En grøn Rosa Luxemburg?

»Der går en ung pige under Brandenburger Tor. Hendes øjne er så sorte som al den ondskab, hun i sin første barndom var vidne til.« Ordene er fra det mindedigt, Emil Bønnelycke skrev om Rosa Luxemburg, efter nyhederne om mordet på hende og partifællen Karl Liebknecht begyndte at hjemsøge et forfærdet Europa. Siden den skæbnesvangre dag i Berlin 15. januar 1919 er Luxemburg blevet et ikon. 

Enten som en revolutionær martyr, lovprist af digtere for at gå i døden for sin sag, eller som et skræmmebillede på den militante kommunist, der nærede mistillid til alle ikkevoldelige reformforsøg. Kampen om Luxemburgs eftermæle har været og er fortsat stor.  

Ikke engang den kolde fængselscelle kan frarøve hende en utopisk forestillingsevne. 

Posthumt udkom hendes breve i to bind, og som Hannah Arendt skriver i et essay fra 1966, var den inderlige humanisme og æstetiske skrøbelighed, som de udtrykte, med til at ødelægge forestillingen om den blodtørstige ”Røde Rosa”. Ligesom Arendt selv er Luxemburg blevet genstand for ny interesse, og deres respektive forfatterskaber berører da også hinanden på en række afgørende punkter. Netop disse konvergenser – samt deres historiske aktualitet – er omdrejningspunktet i hollandske Joke Hermsens Vend tidevandet; et essay fra 2019, som nu udkommer på dansk i Miriam Boolsens oversættelse. Og meget passende er et uddrag af de breve, Luxemburg skrev mens hun sad fængslet under 1. Verdenskrig, tilføjet som et stemningsfuldt efterspil til essayet.  

Bogen er motiveret af de opstande, der rystede Frankrig i slutningen af 2018. Afsættet er social og økonomisk ulighed, men Hermsen forsøger også at vinkle beslægtede spørgsmål om klima og demokrati gennem Luxemburg. Fælles for Luxemburg og Arendt står handlingen som den vigtigste politiske aktivitet. Når Hermsen skriver, at spontanitet for Luxemburg henviser til den frihed mennesker har til at starte noget nyt, »der kan bevirke en nødvendig afbrydelse eller omvæltning af den gamle orden«, kunne det lige så godt være et citat fra en Arendt-bog. Store politiske nybrud kan ikke organiseres ovenfra, men hænder, når folket uvilkårligt handler samstemmigt.  

Essayet er endnu en stemme i det kor, der tager et tiltrængt opgør med den voldelige Rosa-myte. For Luxemburg var overvejende pacifistisk, hun var en kritiker af Marx’ eurocentrisme, og så var hun ikke mindst i besiddelse af en æstetisk forfinet, økologisk sensibilitet.  

Fælles for Luxemburg og Arendt står handlingen som den vigtigste politiske aktivitet.

Når hun i et brev til Sonja Liebknecht fra februar 1917 bedriver litterær kritik af Galsworthys The Freelands, er det ikke selvom, men fordi den sociale tendens er for fremherskende. »I romaner lægger jeg ikke vægt på tendensen, men på den kunstneriske værdi.« Og senere sympatiserer hun med en kvindelig karakter, som er for svag til at bruge albuerne til at komme frem i verden, »men bliver liggende på vejen, som en blomst, der er trådt på.« Som om alle kvinder skulle være en »agitator« en »kontordame« eller andet »nyttigt!« 

Sådanne smagsdomme præsenterer et nuanceret kvindesyn, der adskiller hende fra den mere konfrontatoriske feminisme, som samtidige politiske kollegaer (eks. Clara Zetkin) forfægtede. Men æstetik og politik er ikke uforlignelige størrelser hos Luxemburg. I et andet brev til Sonja ser hun en mulig social dimension i kunsten, som hverken er programmatisk eller ideologisk motiveret: 

»Det er godt nok sørgeligt – sådan har jeg det i hvert fald – at måtte nyde smuk musik helt alene. Tolstoj har, mener jeg, med stor indlevelse fortalt om det, da han sagde, at kunsten er et samfundsmæssigt transportmiddel, et socialt ’sprog’. Den er skabt til at skabe forståelse mellem mennesker, der står hinanden nær, åndelig talt.« 

Æstetik og politik er ikke uforlignelige størrelser hos Luxemburg.

Det mest iøjnefaldende ved brevene er deres munterhed og udtalte kærlighed til verden, dyrene og menneskeheden. Luxemburg studerer fuglene, udforsker floraen og fordyber sig i geologi, ligesom hun gentagne gange opfordrer Sonja til for guds skyld at botanisere meget. Ikke engang den kolde fængselscelle kan frarøve hende en utopisk forestillingsevne. 

»Der ligger jeg så, stille og alene, indhyllet i disse mange sorte lag af mørke, kedsomhed, vinterens ufrihed – og alligevel slår mit hjerte midt i alt dette med en uforståelig, ukendt indre glæde, som gik jeg hen over en blomstrende eng i strålende solskin.« 

Naturglæden kan også siges at være en indirekte del af hendes politiske projekt og hele aversion med et samfund bygget op omkring kapitalmaksimering. Kapitalisme- og imperialismekritik løber sammen i hendes bog Akkumulation des Kapitals (1913), der korrigerer en række af Marx’ indsigter. Fremfor at placere nationalstaternes koloniale udvindingsstrategier i den teoretiske periferi, ser Luxemburg disse imperialistiske tendenser som kapitalismens centrale politiske udtryk. Hun føjer dermed et territorialt perspektiv til kapitalismens vækst- og ekspansionstrang, hvor klassekampen ikke længere blot er en dialektisk kamp inden for et afgrænset samfundssystem, men et globalt anliggende.  

Denne kritik bliver til dyb sorg, da den manifesterer sig i billede af den forpinte bøffel, hun i fængslet ser blive pisket. Der eksisterer et smertefuldt slægtskab mellem hende og dette offer for krigstidens ekspropriering. »Hvor fjerne, hvor uopnåeligt fjerne og fortabte var Rumæniens frie, saftige grønne enge! Hvor skinnede solen dog anderledes der, vinden blæste anderledes, hvor var fuglenes smukke sang dog anderledes og hyrdernes melodiske kald.« 

Luxemburg var så afgjort en af de »men in dark times«, som Arendt beundrede, og hendes gode humør og evige optimisme er et friskt pust for ikke at sige en vigtig påmindelse i en tid, hvor klimaresignationen når nye højder. Hvis hendes tænkning er en consolatione philosophiae, er det ikke som en verdensfjern tilbagetrækning. Der er snarere tale om en amor mundi eller kærlighed til verden, som hun deler med sin åndelige veninde, Hannah Arendt. Skal Luxemburgs politiske aktivisme for alvor sige os noget i dag, er det måske værd at se nærmere på, hvordan denne aktivisme flankeres af hendes blik for den økologiske sammenhæng mellem naturen, kunsten og de menneskelige fællesskaber.  

»Der går en ung pige under Brandenburger Tor. Solen kysser hendes nakke og hals. Hun går alene og glæder sig over Berlins blå sommer.«