De hårde tacklinger skal betales tilbage

Det eneste der ser ud til at adskille Stig Tøfting fra de andre AGF-mennesker med udvidet familie foran Teatret Svalegangen på en lun martsdag i Aarhus er, at han har taget gallablazeren på i dagens premiereanledning. Ellers ligner han alle de andre; midaldrende, skaldet og storsmilende. Stemningen er hjertelig og folkelig. 

Man har fornemmelsen af, at de fleste kender Stig Tøftings historie, og at de ved, hvad de skal ind og se. De ved bare ikke, hvad der er gjort med det. Heller ikke Tøfting selv. Det er det levede liv, der blev til det skrevne liv i biografien No Regrets, der nu er blevet til et teaterstykke med Morten Kjær i hovedrollen, som har gået lange ture med Tøfting selv for at forstå mennesket bagved.

Scenen er et fodboldstadion, hvor man tager plads på tribunen med en håndbajer til glamrock og discokugle midt i AGFs julefrokost i 2005. Hele forestillingen varer omtrent 75 minutter; en kort fodboldkamp uden tillægstid. Vi er både tilskuere til et teaterstykke, beskuere ind i et privatliv og – måske vigtigst af alt – dommere.

Det der kunne have været et ganske almindeligt liv, bliver hurtigt vendt på vrangen. En dag kommer han hjem til lejligheden og kan mærke på hunden, at den er helt gal. Hans far har skudt Tøftings mor og derefter sig selv – med et par timers mellemrum. Tøfting er 13 år gammel. Han spørger ikke hvorfor, eller hvad hans far har tænkt i de timer, han har gået rundt i en lejlighed med sin døde hustru. Han kan kun tænke på det, der får ham til at glemme; fodbolden. »Jeg skal spille i morgen,« lyder det, næsten som en bøn.

Lærermesteren på AGFs ungdomshold giver Tøfting et råd, som forfølger ham gennem karrieren både professionelt og privat. »De hårde tacklinger,« siger han i en hæs Don Corleone til temaet fra Godfather, mens han aer en Nike-sko, »de skal betales tilbage.« Det er først og fremmest profetisk; Tøfting sparker sine modstandere og holdkammerater tilbage med renters rente, men det er også en forbandelse. Uanset hvor hårdt Tøfting prøver gennem livet, så har skæbnen et urimeligt regnskab, den skal have gjort op. Tøfting slås med dæmonerne, og de slår tilbage.

Fodbold var engang en sport spillet af andet end millionærer, som løber rundt på en bane for at tjene flere penge til oliemilliardærerne eller de russiske rigmænd; en sport, der blev spillet af underdogs som Stig Tøfting. Tøfting er en everyman. Han har ikke exceptionelle evner eller talenter. Men han er målrettet, arbejdsom og stædig. Han vokser op på Frederiksbjerg på Stadion Allé, 50 meter fra fodboldbanen hvor han som barn leger sig med de andre drenge til de store VM-slutrunder, og da han bliver lidt ældre, pakker han sko i Risskov og træner om eftermiddagen. 

Rutinen bliver næsten manisk: »Jeg pakker sko, jeg løber, jeg træner, jeg spiller,« siger han igen og igen. Så flytter han til Hamborg for at spille for HSV, bliver gift og skal håndtere alles forventninger til ham på én gang, både på banen og i hjemmet, hvor han kæmper for anerkendelse begge steder: »Jeg træner, jeg spiller, jeg… bygger kommode,« lyder det nye mantra, mens alle står og råber ad ham i munden på hinanden.

Lige indtil skæbnen spiller sit ultimative kort. Tøfting og hans hustrus søn Jon dør i 2003 af meningitis blot tre måneder gammel. Han bliver genoplivet tre gange på vej til Skejby hospital, men Tøfting og hans hustru må tage fra hospitalet forbi fødestuen, hvor alle de andre kommer ud med deres nyfødte børn. Det er en lang monolog leveret med kun en enkelt lampe tændt. Der skal ikke være noget, der afleder opmærksomheden fra det mest modbydelige, man som menneske kan opleve. Folk tør dårligt trække vejret.

»Selvfølgelig er det hårdt!«

Tøfting, som Morten Kjær spiller ham, minder mest af alt om en karakter i en Dostojevskij-roman. Sveden hagler af ham, han er urokkelig, uregerlig, opfarende, uforudsigelig og med så viltert et temperament, at man har fornemmelsen af, at han farer i næsen på én, hvis man prikker til ham. Det handler jo i bund og grund ikke specielt meget om fodbold, det her. Han er i fængsel i fire måneder i 2003, lige efter sønnens død, og hustruen minder ham om, at det er hårdt. »Selvfølgelig er det hårdt!« råber han. 

Jeg holder bare med ham uden hæmninger. Kom nu, for fanden. Giv nu manden en pause fra livet, bare et par år med fred og ro, hvor arbejdet og privatlivet er i balance, hvor voldsepisoderne udebliver, hvor han kan passe på sine børn og på sig selv. Hver gang det er lige ved at lykkes, forpurrer Tøfting det for sig selv. Men man skal være en kynisk satan for ikke at heppe tavst på antihelten fra tribunen. Vreden, angsten og de voldsomme følelsesudbrud og kortslutningerne kommer altid fra et sted, hvor Tøfting er drevet helt ud til en kant, de fleste af os end ikke kan forestille os.

Forestillingen er allerede en af Teatret Svalegangens mest solgte forestillinger i teatrets historie. Jeg tror mere, det handler om den kvalitet, sitrende nerve og patos, holdet har lagt i at dramatisere antihelten Tøfting end om folkelig opbakning, fodbold og sladderpotentiale. 

Hans liv fungerer så godt på scenen, fordi dramaet bygger på de græske tragediers evindelige hovedtema: menneskets kamp mod sig selv. Vi bliver aldrig træt af den eller variationerne, især ikke når det er gjort så gennemført som her. De hårde tacklinger bliver betalt tilbage, men det gør kærligheden heldigvis også.