Verden bløder på os

Frantz Fanons kalejdoskopiske hovedværk fra 1952, Sort hud, hvide masker, kombinerer filosofi med litteratur, psykologi med magtkritik, kliniske observationer med poesi. Alt sammen skrevet i hans særlige ekspressionistiske stil. Resultatet er et råt og dybt rørende værk om resultaterne af kolonialisme og racisme på den sorte (og hvide) psyke.

Den racialiserede krop, som værkets titel antyder, er allestedsnærværende. Fanon er dybt præget af sin professionelle baggrund (han var uddannet læge og arbejdede som psykiater), men han bliver aldrig mekanistisk. I stedet flyder bogens sider over med beskrivelser af kød og »Blod! Blod!«. Han beskriver eksempelvis den sociale og raciale opstigning, som den sorte part i et blandet ægteskab gennemgår, som »en mutation fra sort til hvid« og den værdighed, som det hvide menneske tildeles af det koloniale paradigme, som »indlejret i hans blodårers labyrinter og trykket fast i hans små lyserøde negle, en fast forankret, hvid værdighed.«

Hos Fanon bliver selve verden også til en krop, eller i hvert fald til noget, der besidder visse kropslige elementer: »Verdens pulsårer var bristet, revet over, rykket op, og de rettede sig mod mig og bestøvede mig.« Fanons legemliggørelse af verden underbygger det ansvar over for hinanden, vi alle sammen har. Om vi vil det eller ej, så bløder verden på os.

Mennesket er nemlig analysens centrum. Det optræder både som begreb, som individer, som del af et samfund og som værkets jeg. Fanons filosofiske og psykologiske projekt går grundlæggende ud på at afvikle den koloniale racismes uhyrligt indflydelsesrige menneskesyn. I århundreder har den fordret fremmedgørelsen og dehumaniseringen af sorte mennesker. Ifølge Fanon er det derfor afgørende at påbegynde en proces, hvori sorte mennesker menneskeliggør sig for sig selv. Kun sådan kan fundamentet lægges for en ny humanisme.

»Jeg ville blot være menneske blandt andre mennesker« skriver Fanon. »Jeg ville gerne være kommet glat og ung til en verden, der var fælles, og bygge den op i fællesskab.«

Det betyder dog ikke, at Fanon »blot appellere[r] til medmenneskelighed, værdighedsfølelse, kærlighed og barmhjertighed for at bevise eller få anerkendt, at sorte og hvide er lige.« Nej, hans »mål er et ganske andet … at hjælpe den sorte til at føre sig fri at det arsenal af komplekser, som er vokset frem under de koloniale forhold.«

Verdens pulsårer var bristet, revet over, rykket op, og de rettede sig mod mig og bestøvede mig.

Det er et hårdt stykke arbejde, som Fanon, der selv var sort og voksede op i Antillerne, før han senere flyttede til Frankrig, tager på sig i Sort hud, hvide masker. Han blotlægger og analyserer nemlig de destruktive komplekser og neuroser, racismen skaber i os. Fanons analyser af hvide og sorte personer, figurer og symboler er fascinerende, men højdepunktet må altså være hans fængslende psykoanalyse af sig selv. Bogens femte kapitel Den sortes levede erfaring er således et mesterstykke i sig selv, hvor Fanon, der i de foregående kapitler har fungeret mere som den udefrakommende analytiker, nu fuldstændigt indtager rollen som analysand. 

Ved at indtage denne dobbelte funktion skaber Fanon en helt særlig analytisk tilgang, der omfavner flertydighed og umuliggør kølig objektivitet. Han går ind og ud af de to roller, nogle gange i samme sætning. Han er på én gang skarp og poetisk, fortvivlet og morsom (det er altid underholdende, når han pludselig kalder sine modstandere for »idioter« eller »lorte«). Mest af alt er han sårbar og søgende. 

»[D]en, der leder efter andet i mit blik end evindelig spørgen, han vil intet kunne se, hverken taknemmelighed eller had. Og hvis jeg udstøder et stort skrig, er det ikke et sort skrig. Nej, i det perspektiv, jeg har valgt her, findes der ikke noget sort problem. Og hvis det gør, vil de hvides interesse for det være tilfældig. Det er en historie, der udspiller sig i mørke, og den sol, som jeg bærer med mig, skal oplyse hver en krog.«

»Åh, min krop,« skriver Fanon på allersidste side, »lad mig altid være et menneske, der stiller spørgsmål.«