Lean Pejtersen savnede nogen at genkende sig i, som den utilstrækkelige medarbejder han er. I sin debutbog, Her er der ingen, der græder om fredagen, har han bedt hundredvis af mennesker om at dele deres bekendelser fra arbejdslivet.
Én ting står klart: Som arbejdere er vi irrationelle og inkompetente, ængstelige, skamfulde, stressede og sagesløse. Bogen skildrer alt det menneskelige, når dette menneskelige mod hensigten bryder ud af arbejderens brynje.
Bogens korværk af stemmer har forfatteren indhentet fra deltagere på et arbejdsseminar, fra anonyme på netfora og spørgeskemaundersøgelser, og fra artikler om stress og management. Han har klippet sætninger ud og stykket dem sammen på ny. Det er blevet til nogle og fyrre stykker kortprosa, der er lige dele komiske, tragiske og afslørende. Ikke mindst er de tankevækkende på et højere plan.
Medarbejderne, vi møder, stjæler kuglepenne, sprut og cola. De sover på lageret og onanerer uroen væk på toilettet. De gemmer sig fra chefen, græder på lokumsgulvet og overnatter i smug på souschefens sofa. De bliver sendt hjem efter en kritisabel beslutning, får en dårlig vane med at spille kasino på nettet, flytter hjem til deres forældre og erkender, at de måske burde finde sig et andet arbejde.
Værkets forfatter har, som så mange andre, været glad og ulykkelig i arbejdets land. »Altid trænger jeg til at få noget at vide om andres arbejde,« fortæller han i bogens forord. »Til at genkende mig selv, den mangelfulde medarbejder, i andre.«
Inde i systemet dikteres de ansatte af klientens, kundens og chefens luner.
Værket lever op til sin, på en måde lidt banale, hensigt at lade os vide, at hvis vi nogensinde har følt os uduelige på arbejdet, er vi ikke alene. Men bogens største kvalitet er dens udstillelse, ikke af de arbejdende, men af selve arbejdets logik: som en grotesk maskine, folk kaster sig ind i hver dag. Vi tager den klædesdragt af service og professionalisme på os, som arbejdet er. Vi prøver ihærdigt at hænge vores menneskelige tilbøjeligheder på en knage udenfor.
Inde i systemet dikteres de ansatte af klientens, kundens og chefens luner. De ansatte bliver »lånt ud til en phoner-opgave«, som var de en lejet trailer fra tanken, og får at vide, de nok burde finde sig et job, hvor de slipper for at tale med andre mennesker, »evt. gemt væk i en kælder eller lignende«. De bliver forflyttet efter en omstrukturering, fordi der »ikke længere er brug for dine bløde værdier i afdelingen.«
»Jeg føler, at mine følelser er forkerte«, sukker det arbejdende folk, imens de drømmer om, at kliken af studentermedhjælpere begynder at hilse på dem, og at nogen vil invitere dem med på druk.
Imens forsøger de sig med æteriske olier, akupunktur, åndedrætsøvelser og kraniosakralterapi i håbet om at holde noget urovækkende i skak. Men symptomerne bryder ind og ud af alle kroppens sprækker. Som muskeltrækninger om øjnene, bævrende læber, udslæt, kvalme, gelé i knæene, og som et chok om natten, når de vågner med følelsen af, at der er en brand i bygningen, de ikke har slukket.
Her er der ingen, der græder om fredagen er et aktuelt og timeligt værk om arbejdets væsen i en tid, hvor stadig flere bliver sygemeldt, går på deltid, bliver hjemmegående eller lancerer sit nye freelanceliv som digitale nomader på en strand i Thailand.
I en lige dele sort og nuttet naiv bekendelseslitteratur vendes de arbejdende på vrangen. Her ser vi følelserne, komplekserne og alskens symptomer vælde ud af professionalismens sarte spændetrøje. Den egentlige hovedperson og afklædte er selve arbejds-verdenens monstrøse logik. Man må grine og græde. Og ty til sine egne oprør.
Som for eksempel ham eller hende, der fortæller, at »Jeg tager en del, for mig, ubrugelige ting, måske som en slags hævn, en dag tog jeg på Roskilde Festival i stedet for at tage på arbejde, jeg ringede ikke for at melde mig syg, jeg forsvandt bare, og det at forsvinde var en befrielse, en lettelse – måske den eneste magt, jeg følte, at jeg havde.«
