Civilisationen, en klytfidus

Frédéric-Louis Sauser blev født i Schweiz, 1887. I 1907 blev han genfødt som Blaise Cendrars i Paris. Resten af livet påkaldte han sig den franske hovedstad som sin fødeby. Her plejede han blandet omgang med kunstnere som Sonia Delaunay, Modigliani, Marc Chagall, digteren Apollinaire. Og her, i Paris, oplevede Cendrars modernitetsgryet. Storbyen med masser i bevægelse, nye industriers, indtjeningsmuligheders (og udnyttelsesformers) fremkomst, den hastige udbredelse af alskens moderne teknologier, fart og tempo, alt det har utvivlsomt givet næring til romanmesterstykket Guldet fra 1925, der nu foreligger i Troels Hughes Hansens, også denne gang, mesterlige oversættelse.

I Guldet, der er fortalt i en slags dokumentarisk nutid afbrudt, montageagtigt, af gengivelse af breve, taler, avisfragmenter, følger vi (den virkelige) Johann August Suters færd i midten af 1800-tallet. Vi følger ham – stakåndede, både fortæller og læser –, da han forlader Schweiz for at slutte sig til lykkejægerhoben på vej til Amerika. Velankommet søger Suter, som mange andre, længere vestpå, over kontinentet, hvor alt endnu ligger åbent, ventende. Efter et par ophold – Suter slår sig blandt andet ned som landmand og bliver for en tid en formuende kopra-perlemor-skildpaddeskjoldsspekulant – når han det forjættede eldorado, Californien, hvor han bosætter sig i Sacramento-dalen.

Her får Suter med »jernvilje og benhårdt arbejde i rigelige mængder«, primært udført af hans importerede arbejdskraft, oprettet den plantage, han har drømt om. Han påtvinger, som der står, »naturens ældgamle love en ny orden, i en sådan grad at man for altid har ændret et uberørt lands udseende og en egns klimatologi.« Ildevarslende tilføjes: Det er »ingenlunde lige så let at mestre det menneskelige element.« Dét erfarer Suter, der på grund af sin fremgang har opnået rang af general, da der findes guld i hans frodige jorde, hvis areal efterhånden svarer til et selvstændigt land.

Snart er han offeret, der mister alt, snart skurken, der tilraner sig og udnytter efter forgodtbefindende.

Da tager Suters ulykker sin begyndelse. Massen melder sin ankomst. Hans grunde oversvømmes af guldtørstende eventyrere. Fra hele verden kommer de. Også plantagearbejderne rammes af guldfeber, de forlader deres stillinger, går i druk. Ejendomsretten ophæves og omvæltes gradvist. Guldet har ruineret Suter. Han forstår det ikke. Derefter følger sporadiske voldshandlinger og overfald og massens endelige stormløb mod Suters besiddelser. Her lyder det, stærkt foruroligende og en smule grotesk-komisk: »massens ødelæggende raseri bliver fandenivoldsk, den dræber, den smadrer, den brænder, den plyndrer, og dens lidenskab er så heftig, at den endda lader fjerkræet henrette ved skydning efter kommando.«

Suter er herefter besat af spørgsmålet om retfærdighed. Han kræver erstatning og indleder utallige retssager. Og får medhold. Men forgæves. Lykkejægermassen står i sidste ende som sejrherre. Lovens, den unge amerikanske stats, magtesløshed er blotlagt.

Det ender på den måde, som det starter: Massen er truende og lunefuld. Civilisation og udvikling er ledsaget af vold – eller: Skabelse og opretholdelse af civilisation fremstår som mulig vold. Og i løbet af bogen er Suter snart den enkelte, en ensom repræsentant for civilisation og retsprincipper, snart en del af den skånselsløse, suveræne hob. Snart er han offeret, der mister alt, snart skurken, der tilraner sig og udnytter efter forgodtbefindende. Snart er han omgærdet af sympati, snart antipati. Suter opsøger de steder, hvor civilisationen ophører, men samtidig bliver til. Ingen position, ingen tilstand er statisk i Guldet. Romanen er en fortrinlig moderne opvisning i risiko og omskiftelighed, vold og bevægelse, der er indskrevet som mulighed i enhver orden.