Autofiktiv løftestang er ikke nødvendig i stærk romandebut

Bamberg blues handler først og fremmest om drengen Hilbert, der vokser op under svære kår i efterkrigstidens Tyskland. Hans far er en sort soldat, der er long gone, og hans mor sidder helst på værtshus, så de primære voksne i Hilbert og lillesøsterens Utes liv er deres mormor og morfar.

Der er uendeligt langt mellem kærlige ord fra bedsteforældrene, og for det meste er det smartest at holde sin kæft og passe sine pligter.  

Romanen falder i tre dele, den første foregår i Erlichstrasse, i bedsteforældrenes lejlighed. I den anden insisterer moren på at flytte for sig selv og være forælder for sine børn, og jeg spoiler ikke noget ved at sige, at det kan hun overhovedet ikke magte. Hilbert påtager sig forsørgerrollen og begynder at stjæle mad til sig selv og sin søster.

I tredje del er er Hilbert blevet en voksen, ung mand, der er flyttet for sig selv og er begyndt som tømrerlærling.  

Der er en konstant understrøm af forkerthed i teksten, en konstant bevidsthed om at være anderledes, være noget andet, være det andet. Først og fremmest fordi Hilbert og Ute er ”Mischlinge”, ikke nok med at de er uægte, de er også ”blandede”. Søskendeparret bliver lige akkurat tålt af deres omgivelser; klassekammerater, lærere, købmanden, den katolske menighed i kirken, den tilfældige kvinde på gade.  

Sit første helle finder han hos Pater Schick, som indlemmer ham i kirken; Hilbert modtager sin første hellige kommunion, og senere træder han til som messedreng og bliver del af en bibelkreds. Men Hilbert er blevet teenager, og skammens vogn holder selvfølgelig parkeret lige ude foran kirken. Kantinedamen i skolen er jo egentlig ret dejlig, men det er de mandlige venner Marius og Moritz også.  

Hilberts fortælling er spændende, den er relevant, den er hårdtslående, den er vigtig på den der opbyggelige måde, som litteratur kan være vigtig på

Det meste af romanen fortælles af en god, gammeldags tredjepersonsfortæller, der psykologiserer rigeligt, så Hilberts følelser og motivationer overfortælles en anelse.

Hilberts fortælling er spændende, den er relevant, den er hårdtslående, den er vigtig på den der opbyggelige måde, som litteratur kan være vigtig på, så vi alle kan lære noget om, hvordan det var at være sort og queer i efterkrigstidens Tyskland.  

Rundt omkring bliver fortællingen om Hilbert afbrudt af en jeg-fortæller, der ”svarer” på hovedfortællingen, som om teksten altså mimer bomuldsplantagernes blues.

Desværre bliver det lidt ved en underlig form for elitær envejskommunikation. I kursiverede passager bliver der citeret og refereret løs; Dionne Brand, Toni Morrison, M. NourbeSe Philip, Fred Moten, alle sorte forfattere og/eller teoretikere.  

Men Hilberts fortælling har ikke brug for et ekstra teoretisk, intertekstuelt lag. Den er stærk nok i sig selv.

I de kursiverede passager fortælles der desuden fra en nutid tættere på vores, og der hentydes til, at jeg-fortælleren nedstammer fra Hilbert. Men Hilberts fortælling har heller ikke brug for en autofiktiv løftestang. Den er stærk nok i sig selv.