Tredobbelt godt nyt for poesien

Hvis man som mig har gået og mukket over, at landets fineste forlag, Gyldendal, de seneste år i mindre og mindre grad har udgivet landets fineste litteratur, så kommer Lasse Raagaard Jønssons debut, ssn snnart, som en tredobbelt god nyhed. I omvendt vigtighedsrækkefølge:

Som det tredjebedste: Gyldendal udgiver faktisk debutdigte! Man kunne ellers godt være kommet i tvivl, siden sidste gang var Sophia Handlers Feberfrihed helt tilbage i 2017. Som det næstbedste: Gyldendal udgiver faktisk digte! Man kunne ellers godt være kommet i tvivl efter et par år, hvor mange af landets og Gyldendals bedste digtere – Nicolaj Stochholm, Marianne Larsen, Cecilie Lind, Peter Nielsen, Morten Søndergaard m.fl. – har udgivet bøger på diverse mikroforlag i stedet. Og som det bedste: Lasse Raagaard Jønsson debuterer blændende godt! Og hér kommer man ikke i tvivl.

Pressemeddelelsen informerer om, at digtene er »skrevet fra stemmer, der stammer eller har afasi.« Det er Lassejegets stemme, der stammer sig igennem to af bogens fire dele, og det er hans mors stemme, der i bogen sidste del fortæller afatisk. I en enkelt af delene er der hverken stammen eller afasi i fortællerstemmen, men det er der til gengæld i replikkerne (denne digtsamling har replikker!). Sådan her lyder det stammende Lassejeg:

»å å åbner vinduet/ og det ssisitrer/ lungerne sitrer når jeg trækker/ vejret ind. i vivv/ i vvindueskarmen er en af de planter/ min mor ikke fik plads til på bostedet/ hun er flyttet ind på.«

Og sådan her lyder den afatiske morstemme:

»mørke skyer/ og over er   rødlige// på min telefon har jeg taget fotos/ af aftener   ud// Alma sidder ved spisebordet/ bladrer   dem«

»når jeg hører hende for mig er det som hun lyder nu«, står der på et tidspunkt, og også ssn snnart hører man for sig. Poesiens helt grundlæggende formsprog får pludselig ny betydning, når linjeskiftene sker af mangel på ord; for at starte en itustammet sætning forfra eller for at springe over et ord, der nægter at lade sig hente frem.

Det er dog ikke kun det afatiske og det stammende, der bryder og poetiserer sætningerne i Raagaard Jønssons lyrik. Han viderefører en impressionistisk naturlyrik fra digtere som Morten Chemnitz, hvor sætningens grammatiske upræcision gør sansningen desto mere præcis. Det kan lyder sådan her:

»og sommeraftnerne hvor solen, lavt ind/ i karmen rækker stængler deres blade mod ruden, langt ud/ over potten, der er ved at tippe«

Hvor solen hvad? kunne man spørge, jo, den rækker da lavt ind i karmen, selvom sætningens grammatik jo egentlig kun fortæller os, at det er stænglerne, der gør det. Det ødelagte sprog kan også være poesiens skønne sprog. Ikke at Raagaard Jønsson skønmaler sygdommen, for først og fremmest er ssn snnart et sorgværk: Det må være morens død, der kommer snnart, og det er hårdt og rørende at læse om. Men også smukt i de sprogligt brudte sansninger og i den empati, der er grundlaget for hele værket, når Lassejeget lever sig ind i sin mor, helt ind i hendes stemme:

»og jeg forestiller mig det føles/ som alle de gange jeg har skullet sige mit navn/ og kun har sagt "Lall la"«