»Jeg er så træt af ego, ego, ego. Mit og alle andres«

Få forfattere losser døren så hårdt ind til den litterære scene, som J.D. Salinger gjorde med Catcher in the Rye i 1951. Historien om teenageren Holden Caulfield, der forlader sin privatskole, begiver sig ud i New York og stifter bekendtskab med en voksenverden, der er både hyklerisk og latterlig – eller phony, som han siger. Den blev hurtigt en enorm succes og samtidig i USA udsat for adskillige omgange censur grundet snart sagt alt det, der gør den til den roman, den er.

Salinger fik dog dårligere og dårligere anmeldelser for hver eneste ting, han skrev efter Catcher in the Rye, og trak sig mere og mere fra offentligheden i takt med, at den blev mere og mere utilfreds med, at han ikke skrev Catcher in the Rye 2. En af forbandelserne ved at have udgivet sådan en bog er, at den fylder så meget, at alle hans andre ting står i skyggen af den. Catcher in the Rye er dog i min optik hverken Salingers bedste eller mest interessante arbejde. Det er den stilrent nyoversatte Franny og Zooey til gengæld.

Den består af to fortællinger: en lang og en rigtigt lang, der først blev udgivet i magasinet The New Yorker i 1955 og 1957 og sidenhen kom samlet i bogform i 1961. Den første foregår mest på en restaurant i en collegeby i Nordøstamerika i 1955 og følger Franny, en 20-årig litteraturstuderende og amatørteaterskuespiller på en umage date med sin kæreste, Lane, som går helt galt og ender med, at hun besvimer. Den anden foregår i en Upper West Side-lejlighed på Manhattan, hvor Zooey, en 25-årig tv-skuespiller, har en lang samtale med sin mor, Bessy, og dernæst med Franny, et par dage efter førnævnte date.

Der sker altså ikke det store. Begge fortællinger er teateragtigt stationære, med meget dialog og nøjsomt placerede fortællerkommentarer. Franny og Zooey er søskende og de yngste medlemmer af new yorker-familien Glass, Salingers hovedkreation. Da Franny og Zooey udkom, havde Salinger allerede skrevet om flere af familiemedlemmerne i novellesamlingen Nine Stories (1953), og sammen med hans sidste bog, som også består af to lange fortællinger, Raise High the Roofbeam, Carpenters and Seymour: An Introduction (1963), fortæller de en idiosynkratisk familiehistorie, som David Foster Wallaces Incandenza-familie i Infinite Jest i øvrigt minder ikke så lidt om.

Langt de fleste romaner, der handler om overuddannede, halvulykkelige halvvoksne, skylder ét og andet til Salinger

Alle børn i Glass-familien – syv styks, med pensionerede vaudevilleperformere som forældre – har som små, fra 1927 til 1943, været paneldeltagere i børnequiz-radioprogrammet »Kloge poder«, hvor »alle syv børn lykkedes med i bedste sendetid at besvare en uhyre mængde henholdsvis dødakademiske og dødnuttede spørgsmål – indsendt af lytterne – med en kvikhed og bravur, der blev set som enestående inden for kommerciel radio«. Det fortæller Buddy, det næstældste Glass-barn og de to historiers fortæller, der selv underviser på deltid på et universitet »som professor i Østerlandsk Filosofi i en af helvedes inderste kredse«.

Franny er altså en barnestjerne, der kommer fra en hel klan af excentrikere, hvilket dog ikke påvirker hendes kæreste Lanes selvtillid. Han fortæller, da de får sat sig på restauranten, at han lige har fået topkarakter for en opgave om Flaubert, som han er blevet opfordret til at prøve at få udgivet, og som han godt kunne tænke sig at læse op for Franny i weekenden. Hvad lyder dog bedre?

Franny har svært ved at få et ord indført, for Lane er den slags studerende, der finder mere nydelse i at høre sig selv tale om litteratur i pseudointellektuelle neologismer og blive set ude det rigtige sted i det rigtige selskab end i litteraturen selv. Et komisk modeksempel på, at belæsthed ikke nødvendigvis gør en, som det lyder så ofte, til et mere empatisk menneske. Franny udholder ham i starten, men hun begynder lige så stille at stikke til ham. »Du taler fuldstændigt som en lektorvikar«, afbryder hun ham på et tidspunkt. Og hvordan taler sådan en, spørger han?

