Og så blidt jeg nu vågnede

Messe. Det er genrebetegnelsen på Christel Wiinblads nye bog, Deep Purple, og det kan selvfølgelig forstås som en beskrivelse af stilen: Wiinblads poetiske prosa er messende. Der messes om sammenbrud og åbenbaringer, om at have mistet sin elskede bror og at se ham dukke op igen i sorgtyngede og dog ekstatiske syner: 

»Du sad pludselig lige dér på sengen, og du var lysende. Du sad pludselig lige dér på sengen ved siden af mig, og du var lysende. Du sad pludselig lige dér på sengen, og du holdt mig blidt i hånden. Du sad lige dér på sengen, og der var ingen af os, der sagde noget. Og så blidt, jeg nu faldt ind i søvnen igen. Og så blidt, jeg nu vågnede igen, og så blidt, du nu stadig sad lige dér på sengen ved siden af mig. Og så blidt, jeg nu faldt ind i søvnen igen.« 

Det er en gentagelsesmotor – eller adskillige gentagelsesmotorer – der kører hele vejen gennem bogens 288 sider, især holdt i gang af småord som »nu«, »her«, »dér«, »som« og »og«. Og af spørgsmål, der egentlig ikke er udformet som spørgsmål, som skaber en rørende tvivl – eller måske lamslået undren: 

»Jeg hørte pludselig lyden af store vinger? Jeg hørte pludselig lyden af store vinger lige dér i det værelse? Jeg hørte pludselig lyden af store vinger lige dér i det værelse, jeg nu lå i? Jeg hørte nu pludselig lyden af en drone fra et sted i det højeste i Universet? Jeg hørte pludselig en lille fugl, der pludselig kvidrede lige dér et sted i mørket i det værelse? Jeg hørte pludselig din stemme, der pludselig var lige dér hos mig i det mørke i det værelse?« 

Deep Purple er dybt rørende som sorgværk

Men jeg tror, man misforstår Deep Purple, hvis man kun opfatter genrebetegnelsen ”messe” som en beskrivelse af bogens stilistik. Hvis man kun opfatter den som en bog om sorg. For der er tale om en religiøs digtsamling. Ikke i betydningen dogmatisk eller del af en specifik menighed, men en bog om mødet med det større, oplevelsen af at gå i ét med verdensaltet og den »konge af lys«, som englebroren på et tidspunkt beskrives som. Lidt som i Signe Gjessings digtning om det svimlende overjordiske. 

Det er interessant. For Deep Purple underlægger sig ikke det æstetiske dogme, der har præget de seneste generationer i dansk poesi: at digtet skal søge sproglig præcision. At digtet skal bruge så nøjagtige begreber som muligt, at metaforen hellere skal belyse sin genstand med en original klarhed end at gøre den poetisk ophøjet. Sådan er det ikke i Deep Purple. Når hun’et hører »en fugl, der kvidrer her i lyset, der er her i morgenen, med sit lille næb af liljer, af roser, af sølv og af guld«, er det jo ikke en præcis beskrivelse. Hvilken fugl? Roser, sølv, guld – hvordan ser dét næb lige ud?

Liljerne, roserne, sølvet og guldet skal ikke give læseren et klart indtryk af næbbet, men få poesien til at bruse op – og er for så vidt udskiftelige med mange af de andre kraftfulde symboler fra poesiens ældste arkiver, som Deep Purple løber over med. Der er lys, stjerner og universer, der er roser, sole, engle og planeter. Sprogbillederne søger ikke præcision, men en helt Edith Södergransk styrke. Og giver man sig hen til dem, bliver det en overvældende læseoplevelse. 

For mig er Deep Purple mest overvældende, når de engle, jeget ser, konkret tager form af den sørgendes syner af sin døde bror. Jeg har – og det er nok mere en mangel hos denne end ikke folkekirkekristne anmelder end hos den langt ude i stjernetågerne rus-religiøse bog – lidt sværere ved at forbinde mig til englene som engle, til messen som messe. Det ændrer ikke på, at Deep Purple er dybt rørende som sorgværk. Og som æstetisk eksperiment virkelig interessant.