Noget småt og underordnet

I en storby, som måske er Berlin, ligger Institut Benjamenta i et undseeligt baghus. En kostskole for drenge, hvor der undervises i lydighed og tjenstvillighed. »Man lærer meget lidt her«, konstaterer en af eleverne i første sætning af de dagbogoptegnelser, der udgør schweiziske Robert Walsers (1878-1956) Jakob von Gunten fra 1909. Bogen skildrer livet på skolen på en måde, så de beskedne rammer og den komisk nødtørftige uddannelse vokser i læserens bevidsthed og antager næsten groteske dimensioner. 
 
Titelfiguren kommer ellers fra en velhavende familie. Faren ejer heste og biler, moren har egen loge i teatret. Broren er en kendt kunstner, der lever et behageligt liv mellem bourgeois og boheme. Men Jakob er stukket af hjemmefra for at undslippe familiens forventninger og ambitioner og i stedet gå i lære som tjener og »blive noget meget småt og underordnet senere i livet.« 
 
Men på Institut Benjamenta er drengene ikke så meget elever som de er disciple af en diffus og uklar lære. »Det vi elever gør, gør vi fordi vi skal, men hvorfor vi skal, det er der ingen af os der rigtig ved«, noterer Jakob. Pensum udgøres af pamfletten Hvad tilsigter Benjamentas drengeskole?, og undervisningen kredser om et eneste spørgsmål: »Hvordan skal drengen opføre sig?«

Alt i Robert Walsers forfatterskab er småt og undseeligt

Forstanderens søster står for undervisningen, alle andre lærere er enten fraværende eller simpelthen faldet i søvn. Jakob von Gunten parodierer dannelsesromanens store fortælling og gør sig i stedet til en udannelsesroman, hvor alting skrumper og udviklingen nærmest går baglæns og i sig selv. I romanens stædige negering ligger også dens oprør mod alt, hvad der er etableret og institutionaliseret i livet og i litteraturen. 
 
Alt i Robert Walsers forfatterskab er småt og undseeligt. Bøgerne er korte, hovedpersonerne ofte selvudslettende og underdanige, selv hans skrift blev mindre og mindre med alderen og endte i mikroskopiske griflerier, hvor en hel roman kunne skrives på en serviet. Men han var ikke minimalist i sådan en stram, nøgtern forstand. Måske skal man kalde ham mikromalist eller miniskulist: han dyrkede det lave, det underordnede og skrabende. Hans litteratur er som den pligtopfyldende (men ikke af den grund talentfulde) skoleelev eller den usynlige (men ikke af den grund effektive) tjener, der hele tiden bevæger sig i periferien.  

Med en næsten pludrende ironi, der på én gang er ætsende og godmodig, bygger Robert Walser en både inderlig og sært kulisseagtig verden op. Jakob von Guntens beskrivelse af livet på drengeskolen er både lumsk og ligefrem. Fra Jakobs oprør mod forstanderens magt til forstanderens kærlighedserklæring til eleven og videre til deres sære venskab og instituttets opløsning, er dagbogsromanen gådefuld på sin egen åbenhjertige måde. Men man fornemmer, at den lille bog rummer ægte sandheder. Som fortælleren selv siger: »Der er noget på færde, men jeg fatter det endnu ikke.« 

Jakob von Gunten udkom første gang på dansk i 1999 i Karsten Sand Iversens forbilledlige fordanskning. Samme oversættelse er nu revideret og er stadig ligeså god. Til gengæld er førsteudgavens uskønne marmorimiterende omslag skiftet ud med elegant sort typografi på kridhvid genbrugskarton af det altid kvalitetsbevidste forlag Virkelig. Virkelig godt.