»Det er som regel en kandidatstuderende eller sådan en. Ja, og hvis det er et fag om russisk litteratur, for eksempel, så kommer han ind i sin afslappede lille skjorte og med sit stribede slips og begynder at rakke Turgenev ned i en halv times tid. Når han så er færdig, når han fuldstændigt har ødelagt Turgenev for en, så begynder han at snakke om Stendahl eller en eller anden, som han skrev sin kandidatopgave om. Der, hvor jeg går, der har engelskfakultetet omkring ti små lektorvikarer til at rende rundt og ødelægge ting for folk, og de er alle sammen så geniale, at de dårligt kan åbne munden – beklager selvmodsigelsen«.

Det gør selvfølgelig ikke stemningen bedre, og mens Franny bliver ved med at rakke Lane ned, bliver hun også irriteret på sig selv over, at hun har behov for det, fordi hun er træt af universitetslitteraternes forfængelighed, og fordi han ikke lytter til hende fortælle om en bog, hun har i sin taske, En russisk pilgrims beretninger. Hun har fundet ud af, at Jesusbønnen (»Herre Jesus Kristus Guds søn, forbarm dig over mig«) minder om Østens religioner, hvilket har gjort hende besat af Jesusbønnen som en slags kur mod hendes præstationslede – ikke fordi hun er bange for ikke at præstere godt nok, men fordi hun er træt af at ville præstere overhovedet. »Jeg er så træt af ego, ego, ego. Mit og alle andres«, siger Franny et sted.

Salingers halvvoksnes genvordigheder bliver foldet endnu mere ud i den anden fortælling om Zooey, hvor han og Bessy, mens han sidder i et badekar i lejligheden, udlægger en del af familiehistorien. Seymour Glass, den ældste søn, tog sit eget liv for syv år siden, og Walt, en af de mellemste, døde under en eksplosion, mens han var udstationeret i Japan ti år tilbage. Resten af børnene er spredt for alle vinde – undtagen Franny og Zooey, som mor Bessy – der må være en af de mest elskværdige moderkarakterer i 1950’erne – bekymrer sig om. »Vi er aldrig rigtigt holdt op med at sende live«, siger Zooey til hende på et tidspunkt. Ikke en eneste af os. Vi taler ikke; vi forelæser. Vi konverserer ikke, vi redegør.«

Og ganske rigtigt, da Zooey lidt senere snakker med Franny om hendes sammenbrud, stikker han til hende på præcis samme måde, som hun stak til Lane: med en slags redegørelse. »Du kaster et blik rundt på dit college, på verden, på politikerne og en enkelt sommersæson i et amatørteater, og du lytter lidt til, hvad en bunke åndsbollede collegestuderende samtaler om, og så beslutter du, at alt bare er ego, ego, ego, og at det eneste intelligente, en pige kan gøre, er at kronrage sig og ligge og flyde og sige Jesusbønnen og bede til Gud om en eller anden lille spirituel oplevelse, der kan gøre hende frisk og lykkelig igen.«

Salingers karakterer er både svært charmerende og anstrengende at høre på, selv når de prøver at udvise hinanden en form for omsorg. Franny og Zooey er ulideligt bedrevidende og for kloge til deres eget bedste, hvilket går ud over deres relation til andre, der ikke taler Glass-familiens »esoterisk[e] familiesprog«, de taler og taler og taler og smider om sig med litterære referencer og samfundsanalyser, men de ser kun andre menneskers forkvaklede prætentioner og middelmådighed.

Selv den sentimentalitet, der hænger over Catcher in the Rye, er forsvundet og erstattet med en higen efter en religiøs eller spirituel erfaring, der rækker ud over akademisk belæsthed og professionelle bedrifter, som minder om det, den amerikanske psykolog William James i begyndelsen af det 20. århundrede havde kaldt the varieties of religious experience– sekulære åbenbaringer eller indsigter.

Der er ikke noget sensationelt over Salingers familieportræt ud over dets mosaikform, men det er sjældent rørende, charmerende og fuldt af uimodståelige karakterer, og Franny og Zooey er en af de få bøger, hvor der ikke er en eneste kedelig sætning. Og om man vil det eller ej, skylder langt de fleste romaner, der handler om overuddannede, halvulykkelige halvvoksne, ét og andet til Salinger, især til Franny og Zooey. For han skildrer ikke kun, hvordan Franny og Zooey skubber folk fra sig med deres egoer og ironi, men også deres ensomhed, ømhed og genuine forsøg på at forsone sig med, at verden kun sjældent er, som vi håber, den er. Må Franny og Zooey gøre alle bare en lille smule lettere og lykkeligere over, at den nu endelig findes på dansk igen.