Britney Spears som messiansk overmenneske

Det er et tilfælde af de helt store, hvis instruktør Niels Erling, manuskriptforfatter Ida Marie Hede og resten af holdet bag Work Bitch, under forestillingens tilblivelse, ikke har set den amerikanske komiker Bo Burnhams Netflix-special Inside(2021). I sin sketch-lignende form, i den humoristiske tone og ikke mindst i diagnosticeringen af alle de dårligdomme, der kendetegner Samfundet Af i Dag – det kapitalistiske, nyliberale, digitaliserede, præstations/image-fikserede, forstås – virker parallellerne i hvert fald tydelige. Selv de autotunede sang-intermezzoer med selvbevidst ironiserende tekster om forbindelserne mellem privilegieblindhed, socialt og karrieremæssigt pres og det moderne samfunds folkepandemier; stress og angst (Vil du høre om min angst?, hedder ét af numrene i Work Bitch passende), synes at være taget direkte ud af Burnham-drejebogen. 

Ikke at der er noget galt i det. Det er som bekendt ofte en virkelig god ide både at lade sig inspirere og helt åbenlyst at stjæle i kunstens navn. Alligevel er der en nagende, efter smag og behag, forudsigelighed tilstede i Work Bitch - ikke så meget i handlingens forløb, men mere i hvordan Budskabet udfoldes og leveres. »Hvem er fjenden?!« skråles det f.eks. i en sang tidligt i forestillingen. Det er verdens mindste spoiler, at svaret til sidst er noget i retning af: »ikke os selv, ikke hinanden, men Samfundet, der har skabt splid, selvhad og urealistiske forventninger – så bryd det ned!«. Her er de fire skuespillere smurt ind i blod efter en stroboskop-kannibal-frenzy og har fundet klarsynet på den anden side af trancetilstanden: Vi skal stoppe med at æde hinanden for at kravle op ad rangstigen, vi skal slippe skyldfølelsen, vi skal sige vores arbejde op og i stedet mobilisere os i aktivistiske fællesskaber. Fint nok budskab, men ikke just revolutionerende for et stykke, der spiller på en mellemundergrundsscene i København for et nok hovedsageligt mellemprogressivt, mellemungt publikum. 

Britneys skaberberetning fra varegjort Disney-industri over offentligt skadet individ til symbol for kvindefrigørelsen.

Men så er der Britney. I de passager, der omhandler Britney Spears som moderne kulturikon og »tværhistorisk frelserskikkelse« løfter Work Bitch sig over den selvbevidste, velspillede, æstetisk opfindsomme, men i sidste ende relativt blodfattige kapitalismekritik. I disse scener gendigtes historiske revolutionsscenarier som Stormen på Bastillen og Massakren i Jonestown med Britney indsat som oprørsleder og messiansk overmenneske. Stykket starter sågar med at opridse Britneys skaberberetning fra varegjort Disney-industri over offentligt skadet individ til symbol for kvindefrigørelsen i kølvandet på #FreeBritney-bevægelsen. Over scenen lurer et enormt udklip af hendes ansigt konstant – som en sminket sol, der lyser guidende, håbefuldt, eller som et dømmende blik, der måler og vejer de dødeliges selvoptagede optrædener. Den dobbelttydede kritik er langt mere original og skarp i denne kontekst: Britney-dyrkelsen er både problematisk og befriende, en higen efter egen berømmelse og selviscenesættelse, men også et behov for at glemme selvet i disse selvglade tider. Alt sammen set gennem et ikon, der personificerer det paradoksale i at bruge kapitalismens mekanismer og kanaler til at gøre op med kapitalismens egne magtstrukturer. 

Og det er vel også et sted i dette paradoks, at Work Bitch som kunstnerisk værk, men også kommerciel underholdning selv befinder sig? Som med Bo Burnham, der bliver betalt millioner af dollars af verdens største streamingside (ikke helt fair sammenligning, bevares) for at kritisere det moderne digitale liv, kan man med Work Bitch godt være i tvivl om, hvornår lidelsesfortællingerne bruges til at nedbryde indefra, og hvornår de bliver del af den selvforstærkende kode, der gennemsyrer samfundet, og som sørger for at vi alle altid bliver guidet hen til det indhold, vi allerede ved, vi kan spejle os i. Work Bitch rammer derfor renest, sjovest og med mest satirisk bid, når koderne knækkes, vendes til omvendt fortegn eller bevæger sig ud i det deciderede surrealistiske. Som i en virkelig morsom scene, hvor tre af spillerne er på yoga-retreat, mens den sidste agerer ASMR-app-avataren Celeste, der med støn og smask guider lytterne gennem nøje afmålte selvlemlæstelsesritualer. 

Britney-dyrkelsen er både problematisk og befriende, en higen efter egen berømmelse og selviscenesættelse, men også et behov for at glemme selvet i disse selvglade tider.

Scener som denne, og dem om Britney, hiver kontekster og forventninger ud på et overdrev, hvor nye, uventede indsiger om det samfund, som udnytter os alle, men som vi alle også bidrager til, kan gro, og hvor publikums eget moralske kompas bliver udfordret. En analytisk indstillet teatergænger udtrykte, lige da vi havde sat os til rette i salen og kiggede op på scenen, dette instinktive ubehag der opstår, når alt er så perfekt, at der næsten må være noget galt: »Den er fed, den her stemning, det er jo sådan lidt wellness… men future-wellness!«