DDR, lyslevende

Tyskere er litterære gravrøvere.

Igen og igen graver de i fortiden og finder til stadighed nye vinkler på både store og små begivenheder – og heldigvis for det. Øverst på listen over eftertragtede koster fra det historiske skattekammer er de to verdenskrige, nazismen og tiden under DDR, og netop sidstnævnte er det altoverskyggende tema i Charlotte Gneuss’ roman Gittersee fra 2023, som nu er landet i en god og glidende dansk oversættelse. 

Gittersee, der er Gneuss’ debutroman, er ikke en typisk DDR-fortælling. Væk er de overdramatiske flugthistorier, mikrofontapetserede lejligheder og spioner med skæg og blå briller. I stedet er det hverdagen, som den udspiller sig for en teenagepige i 70’erne, der indtager scenen. Men ingen DDR-roman uden overvågning og indoktrinering, og det er – bestemt – også tilstede i Gittersee, som følger den unge pige, Karin, og hendes forsøg på at jonglere diktaturstat og familie.

Et kort tværsnit: hendes far drikker, moren er fraværende, og bedstemoren ævler løs om krigen. Midt i det hele står Karin, blot en pige, lysten efter eventyr og træt af at passe sin lillesøster. Kæresten Paul lugter af eventyr, men leverer ikke, da han pludselige en dag forsvinder. Er han flygtet? Død? Karin mistænkes for at hjælpe til med ”republikflugt” og hyres ad omveje af Stasi-manden Wickwalz som meddeler.

Karins forhold til Wickwalz er central for Gittersee. Først og fremmest som et hovedelement i en opadgående og velfungerende spændingskurve, hvor presset på Karin kun bliver større og større for til sidst at gå helt op i en spids. Ved hendes venner måske noget om Pauls forsvinden, spørger Wickwalz stadig mere insisterende. Har de hjulpet Paul med at flygte? Hvad har de ellers af statsfjendtligt mel i posen? Forholdet mellem Karin og Wickwalz fungerer samtidig også som et symbol på den allestedsnærværende stat. »Jeg ser dig altid«, proklamerer Wickwalz, og dukker jævnligt op som et lyn fra en klar socialistisk himmel. 

Men hvorfor bliver Karin overhovedet meddeler? Presses hun? Vil hun gerne anerkendes af Wickwalz, når nu hverken mor eller far er der for at gøre det? Kan hun godt lide hemmelighedskræmmeriet, spændingen? Nu er hun måske endelig noget og ikke bare babysitter for sin lillesøster? Måske lidt af det hele. Og måske et svar på spørgsmålet om, hvorfor DDR blev et angiversamfund, hvor man aldrig kunne være sikker på, hvilken side naboen havde valgt. 

Karin er samtidig også teenager med alt hvad dertil hører af fester, veninder og frihedstrang. Og så er det sådan set lige meget, om man lever øst eller vest for muren, en sommer kan stadig føles super rådden på den der teenagecentriske og det-er-den-værste-dag-i-mit-liv-agtige måde: »det regnede så meget, at tomaterne skimlede, før de blev modne. Andet skete der faktisk ikke«. Også selvom man er meddeler for Stasi.

Hverdagen går videre under totalitarismen, men ikke uden at Gneuss med sigende detaljer, metaforer og scener hele tiden holder læseren ved ilden og minder én om, at Karin udlever sit ungdomsliv i en bestemt historisk kontekst. Man giver hinanden sit »Leninæresord«, der er »våbenkapløb foran lommespejlene« blandt pigerne, der bliver øvet atomangreb på skolen, et tv er noget man står på venteliste for at få, og ideologiske fraser er en del af den luft, de alle indånder.

Gittersee handler dybest set om frihedens trængsler og muligheder, i samfundet og i familien, og Gneuss illustrerer det fornemt ved kontinuerligt at pendulere mellem teenage- og samfundsskildring.

Det er et lyslevende DDR, Gneuss maler frem, som virker troværdigt og overbevisende, og man forstår godt, hvorfor romanen blev longlistet til Tyskland nok største pris, Deutscher Buchpreis tilbage i 2023.

Hvem skulle have troet, at en forfatter, der er født i 1992 i det sydlige Tyskland, har så meget at sige om noget, hun aldrig selv har oplevet? Litteratur er til for at overraske. Tak til Tyskland for endnu et herligt gravrøveri.