»Hvorfor give det romanform når det bedste stof er vores liv?«

Moderne natur er skrevet i årene 1989 og 1990, efter at Jarman i 1987 købte en lille hytte, Prospect Cottage, i området Dungeness i det sydlige England. På denne »stenslette« med udsigt til havet, Dungeness Fyr og et atomkraftværk anlægger han en have med både kulturplanter og vilde planter. Her går han tur langs stranden og samler affald, som havet skyller op, her får han besøg af en lind strøm af venner og kolleger, og ikke mindst partneren HB, men det er også her, han tilbringer meget tid alene med at læse og arbejde på kommende filmprojekter, mens vejret og havarbejdet strukturerer årets gang. 

Dagbogen består af optegnelser fra hverdagen, beretninger om naboer og venner, (arbejds)livet, lister over, hvilke planter der blomstrer i haven eller langs kysten, plantemedicinske optegnelser og planteetymologiske undersøgelser. Den rummer også minder fra en omskiftelig barndom med en udstationeret far og kostskolen med sine afrettende klokker: »Der var karakteropbyggende klokker, klokker der ringede ud, klokker til slid og slæb. Frem for alt – og hævet over det hele – var kirkeklokken.«

Men hele tiden ligger haven som dagbogens understrøm, der også tillader en at træde ind i en helt anden tid. ”Havemennesket graver i en anden tid, uden fortid og fremtid, begyndelse eller slutning. En tid der ikke bryder dagen op i myldretid, frokostpauser, den sidste bus hjem. Når man er i haven, træder man ind i denne tid – men selve indtrædelsens øjeblik svæver hen i det uvisse. Omkring en ligger landskabet som forvandlet. Her er amen hinsides bønnen.” 

I havearbejdet stopper tiden altså et øjeblik, og man hengiver sig til amen: til »det, der skal ske.« Set på den måde bliver haven en mulighed for Jarman for at hengive sig til noget andet end spekulationer over fremtidens mørke, som hans hiv-diagnose bringer med sig. Diagnosen spiller en rolle igennem hele bogen, især i kraft af den måde, den har tag i Jarmans omgangskreds og kontinuerligt får døden til at kile sig ind blandt hverdagslige optegnelser i dagbogen. 

Moderne natur er en bog om forgængelighed på flere planer, hvordan »elskere visner bort og svides ligesom landskabet«. Over for sygdommen er planterne i haven ikke til nogen farmaceutisk hjælp; »haven som farmakopé har slået fejl«, som det lyder, men at se planterne spire og komme sig efter et uvejr indgyder dog alligevel en form for håb. Det samme gør de venner, der stadig lever. 

Bogen er også resultatet af et ønske om at bevidne det at leve som homoseksuel i en tid, hvor stigmatiseringen ryger i vejret sammen med dødstallet for hiv- og aids-smittede. Der er et helt særligt ærinde, en slags bittersød pointe, i selve dagbogsformen, i afvisningen af det fiktive rum netop her: »Den frygtelige mangel på information, fiktionaliseringen af vores oplevelser, der er nærmest ingen selvbiografier skrevet af bøsser, kun romaner, men hvorfor give det romanform når det bedste stof er vores liv?«

Den sidste del af dagbogen fortælles fra hospitalet, hvor Jarman indlægges med, hvad de finder ud af er mave-tarm-tuberkulose. Jeg har lyst til at fremhæve denne del af bogen, fordi optegnelserne her synes at intensiveres, det dagbogsagtige kommer endnu mere til sin ret, og det trivielle bliver mere signifikant. Alt har betydning; rengøringspersonernes trekantede skilt, der signalerer »Gulvet er glat«, sygeplejerskerne, der kommer med salt og peber-sæt for at krydre hospitalsmaden – den stilfærdige omsorg, der hele tiden er på færde, også i Jarmans trang til at registrere og få det hele med, selvom han ved, det ikke er muligt. 

Han opsummerer sin egen poetik på følgende måde: »Jeg udmåler min have én fod ad gangen, den ene efter den anden, landlige skridt, lige så intuitivt som min skrift.« Moderne natur er en smuk, men på ingen måde overæstetiserende, intuitiv udmåling af et liv med kunsten, haven, venskaber og sygdom, af det smertefulde og det glædesfyldte.