Så god at man må smage med hele ansigtet

»Så god at man må smage med hele ansigtet«. Sådan stod der i en reklame engang med et lille barn der havde is smurt ud i hele hovedet, men det kunne lige så godt have været en beskrivelse af den nye udstilling Just Kids på Gammel Strand. Udstillingen, der er kurateret af Mai Dengsøe, er en storstilet gruppeudstilling i tre etager, der tematiserer barnet i kunsten. Det involverer både konkrete børn og barnlige måder at være i verden på. 

Kunstnere har længe været optaget af børn og endda misundelige på den naive og kaotiske kreativitet som børn har adgang til. Som man for eksempel kender det fra Asger Jorn og CoBrA-malerne, der i 40'erne og 50'erne blandt andet lod sig inspirere af børnetegninger. Men barnet og det barnagtige lader til at have vundet indpas i samtidskunsten igen. Måske er det også fordi »grænserne mellem barn og voksen er lidt i opløsning for tiden«, spekulerer Mai Dengsøe i sin åbningstale med henvisning til de magtfulde voksenbabyer, der styrer USA lige nu.

I udstillingen Just Kids, der låner sin titel fra Patti Smiths memoir af samme navn, mødes 16 kunstnere på tværs af forskellige generationer i en samtale om - og med - børn. Der bliver tegnet på væggene, leget med udklædning, lavet bands og suttet på kropsdele. På væggene langs trapperne, kravler forskellige syrede tegneserieagtige karakterer af kunstner Signe Frederiksen rundt. I det første rum, der er meget oralt fikseret, sutter den amerikanske kunstner Jeanne Dunning på sin storetå i en lille kompakt video. I løbet af ferniseringen vandrer Nanna Abel rundt klædt ud som en puddelhund og støver udstillingen og gæsterne af med en støvkost sat fast til en dildo. Flere af kunstnerne er tydeligt inspireret af barnets frihed, leg og fantasi- og den barnlige glæde i det at lave kunst i det hele taget.

En anden alvor findes hos de barnløse nonner, der stædigt "føder" jesusbarnet igen og igen i deres små støbeforme i Sidsel Meineche Hansens dokumentariske videoværk Baby Jesus. Og børns iboende uhygge kommer i spil i en unheimlichbørneorkester-installation af Diego Marcon, der får mine tanker hen på det intense drengekor af englebørn i den danske forfatter Fine Gråbøls roman Hundrede Børn.

Just Kids er en dejligt intuitiv udstilling. Der er ingen autoritære vægtekster, der inddeler hvert rum i undertematikker. Man må bevæge sig rundt som et lykkeligt, dumt barn og smage sig frem gennem udstillingens rum for selv at lave koblingerne mellem værkerne. På tværs af de tre etager går flere af kunstnerne igen, hvilket giver en god sammenhængende følelse til udstillingen. 

Man må bare overgive sig fuldstændigt til denne legende lette, rigtigt dumme og virkeligt kloge udstilling.

De medvirkende kunstnere er født i alt fra 40'erne til 90'erne. Der er både unge og mere ukendte kunstnere, samt danske grand old ladies som Lene Adler Petersen (f. 1944) og Ursula Reuter Christiansen (f. 1943). Der er både malerier fra 70'erne og 70'er agtige malerier fra 2020'erne. Det er skønt at se Ursula Reuters Christiansens pølse-flødeskumskage-maleri fra 1973 i rummet ved siden af den unge kunstner Stella Siebers (f. 1992) meget 70'er agtige malerier fra de sidste par år med indkøbsvogne i fuld fart, udsmattet mad, klumpede hænder og gravide babyer. Eller at se hvordan en lille rødhåret dreng fra et af Pernille Clausens (f. 1945) malerier ligner lidt Esben Weile Kjærs (f. 1992) opblæste alter ego, Julian Luxford, der er klemt sammen i rummet ved siden af. Den slags interessante koblinger er der mange af i udstillingen, som ikke kun peger på hvordan de forskellige kunstnere har arbejdet med de samme tematikker, men også laver æstetiske koblinger på tværs af tid. 

Et af de største værker i udstillingen er den imponerende totalinstallation af Mathias Toubro, Young Adults, som iscenesætter en gruppe børn til at spille medlemmer af The Velvet Underground i forbindelse med deres mytologiske første koncert på en high school i USA i 1965, hvor de skabte skandaler med deres subversive sangtekster om heroinmisbrug og masochisme. Desværre er lydniveauet og -kvaliteten lidt for dårligt til at man rigtigt kan følge med - hvilket også gælder et af de andre videoværker i udstillingen. Udover det må man bare overgive sig fuldstændigt til denne legende lette, rigtigt dumme og virkeligt kloge udstilling. 

Udstillingen er ikke alene tematisk velorkestreret, men kurateringen og udstillingsdesignet er også smukt komponeret. Man mærker at kuratoren og udstillingsteamet har brugt en malers sensitivitet til at sammensætte de forskellige værker, så hvert udstillingsrum bliver som et lille maleri i sig selv.

For knap et år siden skiftede Gammel Strand navn og lancerede en ny visuel identitet og udstillingsprofil, men det føles som om kunstforeningen først rigtigt med denne udstilling er genåbnet. Jeg håber at Just Kids markerer en ny stil og at fremtiden for Gammel Strand bliver lige så legende let og klar som denne udstilling.