Ny tysk litteratur, den, der bliver skrevet lige nu og her, er rig på diversitet. Det vidner fem nye debutanter om, som skriver historier om at være ung og forvirret, føle sig fremmed i det kendte, være en kyniker i en kynisk verden, have behov for social differentiering og blive offer og medskaber af historiske vinde. Navnene er Kat Kaufmann, Senthuran Varatharajah, Karl Wolfgang Flender, Isabel Bogdan og Markus Flohr, og ud over at være noget af det nyeste af det nye, siger deres debutromaner en masse om tysk litteratur lige nu. De knytter an til tendenser, der er fremherskende, men de formår også på hver deres måde at skille sig ud fra mængden.
1:
Debutant nummer ét hedder Kat Kaufmanns (f. 1981), og romanens titel er Superposition. Det er først og fremmest en bog om hjemløshed, den eksistentielle og identitetsmæssige hjemløshed. Den slæber Kaufmanns hovedperson, seksogtyve årige Izy Lewin, rundt på gennem gaderne i Berlin, fra den ene fest til den anden, fra spillejob til spillejob. Izy er jazzpianist og spiller til diverse arrangementer, og efter endt arbejde går hun ud og drikke sig fuld med sine venner. For at få det hele lidt på afstand, men også fordi det nu engang er det, man gør – drikker sig fuld.
Izy er af russisk og jødisk afstamning, hvilket hun løbende reflekterer over. Det nye liv i Berlin – familien flyttede fra St. Petersborg, da Izy endnu var en ung pige – er ikke et nyt hjem. Tomrummet fylder hun ud med fester og småjobs, men de bliver aldrig en sikker og solid jord, hvor hendes rødder kan plantes.
Hjemmet eksisterer måske hos Timur, der også har en migrationsbaggrund. »Vi vil være et hjem for hinanden«, drømmer Izy. Men det bliver kun ved drømmen, for Timur er optaget, og Izy må nøjes med lejlighedsvise knald.
Izy er eksistentielt mørbanket og glider ind i flowet med de drikkende venner. Det er også en glidende fornemmelse, man får, når man læser bogen. Izy svæver ind og ud af fester, lange samtaler, erindringsglimt, ønsketækning og syrede drømmeekskurser, alt sammen for at illustrere ikke kun Izys egen livsholdning, men også den gruppe af unge mennesker, hun er en del af.
De alkohol- og narkotikakonsumerende venner med biseksuelle tendenser, kreative erhverv og ironiske standpunkter er dog kun én del af historien. Et generationsportræt er Kaufmann ikke ude i. Hjemløsheden er det altoverskyggende tema. Hendes egen, men også forældres hjemløshed. Det er hårdt for Izy at se, hvordan faren, den tidligere dirigent, er rykket længere ned ad den sociale, kulturelle og økonomiske rangstige efter flytningen til Tyskland. Og hvordan de har kæmpet, og stadig kæmper, med det tyske sprog og den kultur, der følger med. Izy og forældrene er midt imellem flere identiteter, og alligevel ingen steder. Både i Tyskland og i det gamle Rusland er de »altid de andre«.
Kaufmann er en del af en gruppe af yngre tyske forfattere, der har rødder i østlandene, som for eksempel Olga Grjasnowa (Der Russe ist einer, der Birken liebt, 2012, da. 2013), og som skriver om migrationsoplevelser i Tyskland. Dog skiller Kaufmann sig ud på baggrund af hendes skrivestil, hvor der skiftes mellem lange og korte sætninger, flere forskellige sprog (russisk, tysk og engelsk) og en hel række af bevidsthedsniveauer (ønsketænkning, drømme, erindring). Dertil kommer en del lange dialoger. Det er til tider forvirrende og smadret, men sådan er det, når sindet er i uro.
2:
Senthil Vasuthevan skriver til Valmira Surroi på Facebook, fordi han mener at have set hende før. Han kan bare ikke huske hvor eller hvornår. De begynder at udfritte hinanden om hinandens baggrund, uddannelse og fælles venner, for at finde ud af, om de kender hinanden, men kommer ikke et svar nærmere. Samtalen udvikler sig i stedet til en udveksling af erfaringer om det at have en anden baggrund end tysk.
