At fremkalde længslens billeder

Der er det her billede, der hele tiden vendes tilbage til i Skygge og svalhed, den finlandssvenske Quynh Trans debutroman. Det forestiller Má og Hieu og moster Tei Tei, de er ude i skoven for at plukke blåbær. Más veninde Lan Pham er der også, måske er det hende, der tager billedet. Det er Hieus lillebror, Más søn, der kigger på fotografiet.

Det er ham, der fortæller historien, og derfor også igennem ham fotografierne forvandles til sproglige billeder om at befinde sig halvt uden for begivenhederne, og hvordan det sætter sig som både en mangel, men også den gave at kunne betragte og sætte ord på det, der foregår, at muliggøre dobbelteksponeringen.  

Dette fotografiske og genkommende sproglige billede fra blåbærplukningen spiller en stor rolle i Skygge og svalhed, der består af korte kapitler med titler som Mætte, Nyttigt, En bid. Som titlerne afslører, er kapitlerne som en slags tableauer, hvor blikket bevæger sig over detaljerne. Jeg ser for mig, hvordan fortælleren bevæger sig i hælende på Má, altid deltagende i hendes spilaftener og weekendture på landet med hendes vietnamesiske venner, der er flyttet eller flygtet til samme område.

Gåturene gennem Jakobstad, til stranden, de lange, varme, stille sommerdage her. Jeget og Hieu må dog ikke komme med Má på arbejde i vaskeriet, der er alligevel områder af voksenlivet, de ikke har adgang til, men som de ved eksisterer. Men store dele af fortællingen foregår i hjemmet, og der er noget nærmest klaustrofobisk over billedfremmaningen, hvor man til tider tager sig selv i at ønske sig at komme med fortælleren ud af disse rum.

Beskrivelserne af lyset hen over plakaterne på væggen i lejligheden om morgenen, aftensmadssituationerne, at sidde i sofaen, vente på og lytte efter noget, man aldrig helt ved hvad er, er utroligt besnærende: 

»I soveværelset satte [Má] sig ved toiletbordet med døren på klem. (…) Jeg stillede mig op i døråbningen som for at sige noget, men stod tavs, trak lydløst duftene ind. Jeg gik tilbage, og hun fulgte efter. Hun bøjede sig ned over os. Hun tog os i sine arme. Fortsatte ud. Vi blev ved med at kigge, besigtigende. Yderdøren smækkede. Lyden af hendes hæle i opgangen. Hieu sprang op med det samme, ivrigt, som i en fortryllelse. Han bevægede sig hen mod badeværelset og trak lungerne fulde, blottede tænderne i en længsel, som en hund.« 

Netop denne længsel er central for bogens bevægelser: Hieu drømmer om piger, Má drømmer om at tjene penge – hun taler om at åbne et vietnamesisk hotel med Lan Pham, prøver udlejning af vietnamesiske film til vennerne og salg af blåbær – hun drømmer om at fotografere, om at komme væk fra vaskeriet, om anerkendelse.

De scener, Má kan fremstille med fotografiapparatet, fremstiller jeget med forestillingskraften. Der findes en intimitet mellem Má, Hieu og jeget, som til tider udvisker aldersforskelle, men andre gange kammer over i noget voldeligt. At skrive denne intimitet og voldsomhed frem uden at overeksponere den er en bemærkelsesværdig og foruroligende skriftlig præstation – billeder og stemninger skrives frem, men der er intet dømmende, afslørende eller sensationelt over dem.

Et sted står der om fotografiet: »Det, der er smukt, behøver ikke at være fremtrædende, havde [Má] sagt, men det skal stå rigtigt i billedet.«  

Dette synes også kendetegnende for bogens sproglige billeder, dens plot, hvis man overhovedet kan kalde det det. Skygge og svalhed er på en gang dirrende og stillestående, som et fotografi af en finsk provinsby i sommerheden.