Flad dej

Parateksten sigter højt – Selvmordstanker kan ikke betale sig. Hvilken titel! Især ’selvmordstankerne’ drager mig. På den anden side: Der er så meget fortræffeligt og mindre fortræffeligt i tilværelsen, der ikke kan betale sig. Kunstens og tænkningens uhildede blik ned i afgrunden er næppe en god forretning, og hvorfor skal vi absolut have revet en progressiv leveregel i næsen fra første færd?

Forsiden viser en yngre mand, der meget vel kunne være forfatteren selv, iført brune lærredsbukser, Vans, blå overdel, ansigtet indhyllet i en sky af røg. Og på bagsiden får læseren forlagets anbefaling af bogen i kortform. Der venter os, forstår man, »et ondt og skarpt portræt af en mand, som ikke kan blive voksen«.

Fablens hovedstationer serveres på et sølvfad: Daniel drømmer om en karriere som journalist, men hans magelige tilbøjeligheder forhindrer ham i at realisere drømmen. Også kærligheden forbliver en kimære for, som det hedder i bagsidetekstens forceret ungdommelige diktion, »han rykker ikke på noget.«

Parateksten lover imidlertid mere end alle disse drømme og tilløb, der ender i ingenting: fart, aktion, blod og eufori. Hør blot: »Men så får han job på et PR-bureau, og pludselig hvirvler han rundt i en rasende bølge af big business, luksusfester og blodige, euforiske sammenstød.« Jeg ved ikke, hvem der har forfattet den bagsidetekst, men jeg ved, at den er forbandet umusikalsk og smart i en fart.

Jeg går død, ville så gerne lade mig rive med af den unge mands afmagt og stå ved hans side og stirre ned i afgrunden med ham, men jeg vil ikke have alt forklaret, og slet ikke med kagedejsmetaforer.

Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at læse med et åbent sind. Johan Davidsen har brugt flere år af sit liv på at skrive denne roman, og sine steder præsterer han god prosa, ikke grænsebrydende prosa, men gedigen prosa, og jeg ville så gerne have fulgt ham ind i fortællingen om den rodløse dreng, der løber forvildet rundt i ungdomsbevidsthedens endeløse labyrint.

Jeg skrev med vilje ’sine steder’, for ikke sjældent er metaforbrugen fortænkt og tung, som i et af romanens indledende kapitler, hvor Daniel netop er vendt hjem efter sit kuldsejlede forsøg på at etablere sig som freelancejournalist i Glasgow og kortvarigt befinder sig i transit hos sin storebror. Broren har stiftet familie. Daniel er blevet onkel, og i storebrorens hjem får han – skematisk – stillet et helt katalog af småborgerlighed til sin disposition.

Det får ham uvilkårligt til at tænke over familien som institution. Hvad skal vi med den? Hvad skal han med den? Han drømmer om et fortroligt forhold til sin bror, om at kunne ringe til ham i ny og næ og få et svar på »hvordan alle problemerne skal løses«, men det bliver ved de gode hensigter.

Den efterfølgende passage er typisk for jeg-fortællerens metafor(mis)brug og de desværre alt for firkantede refleksioner, der tangerer det psykologisk banale: »Jeg føler, at den evige lillebror er den form, jeg er støbt ind i og aldrig vil kunne forlade, eller den form, jeg selv presser eller tvinger nedover enhver relation, som en kageform, man bruger, når man stanser julekager ud af en stor flad dej.«

Goethe har skrevet en vidunderlig digtcyklus om emnet, Urworte.Orphisch, hedder den, og Schopenhauer har sagt uendeligt meget klogt om, hvordan et menneske til en vis grad er sin intelligible karakter. Og alt det med at gøre sig et fast billede af næsten, at presse en bestemt figur ned over den anden, har Max Frisch skrevet en vidunderlig roman om, der hedder Stiller.

Det er som bekendt de helt store identitetsspørgsmål, der er til forhandling: Hvordan bliver man et selv i verden med de andre? Hvorfor mister man så let sig selv til socialiteten, og hvor ofte gør man sig ikke skyldig i at låse et medmenneske fast i et bestemt billede? I den ovenfor citerede passage er det kageformsmetaforen, der forstyrrer, og det bliver bestemt ikke bedre i det efterfølgende, hvor billedet skamrides: »Man kan forestille sig en figur af to brødre, der holder i hånd. En lille og en stor. Men jeg vil altid forsøge at klemme den form ned over enhver relation, og så kan den anden enten være for stor eller lille til sin del af formen eller passe perfekt.«

Det er for meget, og det ender med ’flad dej’. Jeg går død, ville så gerne lade mig rive med af den unge mands afmagt og stå ved hans side og stirre ned i afgrunden med ham, men jeg vil ikke have alt forklaret, og slet ikke med kagedejsmetaforer. Jeg tvivler ikke på hovedpersonens lede ved den sociale normativitets kvælende ’man’ (læs Henrik Stangerups fortræffelige Fjenden i forkøbet), og jeg er heller ikke i tvivl om, at det faktisk gør ondt på Daniel (og hans autor-jeg); jeg bliver bare aldrig for alvor revet med af den rasende bølge og lukket ind til den store luksusfest.