Historien der aldrig kom i gang

»Det blev besluttet at et nøgent barn skulle lænkes fast nede i en af jordkældrene under regeringskvarteret i omring et år. Barnet fik hundemad en gang om dagen, og ellers var det alene. Et kamera blev sat til og livestreamede fra kælderen døgnet rundt.«

Sådan starter én af de 50 korte historier, der udgør den norske multikunstner og forfatter Kim Hiorthøys bog Knivtid, der for nyligt er udkommet på dansk. Sympati for det mishandlede barn reducerer kriminaliteten blandt en befolkning, der ikke kan tænke på andet end barnets lidelse. Men som med alle andre tragedier bliver denne hurtigt glemt. Kriminaliteten stiger. Nu skal tre børn, et ægtepar og et æsel lænkes fast og tortureres. Samme fortælling: kriminaliteten går først ned og så op igen. Mønsteret kan ikke fortsætte for evigt, og regeringen afmonterer tiltaget. »Kun livestreamingen blev tilbage. Den viste nu bare en tom kælder, som en lille påmindelse om, hvad der var sket.«

»Hvor skal jeg begynde?« spørger et forfatterjeg sin ven i Knivtids allerførste sætning. Ligesom den irske forfatter Samuel Beckett lægger Hiorthøy ud med at problematisere selve det at kunne skrive en sammenhængende historie. »Finished, it’s finished, nearly finished, it must be nearly finished« er nemlig den første replik i skuespillet Endgame fra 1957. Becketts verden er stagneret i en kold krig, man ikke kan komme ud af. Vores verden i dag, derimod, er brudt i stykker. Vi befinder os i separate ekkokamre på nettet og lukker ørerne for meninger, vi ikke vil høre. Vores fælles fortælling kan ikke komme i gang. Vi ved ikke, hvor vi skal begynde.

Strukturen i Knivtid skaber en isolation imellem de små tekster, på samme måde som vi er separeret fra hinanden i vores mange verdensforståelser. Teksterne forsøger at mødes. Karakterer går igen, og man får en følelse af, at det er det samme forfatterjeg, der fortæller det hele. Men historierne hænger alligevel ikke sammen. Karakterer, der dukker op i andre historier end deres egne, er kun fantasier og påfund. I hver fortælling starter det hele forfra på ny. 

De splintrede sociale kommentarer og de gentagne forsøg på at komme i gang med en ’rigtig’ historie føles relevante i en tid, hvor Meta har afskaffet faktatjekkere fra deres platforme. Hvordan kan vi få startet en dialog, når intet er accepteret som sandt? Der er ikke en frygt for atomkrig til at give os en illusion om sammenhold længere. Det er noget andet end på Becketts tid, som vi er bange for nu. Måske er vi bange for hinanden, bange for folk i andre ekkokamre og bange for folk, vi ikke ved, hvad tænker. Knivtid viser os, hvordan sådan en frygt kan se ud.

Bogens mest gennemgående tema er dog ikke direkte politisk. Det er litterært. Mange af historierne indeholder en forfatter, der ikke kan komme i gang med sin bog. I én af fortællingerne bruger en forfatter flere år på en ansøgning til et projekt. Når svaret endelig kommer, fylder det så mange flyttekasser, at man aldrig ville kunne nå at læse det færdigt. I en anden fortælling, om en forfatter, en kørelærer og en italiensk sadist, sløres grænsen ikke blot mellem fiktion og autofiktion, men også mellem forfatteren og de andre karakterer, mellem fiktion og fakta. En forfatter skal kunne samle sig om et nogenlunde sammenhængende litterært univers, hvis de vil skrive en fuldendt fortælling. Men hvad er der at trække på, når vores verden er så splintret som den er? 

Knivtid ender med ordene: »Sproget kan være så fattigt. Jeg tog en slurk af den varme, dyre kaffe og betragtede omgivelserne. Og så gik jeg bare hjem til mig selv og sad lidt.« Så er bogen slut. Den har opnået intet, hvis dens mål var at skrive en fælles fortælling for os alle, eller finde os et fælles sprog. Men som læser er man med i alle 50 forsøg på at komme i gang. Og hver gang tager man del i usikkerheden om, hvem der er ægte, hvad der er sandt, og hvem der fortæller hvad om hvem. For mig var denne oplevelse langt mere tankevækkende end et forsøg på at forklare, hvorfor og hvordan verden er splintret. Det giver mere mening at opleve det selv.

Knivtid er langt fra deprimerende læsning. Historierne er sjove, og hver af dem er et nyt forsøg på at skabe mening, selvom målet er uopnåeligt. Hvert forsøg er et oprør imod ekkokamre, isolation og uvidenhed. Knivtid anerkender verdens kompleksitet og accepterer den. Selvom vi ikke får en fælles fortælling, er der ikke mangel på pudsige, små historier om besynderlige skæbner. Karakterer går igen som ekkoer igennem resten af bogen. De er ikke helt adskilt fra hinanden. Som mennesker er vi heller ikke helt isolerede. Vi har bare svært ved at etablere meningsfuld kontakt og danne et større fællesskab. Måske kommer det til at lykkes os en dag. Måske ikke. Vi kan i hvert fald blive ved med at prøve, og Knivtid kan vise os hvordan.