En stemme til de stemmeløse

Det må kandidere til at være årets mest brutale romanåbning:

»Abena, min mor, blev voldtaget af en engelsk sømand på Christ the Kings dæk, en dag i 16** mens skibet sejlede mod Barbados. Det er dette overfald jeg er et resultat af. Den handling fuld af had og foragt.«

Åbningen finder man i Jeg, Tituba, Salems sorte heks, skrevet af den guadeloupianske forfatter Maryse Condé, og lige så brutal åbningen er, lige så brutal er resten af romanen også. Fra første side slås flere af de tunge temaer an, som Condé i løbet af romanen igen og igen vender tilbage til: vold og udbytning, race og køn, slaveri og kolonialisme.

I centrum for det hele står Tituba, datter af førnævnte Abena, der som slave fra Afrika blev fragtet til øgruppen Barbados for at knokle på en plantage. Titubas opvækst på plantagen er nådesløs, brutal og voldsom, og fra en tidlig alder bliver hun vidne til slavesystemets uhyrligheder med afstrafning, tortur og død.

Abena hænges senere for at have forsvaret sig mod et voldtægtsforsøg, og Tituba fordrives fra plantagen og ender i armene på en spåkonelignende karakter, Man Yana, der lærer hende op i naturens helende kræfter. Derfra tager det for alvor fart. Hun slavegøres atter engang og ender ad omveje i landsbyen Salem på det amerikanske fastland, hvor hun anklages for hekseri og fængsles.

Tituba var en reel historisk person, og selvom oplysningerne om hende i arkiverne er sparsomme, ved man, at hun stod anklaget for hekseri i de famøse hekseprocesser i Salem, der siden er blevet synonym med massehysteri og kvindeundertrykkelse. Maryse Condés roman er et forsøg på at fremstille Tituba i kød og blod, med levet erfaring, drømme og skuffelser. En genrejsning, med andre ord, og et forsøg på at give et menneske en stemme, som aldrig selv fik mulighed for at fortælle sin del af historien. 

En stemme får Tituba i overmål, og Condé skildrer fint, hårdt og indfølende tiden op til, under og efter hekseprocesserne, så samfundets vederstyggeligheder og de menneskelige konsekvenser heraf står klart frem. Virkelighedens Tituba endte med at blive løsladt fra fængslet, men efter det ender sporet koldt. Condé spinder videre på historien og giver Tituba en »afslutning jeg fandt passende«, som hun selv skriver i romanens efterord – og mere afsløres ikke her.

Historisk fiktion om en afdød person er ikke uden faldgruber og udfordringer, heller ikke i Condés roman, hvor karaktererne bruger ord som ”feminist” og ”racist” i en 1600-tals kontekst. En bommert eller en snedig påmindelse om, at historisk fiktion altid er skrevet ud fra en nutidig kontekst? Lad det blafre i vinden.

Condé har uden tvivl et talent for at skrive prosa, der glider. Det beviste hun i storværket Ségou fra 1984 og senere i Traversée de la mangrove fra 1989. Jeg, Tituba fra 1986 er heller ingen undtagelse, men der er alligevel noget, der af og til sætter en stopper for læseglæden. Sproget er til tider bedaget og klichetungt, tingene skæres nogle gange lidt for tykt ud i pap, og så er udråbstegnene spredt ud over romanen med lidt for løs hånd. Det er ikke småting, men Condé er alligevel tilgivet, fordi historien er så stærk.

1980’erne var et vanvittigt produktivt årti for Condé, hvor hun skrev de værker, der senere var med til at gøre hende til et velrenommeret navn i både den fransktalende verden og internationalt. I flere år var Condé et virkelig godt bud på en kandidat til Nobelprisen i litteratur. Det kom dog ikke så vidt, Condé døde tidligere i år, men nåede at blive tildelt Den Alternative Nobelpris i 2018, der, som navnet antyder, var et alternativ til verdens største litteraturpris, som løb ind i skandaler selvsamme år.

Det gav god mening, da Condé skrev Jeg, Tituba i 80’erne. Condé har med sikkerhed haft oplevelser med racisme og kønsdiskrimination gennem sine flerårige ophold i Frankrig, Vestafrika og England og derigennem mærket den kolonialistiske ideologi på egen krop. Derudover var der i selvsamme årti politiske grupperinger i Condés hjemland Guadeloupe, der gennem voldelige handlinger krævede Guadeloupe løsrevet fra sin gamle kolonimagt, Frankrig.

Det giver også god mening, her i 2024, når forlaget BATZER & CO udgiver Jeg, Tituba på dansk, og jeg spår, at Condé kan vinde en god portion danske læsere. Hvorfor? Fordi romanen rammer tidsånden det helt rigtige sted. I en 2024-optik er romanen overraskende politisk korrekt, og den spiller på alle de temaer, der optager det læsende segment med hang til god litteratur: race, køn og natur. Særligt Titubas forhold til naturen, der i kraft af hendes oplæring af Man Yana er præget af indsigt, spiritualitet og en vis form for respekt, vil vække genklang blandt dem, der ser en kobling mellem klimakrise og natursyn.

Condé slår et stort brød op, og det er egentlig imponerende, at hun, trods skønhedsfejl, kommer i mål, og at romanen fremstår så sammenhængende, som den gør. Den ære skyldes for øvrigt en blændende god oversættelse af Anne Marie Têtevide, der formidler Condé på et forbilledligt dansk.