Dramatiker og skuespiller Nanna Cecilie Bang har begge sine kasketter på i Noter om Blanche, der netop har haft premiere på Husets Teater. Noter om Blanche er autofiktivt teater, der konstant omskriver kontrakten med sit publikum og udvider rammerne for, hvad man kan på en scene. Monologens titulære Blanche er den tragiske karakter fra teaterstykket Omstigning til paradis (for nogle måske bedre kendt under den engelske titel A Streetcar Named Desire), der blev filmatiseret i 1951 med bl.a. Vivienne Leigh og Marlon Brando. Både filmen og denne nyskrevne monolog emmer af old Hollywood; knivskarp læbestift, whisky i glasset og Brando iført meget kortærmede T-shirts.
Da Bang første gang træder ind på scenen, tripper hun rundt som et kejtet får, der er ved at lære sin krop at kende. Bang smiler så meget, så stort og så usikkert, at jeg får ondt i kinderne. Hun er meget nervøs, må vi forstå, nervøs for hvordan det skal gå, og om vi kan lide hende. Ordene vælter ud af Bang, og det føles lidt som at blive sprogligt overfaldet af et andet menneske, at blive talt på. Hun er alt, alt for meget, det siger hun også selv, og den fjerde væg ligger i ruiner efter ca. fem sekunder. Det er er aldrig helt til at sige, om det er Nanna Cecilie Bang selv, der står på scenen, eller om det er en rolle, hun spiller, og det er ganske enkelt fordi, det er eminent godt skrevet og spillet.
I begyndelsen er Blanche helt konkret et kostume, som den nervøse Bang kan iføre sig; en stor, lyserød robe i tyl, der fungerer som et magisk, filmisk slør mellem krop og verden. Det sorte scenerum er primært udfyldt af en stor, sort cirkulær platform, der kan rotere, når teksten kalder på det. Bang er den ensomme, brændende sol i midten, der skiftevis performer Blanches historie og sin egen. Det mest gennemgribende tema er Blanche/Bangs (skrantende) psykiske helbred, og hun bekendtgør tidligt i forestillingen, at »det er min største frygt at blive skør!« Me too, girl.
Bang spørger så, hvordan den (kvindelige) psykiske sårbarhed og angst portrætteres på film og teater? Er det den pæne, kontrollerede, melankolske angst, spørger hun? Er det den liderlige angst, hvor man stønner sin lidelse ud og kigger bedende op (på manden)? Sådan leger vi ikke her. Angsten er altid grim, får vi at vide.
Monologen forvandler sig i glimt til en dialog mellem Bang og publikum, når hun udvælger tilfældige publikummer til at spille de andre roller fra Omstigning til paradis. Hun fortæller om personernes følelsesliv og bevæggrunde, og får de udvalgte publikummer til at fremsige enkelte replikker, simpelthen ved at fortælle dem: »Og så siger du til mig.«
Det er er aldrig helt til at sige, om det er Nanna Cecilie Bang selv, der står på scenen, eller om det er en rolle, hun spiller, og det er ganske enkelt fordi, det er eminent godt skrevet og spillet.
Særligt stærkt er øjeblikket, hvor en tilfældig mand bliver castet i rollen som Mitch, Blanches store kærlighed, og de to hvisker til hinanden: »Red mig, jeg er helt alene.« Vi er alle sammen med til at lege teater, og det fungerer enormt godt i den lille og intime sal, hvor publikum sidder og kigger ned på scenen.
Noter om Blanche valser ubekymret rundt på kanten mellem fiktion og virkelighed. Bang drømmer om lykkelige slutninger og magi, »det skal være magisk«, siger hun igen og igen, men det det kniber med lykke og magi, når Blanche forlades af sin elskede og ender med at blive voldtaget af sin svoger og derefter indlagt på et psykiatrisk hospital.
De sidste tyve minutter af stykket lander virkelig tungt i maven, der skrues op for alvoren, dels på grund af voldtægten (som interessant nok er udeladt af filmen, hvilket Bang også kommer med betragtninger omkring), dels grundet en rigtig ækel udgave af Her er dit liv, hvor Bang transformerer sig til et vandfald af uhyggelige overgrebshistorier. Også her holder teksten et skyhøjt niveau, og det er umuligt ikke at blive utilpas. Noter om Blanche anbefales til alle sjæle under den bangske sol.
