I Sigríður Larsens debutroman Crash Kalinka er det først og fremmest sproget, der tonser løs: Det kører derudad i en kækt snakkende, til tider grænsende til anstrengende, friskfyragtig stil, der pærevællingende blander engelske udtryk, talesprog og poetiske indslag, så en beskrivelse af uregerligt hår kan lyde sådan her:
»Ninna har arvet sin fars hestemanke og nogle pretty problematiske krøllegener fra sin mor, en eksplosiv cocktail, skitzo nordic afro-style, helt hen i vejret.«
Men selvom sproget fra første side bærer præg af et stærkt kaos, lader det menneskelige kaos vente på sig i Crash Kalinka. Der sker virkelig meget på det sproglige plan, men knap så meget på handlingsplanet:
I første del møder vi dansk-islandske Kalinka, som der ikke er så meget andet at sige om, end at hun gerne vil være stewardesse. Derfor søger hun ind på stewardesseuddannelsen, kommer ind og uddanner sig til stewardesse, bliver stewardesse og venter så ellers på at komme op at flyve som stewardesse. I et sprog, der tonser løs et sted på den anden side af lydmuren, fortælles der om, at Kalinka sidder i sin etværelseslejlighed og ikke rigtigt har noget at tage sig til.
I bogens anden del får det sprælske sprog endelig noget at sprælle over, for her spoler Sigríður Larsen tiden 1100 år tilbage og fortæller så ellers hele Islands historie, fra den første kolonisering, til Kalinkas barndom i 1980'erne, på bare lidt under 100 sider. Og da vi så i tredje del vender tilbage til voksne Kalinka, viser det sig, at stewardesselivet ikke er helt så stringent og enkelt, som den præcist lagte make-up kunne give indtryk af, og Kalinkas liv begynder at spinne af sted mod en bjergside for fuldt rabalder. Så lyder den velkendte sikkerhedsbriefing før take-off sådan her:
»Redningsvesten må ikke pustes op før i forlader flyet, som popkorn under tætsluttende grydelåg in a really hot place. Være venlige at tage skoene af før I forlader flyet og rutsjer ned ad ballonsliden allihop weeee! Vær venlige ikke at træde på babyerne når I kæmper jer hen til nødudgangene, krunsj-lyden, ikke behagelig.«
Så længe der er nogle krunsj-lyde at tage udgangspunkt i, så længe, der rent faktisk sker noget, skriver Sigríður Larsen ret virtuost om »Dette såkaldte liv, denne mærkeligt kødfulde kropsværen.«
Sigríður Larsen: Crash Kalinka, Gladiator
Som at blive slået omkuld af en pludselig bølge på en vindstille badedag
Poetisk magi og komisk realisme
Arena på Islandsk
