Hvor i alverden skal man begynde? Med navnet, måske: Lawrence Durrell. Britisk forfatter, mest kendt for Alexandriakvartetten, som han brød igennem med i slutningen af 1950’erne, digter, diplomat og dramatiker. Efter kvartetten skrev han en endnu længere romankvintet, der udkom mellem 1974 og 1985 og udspiller sig i Europa og Ægypten før, under og lige efter Anden Verdenskrig, Avignonkvintetten, som ud af det blå udkom på dansk i slutningen af sidste år.
Det hele begynder med Monsieur og en incestuøs ménage à trois i Avignon i Sydfrankrig, som i næsten hele 1300-tallet var hovedsædet for paven og den katolske kirke. Diplomaten Bruce rejser hertil for at besøge sin netop afdøde ven, Piers, der har begået selvmord, hvis søster, Sylvie, som de begge har haft overlappende affærer med, er gift med Bruce. I baggrunden er der en fælles bekendt, en Rob Sutcliffe, der er på researchtur til Venedig, mens han arbejder på en roman om trioen.
Piers har forbindelser til en gnostisk selvmordskult i Ægypten, og Bruce spoler fortællingen tilbage til en gudstjeneste i ørkenen, hvor de begge tog del i en profan nadver og indtog en tørret mumies kød. Det søsætter to hovedspor, der strømmer gennem alle fem bind af romanen: dødskultens verdenslede og en jagt på en skjult Tempelridderskat, som en anden af karaktererne, Toby, er ved at skrive en afhandling om.
Mod slutningen af Monsieur finder vi dog ud af, at Bruce er en fiktiv karakter i en roman skrevet af en aldrende forfatter, Aubrey Blanford, hvis fiktive alter ego, Sutcliffe, er utilfreds med hans skildring af deres fælles liv og prøver at fravriste ham kontrollen over sin egen fiktion.
Blanford og Sutcliffe plotter herefter en romansekvens i et »fempunktsmønster«. Mange forviklinger senere indvender Blanford dog, at »hvad bogen angik, var den en håbløs opgave, for hvad skal man gøre ved personer, der hele tiden forsøger at bytte jeg’er, som forsøger at blive hinanden? Og dernæst at tilskrive afgørende enkeltheder mening? Der er ikke nogen mening, og vi fordrejer sandheden om virkeligheden ved at tilføje endnu en.« Med andre ord: konstant vekslende mellem det opbyggende og selvundergravende.
Undervejs i Avignonkvintetten står man dermed konfronteret med en roman om en forfatter, Blanford, der har skrevet en roman om sig selv gennem Sutcliffe, der skriver om de samme personer i Blanfords liv, levende og døde, men fra et helt andet perspektiv, hvor det er den seksuelle synd og skam, der er skyld i al verdens ondskab. I stedet for den sædvanligt enlige forfatter med selvtillidsproblemer er der nu er to af slagsen, den ene mere utilfreds med at være fiktiv end den anden, og de snakker sammen, når skriften går i stå. Oftest drikker de sig fulde og citerer tvivlsom erotisk poesi, mens de diskuterer deres liv, som om det er litteratur. Durrell lader i det hele taget til at være på linje med Nietzsche, der i Antikrist skriver med ironisk alvor, at der er to store europæiske korruptionsmidler i historien: Kristendom og alkohol.
I det yderste lag sidder Durrell selvfølgelig og orkestrerer dette kinesiske æskesystem, hvor grænserne mellem lagene mildest talt er porøse. Det er altså autofiktion i tredje potens – mindst. Personer fra Blanfords liv går igen som karakterer i Sutcliffes fiktioner og omvendt, som om de ikke gider overholde den i forvejen ret spinkle grænse mellem fiktion og virkelighed, mens der bliver blandet flere og flere ind i fortællingen, fra diplomatiets verden - »en verden af venlige blodsugere« - spioner, dobbeltspioner, freudianske psykoanalytikere, forretningsmænd, ægyptiske bankierer, nazister og alle deres overlappende affærer og seksuelle partnerskaber mellem Wien, Genève, Cairo, Avignon og et sted eller to, der ikke findes på noget kort, mens krigen tvinger næsten dem alle i eksil.
Selv om ambitionerne er store, er der, med undtagelse af de ganske smukke beskrivelser af Avignon og de ægyptiske byer og ørkener, noget halvhjertet over de historisk-geografiske setpieces. Især Wien og Genéve føles som papkulisser – ud over at åbne en mulighed for at smugle Freud, som Constance, Blanfords afdøde hustrus søster, en psykoanalytikeraspirant med en hovedrolle i det midterste bind, der bærer hendes navn, har været i lære hos, ind som et teoretisk underlag til de erosgale europæeres identitetsforvirringer.
Form er også indhold, hvisker litteraturhistorikeren i mit øre med en løftet pegefinger. Og ja, men hvad hvis indholdet er nærmest formløst? Avignonkvintetten insisterer så meget på sin egen form, at romanen kollapser under sin egen vægt – ikke med et rabalder, men i en opløsning trukket i langdrag, en psykoseksuel joke, der aldrig når sin punchline. Det er mig en gåde, om det er den logiske konsekvens af lade fiktion og metafiktion flyde så anarkistisk sammen, eller om Durrell bare mistede grebet om sit monstrum. Begge dele skaber en radikal antiroman, hvis tvetydige parodi på det litterære sprog er dens primære motor. Ingen af delene er sønderligt opmuntrende.
Torben Jahnsens oversættelse er en anstrengt affære, hvor sprækkerne i sproget kan ses over det hele: en syntaks og ordlyd, der i mange tilfælde er blevet i det engelske og derfor fremstår gebrokken på dansk; egennavne, kunstnere og forfattere stavet forkert eller på engelsk (»Balsac«, »Breughel«, »Petrarch«); samt et utal af slåfejl, grammatiksvipsere og malplacerede adverbier, som i de grelleste tilfælde efterlader hele og halve sætninger uforståelige.
Bortset fra i Quinx, sidste og korteste bind, hvor knasterne er udglattet betragteligt, sidder man som læser med en utrolig rodet tekst i et romanskrummel, hvor formfuldendthedens fordampning på godt og ondt udgør en central præmis, som dog under alle omstændigheder har fortjent en mere nænsom behandling. I stedet for at bore i Durrells fetich for skibsmetaforer, der bliver brugt til snart sagt alt, eller at så godt som alle menneskelige affekter i Durrells hænder kan gengives i elektriske spændinger, vil jeg give et enkelt eksempel, som i det mindste er morsomt: under krigen arbejder en af karaktererne som spion for Secret Service, men en smutter eller autocorrect har lavet det til »Sekret Service«. Det er groft sagt niveauet. Men Freud havde moret sig.
Det har min største sympati og bør også have alle andres, at nogen gider besvære sig med at finde, oversætte og udgive halvvejs obskure og alenlange tekster fra det 20. århundrede og forsøge at give dem et nyt liv på dansk. Få ting ligger mit litterære hjerte mere nært. Men Avignonkvintetten er så sui generis, at den vrider hjernen tør i ujævne dele kaos, kedsomhed, misantropiske platituder og - en gang imellem – små brillante glimt af »fortvivlelsens bestandighed, sprogets uregerlighed, kunstens uigennemtrængelighed, om kærlighedens smagløshed«.
Ulven kommer, ulven går
Ufølsomhedens opdragelse
At foretrække at lade være
