Det starter med et mord. Den unge kvinde Fila modtager et opkald fra et hospital i Napoli: Din mor er død, hun er blevet myrdet, lyder beskeden, og så er rammen sat. Fila må rejse fra sit hjem i Schweitz til Napoli for at finde ud af, hvad der er sket. Da hun ankommer til hospitalet, lyder beskeden nu i stedet, at moren, Magdalena, drak sig ihjel; at det var leveren, der satte ud. Fila får udleveret en plastikurne med morens aske, og hun må gøre op med sig selv, hvad hun egentlig tror på. Nede i urnen finder hun en seddel med et gadenavn, og med denne første ledetråd kan krimihistorien for alvor gå i gang. Men det gør den så bare ikke rigtigt alligevel.
Gadenavnet leder Fila på sporet af en gruppe sexarbejdere, som kender Magdalena under navnet Favorita. Hun har ageret som en slags bordelmutter for kvinderne, der nærer stor respekt for hende, og som derfor tager Fila under deres vinger. Her ophæver romanen første gang sin kontrakt med læseren. Kvinderne tager nemlig Fila med til en nedlagt pølsefabrik, som de og andre har omdannet til en art urban, militant Femølejr, hvor mænd er forment adgang. Nå, tænker man, så er det her fortællingen skal udfolde sig, men nej, narrativet opløser sig fuldstændigt, da kvinderne hopper ombord på en hjemmebygget rumraket og farer til himmels.
Fila vågner op på bagsædet af en bil, og hvor teksten før var lige dele slægtsroman, feministisk manifest og whodunit-kriminade, forvandler den sig nu her midt i bogen til ren true crime med en lang række avisartikler, der omtaler et kvindemord fra 1940’erne. Den myrdede kvinde går måske igen, så nu skal vi på spøgelsesjagt, og så er der også noget med en hemmelig fascistloge, der holder Eyes Wide Shut-maskeballer og går på jagt efter importerede eksotiske dyr. Det hele sluttes af med en sæbeoperaagtig afsløring, der skal binde en fin sløjfe på det hele, men den ender nok mere som et råbåndsknob.
Det er svært at følge med, når narrativet hele tiden transformerer sig fra det ene til det andet til det tredje.
Michelle Steinbeck vil det hele og mere til med sin anden roman (der er den første på dansk), og det er svært at følge med, når narrativet hele tiden transformerer sig fra det ene til det andet til det tredje. Derudover er den direkte tale ikke markeret med tegn, så teksten simpelthen flyder ud; det er flere steder svært at afkode, om der overhovedet er tale om tale – eller om det er Filas tanker, der gengives. Det hele bliver blandet sammen, drøm og virkelighed, beskrivelser, tanker og samtaler.
Fila drikker sig ikke fuld, hun »synker ned i rusens svælg«, bilerne på en befærdet vej er »en blikslange med rødglødende øjne« Det hele er meget opulent, både helt nede på ord- og sætningsniveau og på selve handlingsplanet, der bliver ved med at forandre sig. Hver afdeling af de 439 sider kunne i og for sig være en roman i sig selv, men Steinbeck har kogt det hele sammen til en tung, parfumeret prosa, der til sidst føles lidt som en overfyldt kommodeskuffe.
