Tæt på livet

Tænk ikke på mig er en stille og på flere måder enkel roman om ventesorg. Ikke at døden er enkel, den er rasende, fortvivlende, ambivalent, og der bliver grædt og grint meget i Tænk ikke på mig. Snarere er det er måden sorgen skrives frem på, der er enkel. Sproget er uprætentiøst og lige ud af landevejen: Gråd er gråd, kemo er kemo, når nogen kysser hinanden, så kysser de bare. Ingen sproglig pynt eller stilistiske finesser. Det er en bog, der er skrevet på sorg. Ikke fordi den skulle blive til en roman, men for at udskyde glemslen om moren.  

Vilma Sandnes Johansson skriver om sin mors sygdomsforløb med brystkræft, der spreder sig til leveren. Det sker, mens Vilma selv er teenager. Hun går i folkeskole, tager et år på efterskole, hun begynder på Christianshavns Gymnasium, 1G, 2G, bang, i 3G dør hendes mor. Vilma er lige fyldt 18 år.  

Det er en enkel, selvfølgelig roman om død og om sorg.

Fornemmelsen af at romanen ikke først og fremmest skulle være en roman, bliver styrket af opbygningen. Bogen består af korte afsnit med overskrifter som »Stærk«, »Syrengården«, »Forældredag«, dagbogsnotater, korte oprids af »Nu« efter moren er død, »Morbog« og stykker af morens afskedsbrev til Vilma. Det er formentligt det, der skaber det umiddelbare og enkle sprog. Et sprog, der ikke er til for læserens skyld. Det prøver ikke at spille op eller at være noget i sig selv. For Vilma Sandnes Johansson skriver lige ud af hjertet. Hun skriver fra sin hverdag.

Navnene på hendes venner fletter sig ind og ud af hinanden; Freja, Cille, Clara, Bosse, Ali, Polly og hendes skiftende kærester; Adam, Martin, Kornelius. De bliver kun kort introduceret, som bipersoner for det egentlige: At Vilmas mor skal dø. Det er også en roman om fremmedgørelse, fordi sygdom, især dem uden udgang, kan rive os fra hinanden. Den ene dag står Vilmas mor i køkkenet og er frisk, den næste dag kaster hun op i toilettet og græder sig selv i søvn. Alt det er der ingen af Vilmas venner, der kan se eller forstå. Vilma kan ikke stå på Fingerbøllet efter en koncert og flirte og grine med gymnasievennerne, for hun har en mor, der ligger hjemme på sofaen og er ved at dø af kræft.  

Da moren (endelig) slipper livet, er Vilma ikke til stede. De kommer for sent, fordi Vilmas moster skal holde ind og skide på vejen. Der er sådan en fin humor. Og kvinderne i morens liv er så skønne: Den gode moster, den astrologifanatiske mormor, et lesbisk par, der laver kostumer og sminke til teatret. Vi får brudstykker af Vilmas forældres kulørte bohemeliv. Moren er sanger, faren svensk musikproducer, der ofte er på sit ”landsted”: En gammel bus han har parkeret i midten af en svensk skov.

Vilma bor først i havehuset på Amager, senere i morens vifteformede lejlighed på Christianshavn, hun læser Liv og Alexander, skriver om kys i en dørkarm, sin første forelskelse, Roskilde festivaller, efterskolen med papvin og natteren, musikken og morens sangtekster, at sørge i sin mors seng, fordi hun er svag og tynd og varm og dufter af mor, og fordi hun snart ikke er der mere.

Det er en roman tæt på livet, det er en roman om livet, som jeg både smilede og græd over. At Vilma Sandnes Johansson kun har været 19 år, da hun skrev bogen, gør den ikke mindre imponerende, selvom imponerende er det helt forkerte ord. For det er netop ikke en imponerende roman. Det er en enkel, selvfølgelig roman om død og om sorg. Et lille udpluk fra Morbog understreger det: »Jeg er bange for at glemme:/ Grineflip/ Ligegyldige ting/ Dine livretter, dine holdninger/ Hvor meget du elskede mig/ Hvor tætte vi var.«