I mændenes verden

Der er en bestemt type romaner, der gerne vækker interesse hos journalister og medier. Nemlig dem, der peger på et problem, dem der »siger noget om samfundet.« 

Er man i et olmt lune, kan man sige, at dette behov for at gøre skønlitteratur til et diskussionsoplæg, repræsenterer alt, hvad der er galt med kulturjournalistikken.  

Er man derimod i det lyse hjørne, er det præcis sådan, litteraturen kan bevæge sig ud af iltfattige litterære kredse og ud blandt mange mennesker. Kan blive levende litteratur, der »sætter Problemer under Debat,« som Georg Brandes mente i 1871. 

Det er sådanne tanker, der melder sig under læsningen af Elin Wägners Nortullsligaen, der først udkom som føljeton i det svenske dagblad Dagens Nyheter 1907-1908 og kort efter som roman. Og som via aviserne vakte debat. Ligesom den utvivlsomt ville have gjort, hvis den var udkommet i dag.   

Året er 1908, og Pegg er efter at have mistet sine forældre draget fra Linköping til Stockholm med sin meget yngre bror. Her er der, efter hovedstaden i en periode er vokset voldsomt, arbejde at få, og hun ser sig nu i et liv, hun aldrig havde drømt om: »Tænk, hvis nogen dengang havde vovet at sige til mig, at jeg engang skulle blive kontorist – mig, som altid skulle dø midt i næste uge – men nu er det altså det, jeg er.«

Pegg, der fortæller sin historie i daterede kapitler, i en slags dagbog, får sin lillebror indlogeret på et pensionat og søger selv logi i en toværelses på Norrtullsgatan. Her er en ung kvinde blevet gift og flyttet ud, og det giver plads til Pegg, der flytter ind hos den naive Baby, den gammelkloge Eva og den stilfærdige Emmy.   

De arbejder alle som kontorister. Stillesiddende, dårligt betalt arbejde foran tunge Remington-skrivemaskiner. Og altid på vagt for mændene på kontorerne, der ingen respekt har for enlige, udearbejdende kvinder, som de foregøgler ægteskab for at komme i trusserne på. 

25-årige Pegg er den nøgterne, indimellem kyniske af de fire. Hun forsøger at advare de andre mod mændenes liderlige manipulationer, ikke mindst den unge, kønne Baby.  

Ond ironi vil dog, at Pegg selv falder for sin chef, “dommeren”, der er en notorisk skørtejæger. Så nok er hun klog på andres vegne, men har svært ved at leve op til sin egen rationalitet. 

I de hajfyldte storbyfarvande skal de alle fire forsøge – mens de endnu er attraktive – at finde en mand, der kan forsørge dem. For lønnen på kontoret er for ussel til at oppebære en værdig tilværelse.  

Derfor nærer de også et ønske om at få lønnen hævet for alle kvindelige kontorister. Det er vejen til reel frihed og ligestilling. Hvordan diskuterer de over kaffe og øl i deres trange hjem, og om hvorvidt en storstrejke er vejen frem. Men patriarkatets kvindesyn synes samtidig internaliseret i dem, sådan at de skiftevis arbejder med og mod sig selv.  

Tænk, hvis nogen dengang havde vovet at sige til mig, at jeg engang skulle blive kontorist – mig, som altid skulle dø midt i næste uge.

Som når én siger: »Pæne piger plejer da ikke at strejke.« Og en anden siger: »Nej, de gør ej! Men det her, det er den nye tid, som bryder frem.«  

Nu kunne det lyde, som om, Nortullsligaen er en socialrealistisk klassekamproman. Det er den på sin vis også. Men Wägner har skrevet den via Peggs uhøjtidelige, cool og ofte morsomme stemme, som får selv det tunge til at føles let. Og så er det jo bare vidunderligt, at Peggs krønike som en anden trojansk hest udkom i Dagens Nyheter. At kvinder med råd til avis, og med tid til at læse den, her har fået indblik i forholdene for sekretærerne på deres “pæne” mænds kontorer.  

Norrtullsligaen blev en salgssucces og førte til debat om kvinders rolle, ret og vilkår, og Wägner skulle selv vise sig som et opbyggeligt eksempel: Hun blev – som Sara Alfort skriver i sit forord – anerkendt journalist og forfatter og indlemmet i det eksklusive SvenskaAkademien, hvor hun sad med Selma Lagerlöf. Som de to første kvinder.  

Man kan naturligvis anlægge et puristisk syn på skønlitteraturen. At den udelukkende er til i sin egen ret. Men når man ser på, hvad romaner som Norrtullsligaen gjorde, og hvad romaner via medierne stadig gør for den offentlige samtale, så er det svært ikke at bifalde Brandes’ gamle diktum. Og når der samtidig er tale om litteratur, som også har værdi i sig selv, som det er tilfældet med Nortullsligaen, så er det vel en regulær win-win.