Viljens algoritme

Matematiske væsener lever på skærmen og dør kun, når den er slukket. Insekters adfærd viser os, hvor længe et lig har ligget. Det er som et urværk, hvornår hver art dukker op for at deltage i forrådnelsesprocessen. Men mennesker er ikke matematiske. Det, der adskiller os fra programmer og krybende dyr er dette: vi har fri vilje.

Eller hvad? For manden, der har slået en kvinde ihjel, er det praktisk ikke at have nogen fri vilje. »Jeg havde ikke i sinde at slå hende ihjel. Det skete bare. Øksen var der – pludselig svingede den bare.« Variationer af denne forklaring bliver gentaget igen og igen i Leena Krohns Matematiske væsner eller Delte drømme.

Bogen er en fiktion om filosofi i en ægte verden. Den blev oprindeligt udgivet på finsk i 1992 og er nu blevet oversat til dansk. Den består af en samling essays, der til sammen skaber en fortælling om fri vilje, programmering og mænd, der dræber kvinder.

At kalde værket for ’roman’ er en forsimpling. Teksterne hænger sammen og fortæller en historie, men står også alene som selvstændige refleksioner over bogens store temaer. Stemmer går igen gennem bogen, men det er ikke altid lige gennemskueligt, hvis der er hvis. Én af stemmerne tilhører en morder. Han slog en kvinde ihjel. En insektforsker kan identificere dødstidspunktet. Hendes identitet blev stjålet i en tidligere tekst, men i det mindste har hun én. I modsætning til veninden, der stjal den. I modsætning til den døde kvinde, hvis lig aldrig bliver identificeret.

Hvis vi ikke har fri vilje, kan vi så stå til ansvar for noget af det, vi gør? Øksen var i hånden. Det føltes ikke som om, det var ham der slog og slog og kvalte og voldtog. I filosofien er determinisme idéen om, at alt hvad der sker, er fastlagt. Det behøver ikke at være religiøst tænkt. I Krohns bog handler det om programmering. Hvorfor skulle vi ikke være programmeret til at gøre, som vi gør, ligesom de matematiske væsner inde bag vores skærme?

Uden fri vilje, hvorfor skulle vi så gøre, som vi gør?

På den anden side kan man spørge sig selv, hvorfor vores neuroners programmering skulle påvirke vores frie vilje. I Matematiske væsner eller Delte drømme kan ingen af karaktererne give slip på idéen om skyld. Idéen om, at man står til ansvar for sine handlinger.

Morderen siger: »Når et menneske alligevel skal dø […] – og altid på en mere eller mindre grusom måde, hvorfor er det så rædselsvækkende, at det sker for et andet menneskes hånd? Måske frelser vedkommende bare sit offer fra det onde, hvem ved.« Det er næsten som om, han savner et svar. Som om, han gerne vil have sin deterministiske tankegang modbevist.

I filosofien kan determinisme og fri vilje adskilles. Determinisme handler om naturens love. Fri vilje handler om den menneskelige verden. At handle frit indebærer to betingelser. 1: Man har muligheden for at gøre noget. 2: Intet udefrakommende hindrer én i at gøre det.

Morderens mulighed for at samle øksen op og svinge den. Manglen på hindringer. Muligheden for at lade øksen ligge. Manglen på hindringer for at lade være. Det vil sige, manglen på tvang til at bruge den. Neuronernes ’programmering’ tæller ikke som udefrakommende tvang.

Matematiske væsner eller Delte drømme blev som nævnt udgivet første gang i 1992, og programmeringens lighed med den menneskelige hjerne er kun blevet mere aktuel siden da. Kunstig intelligens minder mere og mere om mennesket, indtil man til sidst kan blive i tvivl om, hvad forskellen er på ’deep learning’ og et hoved fuldt af neuroner.

Men tænk over dette: har ChatGPT nogensinde svaret dig, at den ikke havde lyst til at læse korrektur for dig lige nu? Nej. Mennesker har utilregnelige drifter, imens Chat GPT er langt mere forudsigelig. Den kan heller ikke føle skyld eller fortryde.

Skyld og tvivl hører til menneskene. Selv morderen i Krohns bog er bevidst om, at noget adskiller mennesker fra både computere og insekter. Men hvad? At maskiner ikke kan føle skyld? At de ingen selvbevidsthed har? Det er blandt andet disse spørgsmål, som bogen kredser om.

Matematiske væsner eller Delte drømme er noget af det mest fascinerende, jeg har læst. Bogen er interaktiv på en måde, jeg ikke før har set i skønlitteraturen. De filosofiske spørgsmål er i forgrunden. Læseren er en medforfatter, som selv skal sætte handlingsforløbet sammen ud fra tekster, der ofte ikke relaterer direkte til hinanden. Fortællingen fungerer ikke uden læserens egen refleksion og egen sammensætning af de mange spor.

Personligt hæftede jeg mig ved determinismens forhold til menneskets skyld. Som mennesker er vi bevidste om vores potentiale til at være skyldige, og denne bevidsthed påvirker, hvordan vi tænker og handler. Vi accepterer idéen om én eller anden form for fri vilje. Paradoksalt nok, uden fri vilje, hvorfor skulle vi så gøre, som vi gør?