksformer. Hvis splatterfilmen Blood Feast »fejler fælt som forførende og uhyggelig gyserfilm, så storsejrer den som kropsfilm« lyder det blandt andet. Blotlagt er på den måde også et glimrende eksempel på, at enhver kritisk vurdering afhænger af hvilke øjne, der ser og hvilket blik, der anlægges.

Gennem filmens tryllekunst, de fabrikerede bevægelsesbilleder, blotlægges den skyggeverden, der også er del af den moderne virkelighed i kød og blod.

Søberg Poulsens kropslige filmhistorie bygger på en teoretisk velfunderet, men aldrig overakademisk alternativ kanonskrivning – en allerede underbelyst filmhistorisk niches mest ekstreme underniche, der velvalgt dog fremhæves for dens indvirkning på mainstreamen. En fuldbyrdet filmhistorie, selv indenfor denne niche i nichen, kan dog umuligt skrives på 202 korte sider. Og selvom Blotlagt byder på mange interessante historiske nedslag og bredere paralleller – eksempelvis til skiftende censursystemer i den amerikanske filmindustri og 00´ernes fitnessfikserede kropskultur – er der uundgåelige udeladelser og underprioriteringer. Nogle tilgives let: f.eks. den indledende undervurdering af den tidlige attraktionsfilms evne til at chokere samtidens publikum. Andre virker som mere bevidste, men ærgerlige afslebne vinkler. Mest markant det lovligt korte afsnit om body horror-genren, der også identificeres som en »stedmoderlig behandling« af forfatteren selv.

Nuvel, der retfærdiggøres alligevel velargumenteret, og der gøres mere end op for de blinde vinkler i de begejstrede, ofte inspirede omgange med udvalgte nøgleværker. Som i en ret mesterlig analyse af gorefilmen Two Thousand Maniacs!, hvori der over en håndfuld sider sammenflettes både Zygmunt Baumanns glokaliseringsbegreb, den dybe historiske splittelse mellem urbant Nord og ruralt Syd i USA og gyserteoretiske begreber som den radikale andethed og lidelsens moment, i en veloplagt og dystert morsom opsummering af filmens udpenslede voldsscener, inspirationskilder og effekt på fremtidens kropsfilm.

Blotlagt glimrer som essay, som samtale mellem ideer og kulturelle udtryk, men er mindre fyldestgørende som historieskrivning. Men som sådan tager bogen mange af historieskrivningens vigtigste pointer med i en bredere kultur- og samfundsdiagnostik, der på en gang fremkommer frit reflekterende og solidt funderet i en dyb viden om- og kærlighed til mediets mest uglesete randområder. Og tag bare følgende uddrag som et udtryk for en generel skarp kritisk tænkning og et sprogligt overskud, der blotlægger meget af den mere etablerede danske filmkritiks mangler i lignende formater, og som inspirerer til at genopdage og anskue fra nye, herligt afskyelige vinkler:

»Pornoen viser os liderligheden, som ikke tåles af den borgerlige ordensideologi; Freaks, splatterfilmen og torture porn viser os den kropslige realitet, som vores dominerende fiktioner i udgangspunktet ikke vil være ved. Den viser os livet, døden og koppen, som forudsætter hele vores væren i verden. Det kontroversielle ved disse film er ikke deres fiktioner, men deres realitet.«