Fortællinger fra nærområdet

2011 var et katastrofeår på Afrikas Horn, og Somalia var hårdest ramt. Tørke og terror i store dele af landet førte til hungersnød og store flygtningestrømme. Særligt til Kenya. Over 150,000 søgte tilflugt i Kenyas Dadaab flygtningelejre, sluttede sig til de mange der havde været der siden 1991, hvor den første lejr blev oprettet. Lejrene husede nu over 500,000 mennesker. Dadaab var dengang verdens største flygtningelejr. Det er den stadig. Et nærområde. Dengang ville Kenya gerne sende somalierne tilbage hurtigst muligt. Det vil de stadig. Nu med fornyet styrke. For et par måneder siden annoncerede den kenyanske regering igen planen om helt at lukke Dadaab, og nu er det alvor, mener de fleste iagttagere. Blandt andet inspireret af EU’s nylige aftale med mange penge til Tyrkiet for at holde flygtninge ude og sende dem hjem. Hvis de kan, så kan vi også, går ræsonnementet. Hvor mange tusinde kan vi holde ude? Hvor mange kan vi sende hjem? Der går hurtigt politik, tal og statistik i den.

Findes ikke på kortet

Ben Rawlence vil noget andet. Han vil hellere fortælle om de mennesker der er bag tallene og statistikerne. Flygtningene. Eller mødrene, børnene, fædrene, de handlende, de studerende, og arbejderne, som udgør befolkningen i Dadaab-lejrene. Derfor har han gennem fire år besøgt stedet utallige gange. Fem flygtningelejre der tilsammen er Kenyas fjerde største by, dækker et område på størrelse med Zurich og er et vigtigt økonomisk centrum i en udørk, der ellers er glemt af verden. Det optræder ikke på nogen officielle kort, bemærker Rawlence.

Der har han mødt dem, vi aldrig møder, medmindre de tager chancen i båden over Middelhavet. Der er Tawane, der organiserer ungdomsaktiviteter og bruger flygtningelejrens ‘civilsamfund’ som springbræt til at udvikle sit lokalsamfund hjemme i Somalia. Kheiro, en ung kvinde der uddanner sig og drømmer om at læse videre på universitetet. Monday og Muna, fra henholdsvis Sydsudan og Somalia, kristen og muslim, der gifter sig, får børn, næsten bliver skilt og siden finder sammen igen, da muligheden for ophold i Australien byder sig. Guled, der er vild med Manchester United, forsøger sig i Somalia, indtil han kidnappes af Al-Shabab, og til sidst slipper fri og flygter til Kenya. De er hovedpersonerne i Rawlences bog om Dadaab, City of Thorns.

Deres liv er indrammet af terror i Somalia og Kenya, militære interventioner, nødhjælpsarbejde og politiske udfordringer. Storpolitikken rammer Dadaab som sommerfugleeffekter: Kenya får ny regering, og en dag er der ny guvernør i Dadaab. Terrorangreb i Nairobi, og grænserne lukkes, så det bliver farligere at rejse mellem Kenya og Somalia. Syrienkrisen kræver fokus, og pludselig reduceres fødevarerationerne i Dadaab. Der slås ned på smuglerhandel, og det lokale marked lukker. Tyrkerne bedriver offensivt diplomati i Afrika, og pludselig kan alle familier slagte to kameler til Eid-festen. Kheiro, Tawane og de andres liv påvirkes udefra, men Dadaab er også en boble, og deres dagligdag drejer sig først og fremmest om livet i lejren. Hvordan skaffer de penge? Kan de få en uddannelse? Kan de finde en kone eller mand? Får de børn? Nogle drømmer om Kenyas hovedstad, Nairobi, andre om der, hvor de kommer fra i Somalia. For mange er den store drøm asyl og ophold i ‘Vesten’ – U.S.A, Australien eller Sverige, for eksempel. Men for langt de fleste forbliver det ved drømmen – der er ikke mange pladser til somaliere. Slet ikke efter krigen i Syrien.

