Til Dem, som sætter pris på blåregn og solskin

Jeg har en mistanke om, at forfattere, der udgives i små, forpjuskede oplag, ofte fortæller sig selv, at de største klassikere var miskendte i deres samtid – og de største bestsellere glemte i eftertiden.

Men nogle gange går bestseller- og klassikerstatus hånd i hånd. Det gælder for Elizabeth von Arnim (1866-1941), hvis satiriske romaner om den britiske overklasse solgte i enorme antal i begyndelsen af 1900-tallet. Særligt hovedværket En fortryllet april (1922) bliver stadig læst i stor stil i dag og er filmatiseret adskillige gange – senest i 2015. 

Men hov, Elizabeth von hvem? tænker du måske. For på trods af sin store britiske læserskare, er Arnim aldrig slået igennem i Danmark – og end ikke oversat indtil nu. Det råder mikroforlaget Ti Vilde Heste nu bod på med indtil videre tre oversættelser og to mere på vej. 

I En fortryllet april sættes handlingen i gang af en annonce i The Times, som henvender sig »Til Dem, som sætter pris på blåregn og solskin.«

Et mindre italiensk middelalderslot er sat til leje, og snart har fire blåregns- og solskinsglade kvinder fundet sammen om at splejse til en måneds ophold: to ulykkeligt gifte borgerskabskvinder og to ulykkeligt ugifte adelige. Forviklingerne, forelskelserne og fortørnelserne begynder at melde sig, da tre mere eller mindre uindbudte herrer dukker op. 

Nogle gange går bestseller- og klassikerstatus hånd i hånd.

Lyder det som mere bestseller end klassiker? Sig det til Jane Austen, og dén klage ville hun nok gerne lytte til, for Arnim synes at have fundet de fleste af sine litterære tricks gennem nærstudering af Stolthed og fordom. Ligesom hos Austen ligger kvaliteten i en knastør humor kombineret med præcist karikerede beskrivelser af sociale forskelle og snærende normer. Sådan her tænker den ene af borgerskabskvinderne, da hun lader sig lokke af annoncen: 

»Middelalderslotte var udenfor hendes rækkevidde, selv dem, der udtrykkeligt beskrives som mindre.« 

Og denne spydighed lyder jo som taget ud af munden på Austens mr. Bennet: »Men Wilkins kunne ikke lade sin kone blive hjemme. Han var familiesagfører, og sådan nogle har alle sammen koner, som de viser frem.« 

At satiren retter sig mod omgangsformerne hos det tidlige 1900-tals borgerskab og aristokrati, betyder dog ikke, at den er forældet. For visse parforholdsproblematikker er vist ret så universelle – som når det, der først beskrives som »et langstrakt skænderi«, i parentes bliver præciseret: »hvis man kan kalde noget for et skænderi, som på den ene side består af ophøjet tavshed og på den anden af oprigtige undskyldninger.« 

Man må tage med, at genren foreskriver en lykkelig slutning, som Arnim på ingen måde synes interesseret i at skrive frem. Ikke så underligt, at en kvinde, hvis biografi bedst kan inddeles i kapitler efter separerede ægtemænd og midlertidige elskere, har svært ved at gøre en sluttelig hyldest til det evige parforhold troværdig. 

Et vilkår er det også, når man læser udgivelser fra de mindste mikroforlag, at der ikke har været råd til en professionel korrekturlæser. Selv hvis man ser bort fra den hyppigste svipser – at »mr.« og »mrs.« konsekvent skrives med stort – er der omkring 4-5 fejl på hver eneste side.

Godt nok er de i den mindre alvorlige ende – fejl i nogen/nogle, af/ad, tegnsætning ved direkte tale og startkommaets placering i sætningen – men hvis man som undertegnede lider af kronisk grammatisk pertentlighed, er det måske en bedre idé at gå til originalen. Så kan det til gengæld loves, at de, der sætter pris på blåregn og solskin (og Austen), vil få charmeret sokkerne af – eller i det mindste få dem rullet ned til det yderste af pusselankerne.