Alderdommen er ikke så slem, som ungdommen tror

Indehaveren af en tøjforretning vokser op og ser sit livsværk blive gjort overflødigt af urbanisering. En rigmand opretter et hjem for særligt følsomme børn i alle aldre for at ”redde” dem fra en brutal verden. En kvinde kører galt, og efter at være kravlet ud af bilvraget fører hun en eksistentiel samtale med en lille dreng, som tilfældigt kommer forbi. To brødre drøner rundt på deres knallerter en hel sommer, spiser is, kigger på kvinder, bor i en lade og tjener lidt på at reparere ting for folk, lever uden for samfundet, som en slags moderne, motoriserede vagabonder. Et navnløst jeg går ind mod en velkendt landsby i et snedækket landskab.

Sådan kan man beskrive et udpluk af teksterne i Vibeke Grønfeldts nye bog Pludselig her, der bærer genrebetegnelsen øjebliksbilleder. Og det er netop, hvad bogen er: en række af scener, situationer, korte fortællinger, der følger efter hinanden i en næsten insisterende vilkårlig rækkefølge, med en opmuntrende ligegyldighed over for krav om sammenhæng og stringens, om at fortælle en historie. Det virker, som om Grønfeldt bare har skrevet, hvad der nu engang bød sig til. Det, der føltes mest nærværende og levende. Pludselig her er en bog, hvor man pludselig kan befinde sig alle steder, i alle slags bevidstheder, miljøer, tider og genrer. Men altid netop her, i et fortættet nu. Som i en stund som denne, hvor en kvinde tænker over alderdommen:

»De flossede silkeblomster er vinrøde og hvide som sne. I grunden ligger hun godt lige her i huset, som hun selv har betalt. Hun kan sidde med sin kakao og rosinbolle. Snakke lydløst med sig selv eller åbne trækruden og overgive sig. Lydene, duftene, lyset. Uden at skulle, uden at ville andet end det. Det hele hænger sammen i tråde, der bliver tydeligere år for år. Færre, men stærkere og kortere. For til sidst at smelte sammen og forsvinde. Alderdommen er ikke så slem, som ungdommen tror.«

Ja, må man bare sige. Vibeke Grønfeldt mestrer det hele.

Hvis man alligevel skal vove et øje og tale om en slags sammenhæng eller rød tråd, så kredser ret mange af teksterne om netop tidens gang, om alderdom, sygdom og død. Bogen igennem er der en ildevarslende stemning af, at tingene ikke varer ved, at alle de skønne blomster, der optræder igen og igen i de forskellige tekster, visner lige om lidt, at ens kære kan være væk om et øjeblik. Som i scenen Mors hest, der umærkeligt glider over i et billede af moren som død og tilbage igen:

»Mor lå inde på gulvet i den store stue i den modsatte side af huset og kiggede op i loftet den dag, føllet blev hentet. Ingen havde sagt til hende, hvornår det skulle ske, men hun vidste det. Hun var bleg og alvorlig, køn som en dukke. Som den dag hun lå i hvidt med en blomst på brystet. En halv time senere kom hun ned og bagte vandbakkelser til os.«

Det er sådan en fuldkommen utvungen og ukunstlet vekselvirkning mellem scener og tider, mellem de indfald, man som menneske uvægerligt får, og det konkrete nu, man befinder sig i, der gør Grønfeldts prosa så overlegen. Det er svært ikke at føle et sug i maven over passager som den her, der afslutter teksten Duggede ruder: »Når jeg ikke var på værelset, gik jeg tur i de mange rum – satte mig og så et billede i øjnene. En beboer, som engang havde levet i huset, stivnet i værdig tavshed et øjeblik for længe siden, indrammet, hængt op på væggen med alle hemmeligheder i behold.«

Indimellem kunne man ønske, at hver tekst fik lidt mere plads at folde sig ud på, man vil så gerne have mere. Men måske er det netop også den lidt drillende bøjen af, der gør Pludselig her så medrivende. Man bliver holdt i en skruestik af skønhed, rytme og vilde associative billeder. Grønfeldt skriver med et så stærkt nærvær, at teksterne altid formår at åbne det, man kunne kalde et resonansrum omkring sig: de blive ved med at udvide sig i bevidstheden længe efter endt læsning. De etablerer på ganske få sider (nogle gange knapt nok én) hele liv og hele mangefacetterede virkeligheder. Og så er der temposkiftene, bruddene: nogle tekster farer over stok og sten og fortæller om årtiers liv. Andre er statiske og står og dirrer omkring et enkelt kort glimt. Andre igen gør begge dele, vider sig ud og søger tilbage til udgangspunktet i elegant cirklende bevægelser. Ja, må man bare sige. Vibeke Grønfeldt mestrer det hele.