Av

Det lyder måske lige lovlig voldsomt, men jeg har et problem med Vladimir Nabokov: Han skriver simpelthen for godt. Eller i det mindste grænsende til for godt. Hvorfor er det et problem? Det er det, fordi overlegenheden i stilen risikerer at blive et skjold, forfatteren gemmer sin inderlighed bag. Fordi det, at Nabokov skriver så godt, indimellem bliver en udvej, så han flygter ind i sine ekstremt velkomponerede og bjergtagende billeder, når følelserne begynder at brænde på. Når det begynder at gøre ondt for alvor. Netop som det er ved at blive sublimt, paraderer dette litterære geni sig ud af situationen ved hjælp af sine overlegne sprogkundskaber. Netop som man tænker, at nu rammer han hovedet på sømmet og kommer i dybden, undviger han.

Det er selvfølgelig også en metode, forfatteren brugte aktivt til at holde sin læser fanget i en frydefuld ambivalens – som i hovedværket Lolita, der er grum og ubehagelig, men også skøn at læse, fordi den simpelthen er så godt skrevet. Man hader jegfortælleren, Humbert Humbert, mens man elsker forfatteren for at have frembragt dette 400 sider lange stykke nydelseslæsning.

Læs for guds skyld Nabokov, læs for guds skyld Pnin!

I den roman, der skulle blive Nabokovs gennembrud (blandt andet fordi Lolita var bandlyst), Pnin, som udkom i 1957 og nu er genudgivet på dansk i forlaget Turbines klassikerserie, fremragende oversat af Niels Lyngsø, gør Nabokov nærmest det omvendte af, hvad han gør i Lolita. Romanen er fortalt i tredjeperson, eller rettere: Fortælleren er ikke hovedpersonen i bogen, men en fjern kollega, der betragter og beskriver hovedpersonen, den stakkels eksilrusser Timofey Pnin. Denne lidt kunstige forskydning i fortælleposition er et genialt greb, for den gør det muligt at skabe ægte sympati for den brysk-melankolske Pnin, der efter omtumlede ungdomsår i Europa nu befinder sig i en søvnig stat i USA, hvor han underviser på et søvnigt college beliggende i en søvnig by fuld af mennesker, der ingen ambitioner har, ud over at hygge sig og tjene penge uden at skulle arbejde for meget for dem. Timofey Pnin er en fremmed fugl i denne by. Han har svært ved at passe ind, så han holder sig mest for sig selv, mens han fordyber sig i litteraturhistorien og hjemsøges af erindringsglimt fra en traumatisk fortid. Dén grundlæggende smerte, der både er smerten over mistet ungdom, mistede hjem, slægtninge og venner, skildrer Nabokov et sted således:

»Vandet i renden bag haven, som for det meste var en skælvende piblen, var i aften en højlydt rivende strøm der snublede over sig selv i sine ivrige forsøg på at underkaste sig tyngdekraften mens den gennem gange af bøg og gran trak af sted med sidste års blade og nogle bladløse kviste og en splinterny, uønsket fodbold, som for et øjeblik siden var trillet ned i vandet fra den skrånende plæne efter at Pnin havde defenestreret den. Han var omsider faldet i søvn trods ryg-generne. Og i en af de drømme som russiske flygtninge stadig hjemsøges af selv når der er gået en tredjedel århundrede siden deres flugt fra bolsjevikkerne, så Pnin sig selv indhyllet i en fantastisk kappe mens han flygtede gennem mægtige blækpytter under en skydækket måne på vej væk fra et kimærisk palads, og dernæst på en øde strand hvor han gik frem og tilbage sammen med sin afdøde ven Ilja Isidorovitj Poljanski mens de ventede på at eller anden mystisk redning skulle nå frem med en tøffende båd fra den anden side af det håbløse hav.«

Dét må vist betegnes som en frydefuld blanding af overlegen, stemningsfremkaldende skrivekunst og oprigtig indføling, og derfor må man bare lægge sig fladt ned i hyldest og sige: Læs for guds skyld Nabokov, læs for guds skyld Pnin!