Præmissen for Senthuran Varatharajahs (f. 1984) debutroman Vor der Zunahme der Zeichen er simpel: romanen er udformet som en Facebook-chat, hvor Senthil og Valmiras svar, spørgsmål og fortællinger står som replikker i et teatermanuskript, bare med den forskel at klokkeslæt og angivelse af dag er tilføjet. Men så simpelt er det alligevel ikke, for en traditionel dialog er det ikke. Jo mere snakken udvikler sig, desto færre spørgsmål stiller de to hovedpersoner til hinanden. Det kan derfor godt se ud, som om de ignorerer hinanden og kun skriver til sig selv i de ofte lange tekstpassager. Men de responderer faktisk på hinandens historier, ved at bruge et tema, ord eller vending fra den andens besked som udgangspunkt for deres egen fortælling.
Måden hvorpå de to Facebook-skrivende fortæller om deres erfaringer er forskellig. Senthil skriver konsekvent med småt, og hans sætninger er lange og fulde af bisætninger. Valmira derimod skriver ’korrekt’, med store bogstaver og med korte og mellemlange sætninger. Det erfarede artikuleres altså forskelligt, men selve stoffet er det samme og lysten til at læsse af, tømme fortiden ud over den anden, er lige stor hos dem begge.
En sådan tømning foregår for begges vedkommende gennem et sprog, der er blottet for flirt, ironi og humor, og som i stedet er præget af en associativ fremgang, og hvad forfatteren selv har kaldt en for en »tone af resignation«. Der ikke er at forveksle med en klagesang. Det skal snarere ses som et minimalistisk statement i form af ’det er, som jeg har lagt det ud’. Følelser viser Senthil og Valmira af den grund få af, hvis overhovedet nogen.
Senthils forældre flygtede fra borgerkrigen i Sri Lanka, og Valmiras forældre fra uroen i Albanien. Begge landede de i asylcentre. På trods af de geografiske forskelle, er erfaringerne de samme, og både Senthil og Valmira har utallige gange fået spørgsmål som »Hvor er du fra?«, »Hvorfor taler du så godt tysk?« og »Hvornår tager du tilbage til dit hjemland?«. Det er den indirekte, skjulte og ubevidste racisme, vi her har med at gøre. Der er også den direkte racisme, der får Senthils bror til at stikke hovedet ned i sneen i håbet om, at han kommer op igen med et hvidt ansigt.
De erfaringer, de to Facebook-skrivende deler med hinanden, kredser ofte om sproget, for, som Senthil skriver, er det i sproget, at verden dannes. Mødet med det tyske sprog er derfor også mødet med en socialiseringsmaskine: »Disse ord udtalte os, og vi udtalte dem«.
Varatharajah, der som helt lille landede i Tyskland fra Sri Lanka, er ikke alene om at tematisere migranterfaringer. Forfatterne er mange, og Varatharajah og førnævnte Kaufmann er blot nogle af dem. Det er svært ikke at kalde det en trend, og det tyske bogår har allerede budt på flere udgivelser skrevet af forfattere med anden etnisk herkomst, der tager udgangspunkt i deres egen indvandringshistorie. De bliver næppe de sidste.
3:
Æstetik over moral, altid. Sådan lyder mottoet for Thomas Hessel, hovedpersonen i Karl Wolfgang Flenders (f. 1986) Greenwash Inc.. Thomas er PR-mand hos agenturet Mars & Jung, hvor de producerer »Hope Stories« for deres klienter, typisk ikke helt uskyldige virksomheder, der gerne vil fremstå mere menneskelige. Det sker gennem »event-based communication«, der er en anden måde at sige »lyve« og »bedrage« på, for det er det, Thomas og agenturet i virkeligheden gør: forårsager ulykker, bestikker politifolk og hyrer skuespillere til at agere lokalbefolkning.
For Thomas gælder det om at levere en god historie, uanset om den så er sand eller ej. Så længe den overbeviser og tjener formålet. Æstetikken og udformningen af historien har første prioritet. Hvis ikke historierne er nok, kan Thomas også fremtrylle diverse fairtrade-certifikater og erklæringer om, at virksomheden ikke benytter sig af børnearbejde. Det er kynisme på højt plan.
Når han ikke fabrikerer løgne, går Thomas exceptionelt meget op i mærkevarer og andre statussymboler, der på den ene eller anden måde kan give ham en fordel i konkurrencen om at være agenturets mest stilede, veltalende og fedeste person. Udseende og fremtoning betyder alt, hvorfor Thomas også træner som en vild, køber den dyreste cykel, lærer alle de gode drinks udenad og går til taleterapeut. Der skal ikke kunne sættes en finger på hans maskuline image.
