De levede overhovedet ikke lykkeligt til deres dages ende

Det irriterer hr. Ring, at hans unge kone ikke ser lykkelig ud. Skide være med om hun er lykkelig, bare hun ser lykkelig ud. Hun er en »syg plante, der trods alle anstrengelser ikke trives.« Før de blev gift, var hun – som mange andre slut-1800-talsdamer i litteraturen – en »rosenknop der er fugtig af morgendug.« Og i litteraturen plejer der som regel at ske det, at blomsten (læs: kussen) åbner sig, når solens stråler (læs: pikken) rammer kronbladene.

Det sker desværre ikke rigtigt for hr. og fru Ring. Umiddelbart er det let at se hvorfor. Forretningsmanden Ring, der er 16 år ældre end sin 21-årige hustru, er mildt sagt utiltalende. Kort sagt er han en bøvet, selvforherligende, sludrende drukmås, der har proppet Constance ind i et gyldent bur, og nu går han og smisker for at få hende til at vise ham lidt kærlighed.

Constance er stolt og stædig og kan ikke holde Ring eller hans kærtegn ud. Når han er på kontoret, henslæber hun dagene og aftenerne i de fine stuer, hun har sit håndarbejde og sine bøger og ellers ikke noget særligt at give sig til. Man forstår godt, at hun er ved at gå til af kedsomhed. For at få lidt liv i kludene fornøjer Constance sig med en større kreds af familie og venner, som tager på udflugter sammen og mødes til fine middagsselskaber.

I kredsen omkring Constance møder vi bl.a. lægen Lorck, der fungerer som den progressive stemme i romanen. Det viser sig, at Lorck er forelsket i Constance. Da hun forskrækket afviser ham, bliver han rasende og beskylder hende for at være en »kokette.« Da hun beklager sig til Ring, får hun at vide, at det såmænd er hendes egen skyld: »Det er altid damen, som giver tonen an« lyder det belærende fra ægtemanden. Og da det senere afsløres, at Ring dusker deres tjenestepige (surprise), er det faktisk også Constances skyld, fordi hun har »nægtet ham.« Så lige meget hvad hun gør, er hun selv ude om det. Yikes.

Hvad der næsten er mere uhyggeligt, er, hvor meget kvinderne selv hader kvinder. Constances kvindelige familiemedlemmer og veninder presser på, for at hun skal makke ret og falde til ro i det gyldne bur. Ring har ret til hende, ret til hendes kærlighed, ret til hendes krop, de er jo gift, hvad havde Constance ellers regnet med? Der hersker en altomsluttende angst for at bryde med de konventionelle kønsroller, en altomsluttende angst for, at hele samfundet skal bryde sammen, hvis man (kvinden) blot træder lidt ved siden af. Som en mand emblematisk siger til Constance hen mod slutningen af romanen: »Dydig og dejlig på én gang, det er umuligt.«

Det er ikke fordi det kommer som nogen overraskelse, at forholdene var sådan for en ung, gift kvinde af det bedre borgerskab i sidste halvdel af 1800-tallet, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvor inderligt klaustrofobisk det er lykkedes Skram at fremstille det. Selvom værket har været tilgængeligt i knap 140 år, synes jeg stadig, det er synd at spoile, men romanen drejer sig i grove træk om Constances forhold til tre forskellige mænd, der alle skuffer hende på hver deres måde.

Foruden Ring og Lorck møder vi også pianisten og komponisten Mejer, der vækker ægte følelser i Constance, og når der for alvor kommer noget på spil, får det store konsekvenser. Constance Ring er én lang spydig udstilling af ægteskabet som kvindeundertrykkende institution, og en ny udgave af ét af Det moderne gennembruds hovedværker kan man kun være glad for.  

Det eneste der kan undre mig lidt ved nærværende udgave, er, om der egentlig er tale om en ”nyoversættelse” som det hedder i pressemeddelelsen. Det fremgår nemlig ikke, hvilket sprog teksten er oversat fra. Amalie Skram var født norsk, og Constance Ring foregår i Kristiania (Oslo), men da værket udkom, var Skram blevet dansk gift og bosat i København, og førsteudgaven er da også skrevet på det ”almindelige bogsprog”, som man brugte på den tid. Betegnelsen dækker over en lidt sær sammenblanding af norsk og dansk, og førsteudgaven fremstår altså umiddelbart som dansk men indeholder også en del norske ord og vendinger. Denne nye ”oversættelse” flyder generelt let og elegant, men hvilke tanker har oversætterne gjort sig? Er der egentlig overhovedet tale om en oversættelse? Eller er det ”bare” en moderne versionering? Det fremstår ret uldent. Gid, oversætterne havde været med ombord i forordet.

En anden ny Skram-udgivelse, nemlig hendes debutnovelle Madam Høiers Lejefolk, er i år udkommet på forlaget Novellix, der specialiserer sig i ”pixibøger for voksne”, som de samler i små tematiserede æsker. Nærværende udgave af novellen, der udkom i 1882, altså tre år før Constance Ring, er hentet fra Skrams samlede værker. De udkom i 1905-07, og i Novellix’ udgave er retstavningen opdateret, men det gammeldags dansk-norske er bibeholdt.

Hans Otto Jørgensen har skrevet forordet, der desværre er skæmmet af flere stavefejl og et par vrøvlesætninger. Hvor fokus i romanen er på overklassen, handler novellen i stedet om fattigfolk. Fru Høier er en frygtelig madamme, der udlejer en kummerlig lille lejlighed til fem kroner om måneden. Når de fattige logerende ikke kan betale huslejen til tiden, ryger de ud på røv og albuer. En familie med otte børn, »hvoraf to var lamme« og to er et par »blåviolette tvillinger«, rykker ind, og deres etbenede far er mest interesseret i brændevin. Moren står altså mere eller mindre alene, så der går selvfølgelig ikke længe, inden det går fatalt galt.

Efter lige at have læst Constance Ring er det lidt spøjst at læse Hans Otto Jørgensens forord. Heri nævner han, at der »ikke er spor af føleri i hendes tekster, ingen plads til romantiske forestillinger.« Jeg vil mene, at både Constance Ring og Madam Høiers Lejefolk er ca. halvt føleri og romantiske forestillinger og halvt en totalødelæggelse af disse. Her ca. 140 år senere er begge værker stadig højintens og forstemmende læsning.