Hævn over fortiden

Det er ikke altid lige let at læse Liv Nimand Duvås anden roman, Rosenreglen, men det er netop det hårde, der gør romanen så god. Ubehaget driver allerede tidligt fra bogens sider i en fortælling om en ung kvindes kamp med kropsskam, selvskade og en fortid præget af mentale og fysiske overgreb:

»Hånden har revet hårnålens bløde plastikdut af med en negl. Spidsen er skarp, og hånden har allerede presset den ind under huden. Så kan munden slappe af, læberne giver slip. Et klart jag i tindingen. … Bobler slår op om anklerne, små, hvide blomster ind i øjnene, den søde, kvalmende duft trænger ind i næsen, i alt, hvad der er dig, og hånden borer hårnålens spids frem og tilbage i såret.«

Det er fortælleren Kat(hrine) – eller rettere: en yngre udgave af hende selv – og hendes selvskadende og splintrede blik på og ridsen i egen krop, vi er vidne til. Nu er hun i slutningen af tyverne, færdiguddannet på Kunstakademiet og netop flyttet i kollektiv i Nordsjælland for at arbejde på en Abramović-inspireret performance, hvori hun skal re-enacte og hævne sig på de mentale og fysiske overgreb, hun som trettenårig pige var udsat for. Som teenagemodel har hun på sin mors opfordring deltaget i modelkonkurrencer og tilbragt dage i selskab med en granvoksen og slet og ret vammel mand, der gennem hele bogen blot omtales som Fotografen. Relationen til ham er fra starten ulige: Han fotograferer hende først i dukkepiget og overseksualiseret udklædning for derefter at tvinge hende til skiftevis at proppe sig med klistret mad og at slanke sig.

»Hånden har revet hårnålens bløde plastikdut af med en negl. Spidsen er skarp, og hånden har allerede presset den ind under huden.«

Episoderne får selvfølgelig alvorlige psykiske konsekvenser for Kat og hendes forhold til sin krop, og romanen udfolder sig derfor som en pendulering mellem hendes forsøg på at forstå sin fortid og på at slippe af med den. Der dukker hurtigt et ’du’, Kats eget teenagejeg, op i historien om det mentale og konkrete arbejde med at claime fortiden og lave en udstilling ud af de gamle fotografier, Kat stadig har liggende. I romanens start er der en vis distance mellem de to, mellem du og jeg. Du’et dukker primært op i et separat spor, hvor Kat rørende og effektivt fortæller henvendt til sit teenagejeg, mens hun giver læseren indblik i en række kvalmende overgrebsscener med Fotografen, der i sidste ende får Kat til at forsøge at tage sit eget liv.

Men adskillelsen mellem de to spor, mellem teenagepigen og den voksne kvinde, viser sig at være umulig, og snart pibler de traumatiske oplevelser og tvangstankerne også frem fra de mindste sprækker i romanens nutid. Fjorten år senere styres Kat nemlig stadig af og står til ansvar for det spøgelsesagtige ’du’. I løbet af fortællingen flyder de to personaer gradvist sammen, og teenagespøgelset får langsomt større og større indflydelse på Kats forhold til sig selv og til omverdenen, som når Kat plaget af tvangstanker gør livet i huset farligt ved at blande rengøringsmidler i æblemosen, eller når hun udlægger små, spidse fælder for sine medkollektivister: »jeg forestiller mig en pludselig skade; én snubler og stikker sig på dit søm, en anden på et glasskår.«

Det er den overbevisende og konsekvente fortællemæssige sammensmeltning af tider og personligheder, den ekstreme hjemsøgelse fra teenagejeget, der er Rosenreglens mest vellykkede greb. Den viser ikke kun, hvordan Kats psykiske lidelser har rod i hendes fortid, og hvordan hverken krop eller bevidsthed er i stand til at glemme. Det er også den, der driver plottet suspensefuldt fremad, når Kat åbner op for sin historie om spiseforstyrrelser, overgreb og selvskade.  Samtidig gør Kats udsathed og hårde syn på verden, at romanen midt i sin dysterhed har et satirisk præg i sit portræt af kollektivlivets rundkredssnakke. Det er nemlig i kraft af det skadede og hævntørstige udgangspunkt, at Kat kan udstille den sexisme, som også lever i kollektivet og eksemplificeres ved de mandlige beboere Aske og Peter (sidstnævnte er endda Kats kæreste!) og deres bedrevidende forsøg på at hjælpe hende.

Men det er ikke kun dét, der gør romanen så god, for fortællingen glider også konsekvent og medrivende af sted i et elegant og sanseligt sprog, der kan rumme både konkrete betragtninger af livet i kollektivet og udsvævende sekvenser, der nedbryder skellet mellem Kat og hendes omverden. Om den dermed giver et præcist billede af, hvordan det er at leve med arrene fra en overgrebsfyldt fortid, skal jeg ikke kunne sige. Men med sit alvorsfulde portræt af et plaget sind, sin skarpe sexismekritik og sin absurde, men kraftfulde afslutning, hvor Kat til dels lykkes med både hævntogt og kunstperformance, er Rosenreglen et på én gang makabert og opløftende eksempel på litteraturen og kunstens evne til at behandle og begribe en smertefuld fortid.