Har man læst Bret Easton Ellis’ American Psycho, vil flere af karaktertrækkende hos Thomas minder om dem, man finder hos Patrick Bateman. Begge er de kyniske forretningsmænd, og begge går de sygeligt op i deres udseende og besiddelser. Mindst ét sted refererer Flender også direkte til American Psycho, når han kopierer en scene fra Ellis’ roman næsten 1:1. Men Flenders kyniske hovedperson myrder ikke folk i sin fritid, som Patrick Bateman gør det, og der er også enkelte momenter med spor af dårlig samvittighed over hans løgnagtige arbejde. De erstattes dog hurtigt af følelser af hævn og behovet for at være blandt de bedste på agenturet.
Der ligger en indirekte kritik i Flenders portræt af Thomas og den særlige tone, der flyder gennem hele romanen, hvor lange tekstpassager går med at fortælle om en ny fitness-app, bekymre sig over at blive solskoldet eller beskrive boblernes dannelse i champagneglasset. Sidstnævnte er for hovedpersonen mere interessant end de dårligdomme i Brasilien, som han i romanens begyndelse er vidne til gennem bilens sideruder.
Greenwash Inc.er ikke kun en overdreven satire over den moderne kommunikationsbranche, den er også en kritik af visse karaktertræk, der harmonerer med dele af den liberalistiske og kapitalistiske ideologi, og som i forfatterens optik dominerer den vestlige verden: optagethed af konkurrence, forbrug og vækst.
4:
Flender er ikke ene om at skrive om selvoptagede individer. Én af tysk litteraturs nye darlings, 24 årige Ronja von Rönne, er ude i samme ærinde i sin roman Wir Kommen (2016), hvor en evigt ironiserende ungdom, der er optaget af egen selvfremstilling, også udsættes for kritik. Går man et par år længere tilbage finder man den samme optagethed af egne smagspræferencer og manglen på et indre moralsk kompas hos hovedpersonen i Christian Krachts Faserland (1995). For endnu længere tid siden gjorde Ernst Jünger sig bemærket med en lignede figur i hans romaner og dagbøger. Overfladiskhed er gammel nyt, men med Greenwash Inc. skrives den ind og genaktualiseres i det 21 århundrede.
I en lidt anden boldgade befinder Isabel Bogdans (f. 1968) Der Pfau sig, hvor scenen er sat i det skotske højland, langt væk fra de smarte kontorlokaler, der huserer i Flenders roman. Dér har en gruppe af bankfolk fra London lejet sig ind på ægteparret McIntosh’s gæstgiveri for at lave teambuilding øvelser. Med sig har de kok, psykolog og chef, og selvom værelserne er en lille smule slidte, varmen fraværende og gåselorten på p-pladsen allestedsnærværende, er hele det »primitive« setup alligevel charmerende for bankfolkene fra storbyen.
Øvelserne viser sig dog ikke at gå helt efter planen. Samtidig begynder rollerne så småt også at opløse sig; Chefen lægger sig syg, kokken tager sig ekstraordinært nogle gastronomiske friheder, og psykologen flirter med de ansatte. Kaosset lurer, og det gør det ikke bedre, at gæstgiverparret forsøger at skjule, at én af deres påfugle har angrebet bankchefens bil. De skyder fuglen, gemmer den, og håber på at ingen opdager det. Men chefens hund graver påfuglen op og viser den stolt frem til sin ejer, som ender med at tro, at hunden har dræbt McIntosh-parrets påfugl.
Der er maskebal, forvirring og hemmeligheder for alle pengene i Der Pfau, og sine steder minder romanen om den britiske tv-serie Fawlty Towers. Parallellerne er mange, men modsat den kyniske hotelejer Basil Fawlty, dropper det pæne McIntosh-par ikke manererne eller forfalder til tilsvininger og nedgørende adfærd. Heller ikke bankfolkene. Ingen farer i totterne på hinanden, det sociale codex overholdes. Men indeni, bag manererne, tænker de sit. Bankfolkene er, ifølge hr. og fru McIntosh og deres personale, »usympatiske« og »mærkværdige«; disse »by- og kontormennesker« har andre sociale normer end dem selv. Gæstgiveriet er for bankfolkene »langt væk fra al civilisation« og for »primitivt«.
Modsætningen mellem land og by finder man også i én af det forrige års helt store roman-sællerter, Dörte Hansens Altes Land, som netop er udkommet på dansk. Også her irriteres land- og byboere over hinanden. Bønderne over de hipstersmarte kontorfolks jagt efter »autentiske typer« i landsbyerne, og byboerne over bøndernes stædighed og farlige sprøjtegifte.
