Læsning er en læsning er en læsning

Litteraturprofessor Dan Ringgaards nye bog Fra overdrevet: ureglementerede læsninger indeholder ingen højtravende forsvar for litteraturen, ej heller duknakkede apologier eller selvhævdende forsøg på at bilde læseren ind, at litteraturen har svaret på dette eller hint samfundsproblem. I stedet blot denne præmis: »Læsning er en selvstændig erkendelses- og erfaringsform. Det er ikke en metode, men en praksis som i udgangspunktet er sit eget formål. Jeg læser for at læse. Læsning er meningsfuldt i sig selv«. Som menig litterat er det som at få sænket skuldrene efter lang tids anspændthed.

»Jeg ønsker ikke at gøre op med god akademisk læseskik, men nok efterhånden en mere udogmatisk omgang med den. Jeg tror den gamle reglementerede måde vi stadig underviser i litteraturlæsning på, er utidssvarende. Afstanden mellem reglementet og læserne er blevet for stor,« skriver han i begyndelsen. Dermed er tonen slået an, men den vil ikke det, den akademiske litteraturlæsning plejer. De akademiske formalia, som man nødvendigvis må tilpasse sig, hvis man vil begå sig som litterat på universiteterne i dag, har ifølge Ringgaard meget lidt at gøre med, hvordan »læserne« læser litteratur. Man kan selvfølgelig diskutere, hvem de læsere så er, men Ringgaard lægger ikke skjul på, at »den almindelige læser« er mere en praktisk formulering end en konkret læser.

I Fra overdrevets fem dele, hvor hver del mestendels tager udgangspunkt i et værk af en nyere nordisk forfatter, heriblandt Christina Hesselholdt, Tomas Espedal og Christian Yde Frostholm, eksperimenterer Ringgaard med at læse litteratur med andre briller end de akademiske: som en litterær turist, der opsøger virkelige steder fra forfatternes liv eller værker, som en forfatter på skrivekursus, som en oversætter, som en nærsynet der helt skamløst fikserer på en enkelt detalje uden at binde den sammen med tekstens helhed. Det er et eksperiment i at hive litteraturlæsninger ud på overdrevet, de, som en ordbogsdefinition i begyndelsen formulerer det, »uopdyrkede, til dels med krat olgn. bevoksede strækninger«.

Fra overdrevet er et eksperiment, ikke en brugsvejledning.

Det ureglementerede ligger i den essayistiske fremstilling, som næppe kan kategoriseres klarere, end Ringgaard gør med et citat fra den østrigske forfatter Robert Musils romanfragment Manden uden egenskaber. Ringgaard »behandler en ting [litteraturen] fra mange sider uden helt at fatte den«, altså konkluderer endegyldigt. Således veksler han ubesværet mellem nyere nordisk litteratur, Montaigne, Emily Dickinson, Hannah Arendt, Amalie Smith, Walter Benjamin, Olga Ravn, Giorgio Agamben og et imponerende ensemble af andre forfattere og tænkere, strøet ud både imellem og i læsningerne, snarere som samtalepartnere og associationer end som retorisk ballast. Men man får selvfølgelig mest ud af analyserne, hvis man har læst de tekster, som er centrum for hvert afsnit, selv om Ringgaards citatpraksis er generøs.

Det er en sælsom balancegang, og når den udogmatiske stil fungerer efter hensigten, kigger man en af landets dygtigste litteraturlæsere over skulderen, mens der bliver foldet tekster ud og sammen igen med stor viden og overskud. Når den fungerer mindre godt, er den essayagtig på den trættende måde, om-sig-selv-sludrende og parafraserende. Det ændrer ikke på, at der er en oprigtig begejstring ved litteraturen og sproget, som ikke står til regnskab for noget som helst andet end litteraturen selv og en dygtig læsers lyst til at læse den og skrive den frem ved at skrive om den. Glæden ved læsningen, skrivningen, og at dele det læste og det skrevne med andre, hører sammen som en treenighed, hvilket utrolig sjældent, hvis overhovedet, kommer til udtryk i traditionelle akademiske genrer.

Ringgaard fortæller i Aarhus Universitetsforlags podcast Videnslyd (13. november 2023), at han ikke lærer sine studerende at læse nærsynet. Det gælder stadig i uddannelsessystemet, siger han, at »delen skal underordnes helheden«, at en læsning af en del af et værk skal være repræsentativt for hele værket, og at man ikke kan komme uden om, at tekster altid bliver til i en kontekst, social, historisk, politisk, etc. Fra overdrevet er et eksperiment, ikke en brugsvejledning.

Man behøver ikke være litteraturstuderende eller -forsker for at afkode, at det udogmatiske, Ringgaard efterlyser, er et internt opgør litterater imellem. Den slags rager vel de fleste en høstblomst. Og måske netop fordi den er henvendt til så relativt snævert et publikum, der er interesseret i litteratur og litteraturlæsninger som sådan, har Ringgaards forfriskende projekt efter min opfattelse en blind vinkel, fordi det ikke forholder sig til litteraturens institutionelle vilkår. Formuleret på en anden måde er det usikkert, hvordan en mere tidssvarende litteraturundervisning på landets universiteter skal faciliteres. Det kan sagtens være befriende og tiltrængt at blive mindet om, at reglementet kan udfordres, men det bliver næppe implementeret i studieordningerne eller det akademiske miljø. Især i forhold til uddannelsespolitikken, der i årevis har forsøgt at ’erhvervsrette’ de humanistiske uddannelser, er det ganske enkelt svært at forsvare, at man »læser for at læse«, fordi det målt på konkurrencestatens parametre ikke er produktivt. Det er der for så vidt ingen måder at læse litteratur på, der kan leve op til, skynder jeg mig at tilføje, hverken reglementerede eller ureglementerede.

Læsning er meningsfuldt i sig selv, litteraturen ligeså, intet aber dabei.

De omstændigheder kan Ringgaard ikke klandres for, så nu gør jeg noget, der ville give enhver nykritiker et ildebefindende: Jeg kigger på intentionen. Er Fra overdrevet en bog, der, som Informations anmeldelse påstår, vil »give sit fag en chokkur«? Nej, det er lidt mere stilfærdigt, som essai betyder på fransk, et forsøg, en famlen-sig-frem, en litterats metodisk-umetodiske omgang med litteraturen. Kunne man have ønsket sig noget mere radikalt end en række kvalificerede, iderige og kloge læsninger af Hesselholdt, Espedal og Frostholm, som også forholder sig til litteraturens institutionelle, økonomiske og kulturpolitiske vilkår? Måske. Men det er ikke den bog, Ringgaard har skrevet. Start- og slutpunktet er blot, som der står i begyndelsen: Læsning er meningsfuldt i sig selv, litteraturen ligeså, intet aber dabei.

’Overdrevet’ bliver i ordbogsopslaget eksemplificeret således: »(…) det Overdrev, hvor alle Litteraturens Svin rodede.« Selv om man som litteratursvin indimellem godt ville have haft lov til at trække trynen op fra overdrevet, bare for orienteringsevnens skyld, så er Fra overdrevet stadig en af de mest intelligente og nærværende lystvandringer gennem litteraturen og læsningen, som vi har set på dansk i årevis, og man skal være hoven, hvis ikke man lægger den fra sig med en lyst til at blive en dygtigere litteraturlæser. Og det er måske første skridt.