Fællesskab gennem spejling

Tekster om hjem er et velartikuleret, velinformeret og historiebevidst værk. Bogen lader sig ikke genredefinere, men er en blanding af tekster i form af essays, mindeoptegnelser, citatmosaikker, ordbogsoptegnelser og debatlignende sekvenser. Det er en ambitiøs og velbegrundet lussing mod det danske samfund og dets racismemønstre, men samtidig også en sårbar og sorgfuld fortælling om at være minoriseret og hele tiden falde uden for eller ved siden af det etablerede samfund og fællesskab.

Moussa Mchangama er debattør, aktivist og tidligere forperson for Mino Danmark, og med sin bog cementerer han aktivismens højeste ideal og samtidig den pris, som følger med at kæmpe for repræsentation. Som aktivist handler det ikke kun om at kæmpe for sin plads, stemme og rettigheder i et samfund, hvor man marginaliseres og racialiseres. Det er også et varigt arbejde med at få øje på sine egne fordomme, privilegier og dermed sin egen position og sit ansvar. Med bogen ønsker Moussa Mchangama at lægge grundstenene til at skabe et hjerteland: Et samfund bygget på værdier om lighed, medfølelse og fælles ansvarstagen for vores fremtid. For at nå dertil må vi rette op på alt det, der hidtil er sket til de hvides gevinst og gennem deres magt.

Bogen handler også om at føle sig udenfor i et samfund, der ikke tager én ind, som ikke har plads til alt det, man også er. Og her opstår spor og kapitler, hvor Mchangama bliver stående i sorgen over som barn at blive forladt af en far, som dermed afskærer ham fra en del af sin arv, slægt og historie i Comorerne. Spor som følger racismens udvikling fra at være ung i Danmark i 1990’erne med en hvid mor, som med ømhed og kærlighed ser sin søn og gør sit, for at han kan finde hjem i sig selv, i sin nære slægt og i sin kultur. Bogens titel og dedikation lader os ikke tage fejl af budskabet med værket: Den er skrevet til alle dem, som ligesom forfatteren selv »har manglet sprog for, hvem og hvad vi var, er og gerne vil blive.« Og det er et sympatisk udgangspunkt; at ville skabe fællesskab gennem spejling.

Blandt bogens 24 kapitler finder man fire ensnavngivne kapitler Steder at finde hjem, som er forfatterens gestus til de forfattere, som denne selv har fundet spejling i. Men det er også en understregning af, at man ikke er alene om at forsøge at danne et sprog for disse erfaringer, og det er altså en insisteren på at give disse forfattere plads i bogen. Forfatterne spænder sig intersektionelt over lande, genrer og udgivelsesår. Enten nævner man som anmelder dem alle eller ingen – og trods det korte format, må jeg altså her nævne dem alle: Frantz Fanon, Aimé Césaire, Sara Ahmed, Nella Larsen, Gry Stokkendahl Dalgas, Elias Sadaq, Caspar Eric, Lone Aburas, Yahya Hassan, Park Yung Rang/Joan Rang Christensen, Kâlánguak Absalonsen, Luka Holmegaard, Naiha Khiljee, Sabitha Söderholm, Lucia Odoom, Mikas Lang, Aaiún Nin og Amina Elmi.

Det handler om at skabe et sprog for den ensomhed, der opstår når repræsentation mangler. Om at skabe et sprog for sine generationelle traumer, sin indvikling i kolonialismens historie, sine flugt- og eksilerfaringer mv. Men det handler også om at bygge et nyt sprog, som synliggør de magtstrukturer, mekanismer, normer og sproglige kategorier, som skaber rammerne for vores position i verden. Og her er hvidhed uomgængelig: »Hvidhed er mange ting, men primært en usynlig ubesværet form for magt.« Det er en magt, som opretholder sin egen logik og gør det til stadighed. Det er der ikke noget nyt i – især ikke for dem, som bogen primært henvender sig til.

Den kalder til opråb for at skabe grobund for det forenede, styrkede og selvreflekterende fællesskab, der skal til, for at skabe forandring indefra og ud. 

Så hvordan bryder man gennem hvidheden? Bogen opfordrer til, at vi reflekterer over betingelserne for den øgede repræsentation. Reflekterer over, hvad den vil os, og hvordan vi vælger at bruge den. Gennem et længere citat af Audre Lorde konkluderer Mchangama, at det er de marginaliserede, der skal finde løsningerne på dette system af magt og marginalisering, og ikke de hvide selv. Måske er det denne byrde, bogen tager på sine skuldre, og som dens visioner stagnerer lidt under. For hvordan skal man kunne rette op på alt det uden hjælp fra den resterende majoritet?

Bogen spejler de mange modsatrettede følelse af håb, sorg, glæde, vrede og retfærdighedskamp, der ligger i, som minoritet at kæmpe for repræsentation og for sine rettigheder som forælder, borger og vigtigst som menneske. Og den er selvsagt utilgivelig vigtig! Men kommer den til at formå at række ud og skabe bro til medfølelse hos den bredere befolkning? Og er det overhovedet det, den vil?

Det er i hvert fald som om, bogen væver med sig selv. Som om den vakler mellem sin primære og sekundære målgruppe og dermed mellem at ville skabe internt fællesskab og spejling og bygge bro til medfølelse: Dens forfatter kender til vigtigheden af at være sårbar for at skabe medfølelse, men samtidig har denne dedikeret sig til troen på, at forandringen kunskabes indefra. Den kalder til opråb for at skabe grobund for det forenede, styrkede og selvreflekterende fællesskab, der skal til, for at skabe forandring indefra og ud. Men er det nok til at skabe den bredere forandring, som bogen efterspørger? Og har forfatteren simpelthen givet op på at etablere medfølelse udadtil? I så fald er der kun tilbage at spørge, hvilken betydning det har for bogens visioner og budskab.