Provinsen er inden for de seneste par år for alvor rykket ind i den tyske litteratur. For eksempel udspiller Judith Schalanskys Der Hals der Giraffe (2011, da. 2012) sig i en lille by i Forpommern, hvor romanens hovedperson, biologilæreren Lohmark bor. Andreas Maier skriver i sit flerbindsværk, hvis seneste bind Die Straβe udkom på dansk i 2014, om sin opvækst nord for Frankfurt am Main. I Ein Ganzes Leben (2014, da. 2016) fortæller Robert Seethaler historien om en mand og hans tætte forhold sin landsby. Og senest har Juli Zeh skrevet om stridende landsbynaboer i Unterleuten (2016), der foregår i delstaten Brandenburg. De små landlige samfund er i disse romaner ikke inkarnationen af idyl. Tværtimod. Der er modgang, stridigheder og hemmeligheder. Sådan er det også i Der Pfau, om end Bogdan skiller sig ud ved at skrive med en mere munter tone.
5:
Hvordan kommer man overens med fortiden? Det er det centrale spørgsmål i Markus Flohrs (f. 1980) Alte Sachen. Romanen tager sit udgangspunkt i nutidens Berlin, hvor Rieke fejrer de overståede eksamener med diskoteksbesøg og ved at skubbe overvejelserne om fremtiden ud til dagen derpå. Midt i det hele støder hun på israeleren Lior, hvis familiehistorie fascinerer hende. Liors bedsteforældre var skræddere med egen butik, men på grund af deres status som jøder, blev de under krigen tvunget til at gå under jorden og efterfølgende flygte ud af landet. Grunden til Liors ophold i Berlin er hans ønske om at tage den del af familiens historie tilbage, som blev efterladt i Berlin, og som bedsteforældrene ikke har haft den store lyst til at fortælle om.
Da Rieke for alvor komme ind på livet af Lior, og også ender med at få følelser for ham, forsvinder han, og Rieke efterlades med en masse spørgsmål og en kæmpe længsel. I håbet om at finde frem til Lior igen, må hun starte sin egen jagt på den jødiske families historie og skæbne. Det er romanens ene spor. Det andet spor begynder i år 1934, da trettenårige Otto og hans mor flytter ind hos Liors bedsteforældre. Ottos mor har fået arbejde hos familien og som ikke-jøder bliver de vidner til, hvordan den jødiske familie bliver ofre for tidens antisemitisme, som i starten viser sig i form af chikane, men hurtigt udvikler sig til trusler, vold og forfølgelse. Flugten ender med at være den eneste udvej.
Familiens historie fortælles ud fra Ottos synsvinkel, som er naiv og til tider uforstående over for de hændelser, der overgår familien. Kun gradvist går tingenes alvor op for Otto, og han modnes i mødet med den virkelighed, der inden venskabet med familien var ham afskåret. Lige som Rieke, der finder en mening midt i al det ungdommelige kaos ved at jagte historien og kærligheden.
Alte Sachener både en klassisk coming-of-age historie og en fortælling om, hvordan man forvalter familiens historie. En historie, der ikke kan undgå at blive en del af ens egen personlige historie. Frem for alt er romanen dog en historie om jøderne skæbne under Hitlers regime. Den historie er blevet fortalt mange gange før, men Flohr skiller sig ud ved at installere Rieke og Otto som fortællere. Begge beretter de fra sidelinjen og i Ottos tilfælde naivt. Vi er ikke inde i hovederne på de jødiske ofre, vi er der til gengæld som tilskuere, som Rieke og Otto.
Der er en forkærlighed for historiske romaner i tysk litteratur. Romaner om koldkrigsårene, tiden under DDR, det genforenede Tyskland, RAF-terroren i det daværende Vesttyskland, og så videre og så videre. Størst af alle er dog romanerne om anden verdenskrig. Ralf Rothmanns Im Frühling sterben (2015, da. 2016), der handler om to unge drenges rekruttering i hæren, er et nyligt eksempel. Derudover er en stribe af romaner fra efterkrigstiden omhandlende anden verdenskrig i de seneste par år blevet genopdaget af de tyske forlæggere. Titler som Hans Falladas Jeder Stirbt fúr sich allein (1947, da. Alene i Berlin, 2012) og Heinz Reins Finale Berlin (1947) er blevet særdeles godt modtaget af både læsere og kritikere, og vidner om, at markedet langtfra er mættet. Anden verdenskrig er stadig af kommerciel og kunstnerisk interesse, og Flohrs roman falder derfor på et tørt sted.
