Alt er indlejret i hinanden

Det er jo ikke, fordi enhver erindringsbog behøver at have et hus fra barndommen som sit udgangspunkt, men de mest berømte har, sådan møder vi Talland House i St. Ives hos Viginia Woolf og Tante Leonies hus i Combray hos Proust, og sådan er der også et hus, som minderne binder sig til, i Judith Hermanns helt nye og fortryllende erindringsbog, der begyndte som en Frankfurter Poetikforelæsning og endte som værket Vi ville have fortalt hinanden alt.

Men hvor huset hos Woolf og Proust er det sted, hvorfra erindringerne opstår, er huset hos Hermann det sted de ender efter at hun har fulgt sin egen erindrings vindelbane tilbage til sit udgangspunkt:

»Fortælleren, der bor i et hus ligesom det hvor jeg nu sidder ved skrivebordet og ser ud på den grå, overskyede morgen, er mig. Og hun er et drømmebillede. Jeg drømmer hende, og hun drømmer mig.«

Men før vi når til dette hus, skrivningens hus, har Hermann ført os igennem en labyrint af huse eller rum, der har indkapslet hendes liv og skrivning, først og fremmest briksen hos hendes psykoanalytiker dr. Dreehüs og en bar, der kun fandtes én enkelt aften, men også ungdomsveninden Adas lejlighed, et barndommens dukkehus, et natligt besøg på et palads, forældrenes lejlighed i Neukölln og ikke mindst bedstemorens hus ved havet. »Husene er vigtige.«

At skrive eller erindre er også at pakke hemmeligheder ud uden rigtigt at vide, hvad ens hemmelighed er

Ligesom husene er forskellige mennesker fra Hermanns liv også punkter, som fortællingen vender tilbage til igen og igen, og som fylder husene og rummene ud, og sådan kører skriften i ring mellem de punkter og skikkelser, der i blikkets bagudskuen synes at have haft en helt særlig betydning for hendes liv, og de fiktionsbøger hun undervejs har skabt: »Jeg tror at billedet af pigen på tærsklen til det gule hus og erkendelserne, vejen til kisten, til ægget og til øen, er betydningsfuldt.«

Omdrejningspunktet er, især i begyndelsen, psykoanalytikeren dr. Dreehüs, som Hermann vender tilbage til igen og igen og som, forstår man, har fulgt hende i ti vigtige år af hendes udvikling, og bag ham står ungdomsveninden Ada, som på en eller anden måde er indlejret i dr Dreehüs eller i hvert fald forbundet til ham, fordi det var gennem Ada, at Hermann fik kendskab til ham. Sådan virker skriftens logik også som en erindringens poetik: alt er indlejret i hinanden, og folder man noget ud, gemmer der sig noget andet derinde, og man kan blive ved i det uendelige – for at skrive eller erindre er også at pakke hemmeligheder ud uden rigtigt at vide, hvad ens hemmelighed er:

»At åbne døren til den lejlighed jeg voksede op i, var at stå foran en hemmelighed« skriver hun og lidt efter: »Jeg voksede ikke op i et åbent hus – det er vel derfor Det gule hus tiltrak mig sådan med dets hemmelighedsfulde, stille lejlighed på anden etage. Vores hus var et hus fuldt af stemninger, anelser, tilstande, det var usikkert, uforståeligt og absolut uberegneligt for et barn.«

Jeg har tit prøvet at forstå dette hus, erindringernes bolig, der måske er som en slags ’pandoras æske’, vi åbner døren for bare lige at kigge nysgerrigt ind, men ud vælter erindring efter erindring, indtil hele fortiden har lagt sig om dig som et slør, du selv har spundet: din egen fortælling.

Men for Hermann synes det, som om der er en særlig kraft, der driver fortællingerne frem. Som er det det, der gør hende til forfatter simpelthen. Det er en egensindig men genkendelig idé om, at skriften bærer på en hemmelighed, som fortællingerne forsøger at udsige uden aldrig rigtigt at kunne nå frem til den, fordi den faktisk vedbliver at være uklar for den der skriver. Hermann åbner til en vis grad hemmeligheden for os som barndommens hus, men barndommen er også uigennemtrængelig. Det, der skal siges, kan ikke siges. Vi ville have fortalt hinanden alt – hvis vi kunne, kunne man tilføje til titlen. Her er der en spænding, som er spændende, og som er selve skrivningens spænding, tror jeg, og også psykoanalysens spænding. Vi kan alle kan forsøge at forstå kernen af vores eget liv, og hvis det blev helt klart for os, hvad den kerne bestod i, var der måske ikke mere at skrive, men heldigvis er livets gåder også skriftens og skriftens gåder er livets, og derfor står vi med et værk, der ikke er entydigt eller afklaret, men mesterligt nuanceret.