I 2011 går Kenya militært ind i Somalia for at sikre landets grænser og skabe sikre zoner flygtningene kan vende tilbage til. Men det gør ikke den store forskel. Det medfører tværtimod øget kriminalitet og terror i og omkring Dadaab, og øgede spændinger i Nairobi. I 2013 angriber den somaliske terrorgruppe al-Shabab et indkøbscenter i Nairobi. I 2015 et universitet i det nordøstlige Kenya. Kidnapninger af nødhjælpsarbejdere spreder panikken til FN og de humanitære organisationer, der lukker ned. Og de kenyanske soldater, politikere og forretningsmænd er korrupte og profiterer på smuglerhandel mellem Kenya og Somalia. Det er pludselig ikke nemt at være flygtning i nærområdet.

Kheiro må se sin drøm om at læse videre på universitetet forsvinde – der er brug for penge til familien, og det er svært at få adgang til uddannelse for en somalisk flygtning. Så hun må i stedet arbejde for de nødhjælpsorganisationer, der er tilbage. Monday og Muna venter forgæves på nyt fra Australien, deres sag er blevet syltet i takt med, at fokus flytter sig fra Dadaab. FN reducerer fødevarehjælp, og de forværrede forhold får flere flygtninge til at tage hjem til Somalia. Ofte tager enkelte familiemedlemmer afsted først og rapporterer tilbage om det er sikkert. Ofte ‘pendler’ familier mellem Somalia, hvor der måske er arbejde at få, og Dadaab hvor der er hospitaler, mad og skoler. Andre prøver lykken som ‘illegale’ i Nairobi, i jagt på uddannelse, arbejde og en fremtid, men hvor daglig chikane og afpresning fra politiet er prisen. De fleste bliver i Dadaab, særligt dem der har været der siden 1992. Og dem der er født der. Hvor skulle de ellers tage hen, spørger de? Men Guled overvejer ‘tahrib’ – migration - turen til Europa. Hans kone og børn er vendt hjem til Somalia. Det kan han ikke, det er for usikkert. I Dadaab er der ikke noget mad, han sulter. Det er også farligt. Han vil hellere dø i forsøget på at nå Europa, end dø uden at forsøge i ‘nærområdet’ fortæller han. Men tahrib koster også penge, og dem har han ikke. Han kommer ingen vegne.

Imens begynder FNs busser at køre rutefart fra Dadaab til Somalia, og Tawane øjner muligheden og starter en organisation, der hjælper den kenyanske regering med at få somalierne sendt hjem. Med sig får flygtningene et par hundrede dollars. Når de kommer frem får de flere. De får hjælp til et sted at bo og landbrugsredskaber til at dyrke markerne. Prisen er familiens ID-kort, beviset på, at de er flygtninge med ret til at bo og modtage hjælp i Dadaab. I 2015, da Rawlence slutter sin fortælling, var der lidt over 3.000, der havde taget turen med FN’s busser eller havde fundet hjem ved egen hjælp. I dag er det godt 15.000. Ved årets slutning håber FN og Kenyas regering, at det er op mod 50.000. Somalia er stadig plaget af terror og sult, men Kenya øjner muligheder for at sætte skub i hjemsendelsesprocessen, blandt andet inspireret af EU’s flygtningekrise.

Hård linje populær – også i Kenya

Kenyas seneste udmeldinger om lukningen kom ikke længe efter Tyrkiet blev lovet mange milliarder af EU for at holde flygtninge ude, gennem en aftale, der af mange betegnes som et brud med internationale flygtninge- og menneskerettighedskonventioner. Men nu burde EU endelig forstå de politiske og sikkerhedsmæssige udfordringer ved at huse hundredetusinder af flygtninge, går et argument. Og selvom Kenyas aggressive politik i forhold til hjemsendelser af somaliere også er blevet kritiseret for at være på kant med konventionerne, har der været tæt dialog med FN, og Kenyas regering insisterer på, at hjemsendelser kun vil ske frivilligt og blive kompenseret.

I en nylig meningsmåling gav to tredjedele af kenyanerne deres støtte til at lukke lejrene og sende somalierne hjem. Også i Kenya er der politisk kapital i den hårde linje. Måske dagene nu er talte for verdens største flygtningelejr. Måske ser ’nærområdet’ i Kenya og Somalia snart anderledes ud? Ben Rawlence hjælper os på sympatisk vis med at forstå de mennesker, der bor der.