»At trippe på bunden af Marianergraven er ikke for børn«

»Hvad fuck er det, vi lige har set?« spurgte en ung mand sin ven, da publikum dryssede ud af teatret Sort/Hvid i Kødbyen i København.

Særdeles godt spørgsmål, lad mig prøve at besvare det her: Forfatter og dramatiker Jokum Rohde har ladet sig inspirere af Jules Vernes En verdensomsejling under havet, og tydeligst bibeholdt fra dén fortælling er kaptajn Nemo, der i skikkelse af Morten Burian allerede kommer ind på scenegulvet, imens publikum finder på plads.

Nemo slasker småfuld rundt, griner lidt halvuhyggeligt for sig selv og spreder en stemning af noget utilregneligt, allerede før forestillingen er gået i gang. På scenegulvet er der skabt en række tableauer; længst til venstre står et badekar klar med vand, i midten er der opstillet en lille, festhærget dagligstue med fyldte askebægre og tomme flasker, længst til højre står et elorgel, en (meget excentrisk) pladesamling og nogle gamle super8-film.

Der er også en gammeldags barglobus, og generelt er scenen fyldt med alt muligt dims; udstoppede dyr, buster, masker, glas med fosterlignende væsner, små feticher, en anatomisk model, et kranium og adskillige pilleglas. Scenegulvet er enormt stemningsfuldt iscenesat med bl.a. standerlamper som lyskilder, det hele virker som en 1800-tals-bohemedrøm, og der er intet scenetæppe, ikke noget at gemme sig bag på noget tidspunkt, hverken for skuespillerne eller publikums vedkommende.

Da stykket for alvor går i gang, indfinder også kommissær Benito og Nemos adoptivdatter Sonja sig på scenen. Patrick Baurichters Benito er slesk, storrygende, småpsykopatisk og alt, alt for meget. Baurichter fylder generelt scenerummet ud på en dejlig fysisk måde i alle sine forskellige inkarnationer i stykket, som bl.a. dominant lædernazist komplet med kasket, armbind og pisk, en tysk psykolog, en doktor ved navn Moreau og den modbydeligt onde bagmand Hr. Melin, der har »set ilden inde fra og ved, at den er magisk«.

Langsomt går det op for Nemo, at den 87-årige, vansirede Hr. Melin er, gisp, Sonjas nye kæreste, og det er naturligvis ikke populært hos Nemo. Det er ikke altid helt tydeligt, hvornår Baurichter spiller hvilken rolle, og det er også svært at gengive den world-building, som Rohde har kogt sammen, men udgangspunktet er i hvert fald, at verdens elite har planer om at droppe civilisationen og redde sig selv på en isoleret ø uden adgang for alle os almindelige mennesker.

Nemo mener, at han har en høreskade og tager til lægen, men lægen (her glider Baurichter over i rollen som tysktalende psykolog) indlægger ham til badekarsterapi; helt bogstaveligt bliver Nemo placeret nøgen i badekaret og bliver forbundet til elektroder og ledninger, der alle sidder fast i, hvad jeg bedst kan beskrive som en djævelsmaskine, et mystisk apparat på hjul med diverse gasflasker, kolber og knapper.

I badekarret begynder minder om et mord på en lille dreng at dukke op til overfladen i Nemo. Det er et grundlæggende traume. Aldrig er et barnemord blevet så smukt beskrevet, Rohdes ord er nærmest alt, alt for billeddannende, og da Nemo fortæller om, hvordan han måtte frigøre sig fra den døde drengs omfavnelse og skubbe liget ud i vandet, græder jeg.

Nemo er ikke kun en trist skikkelse, han er også småklam, han kan godt lide at dyrke gruppesex, og så er det ikke ligefrem faderlige følelser, han nærer for adoptivdatteren Sonja, som han kommer til at give »et lillebitte adoptivkys« på munden. Nanna Finding Koppel blæser i dén grad liv i vidunderlige Sonja. Hun lægger fra land med uimodståelig klodset-sexet dans og halvforpustet skønsang i fællesskab med Jacobe Suissa, der står for lyddesign og livemusik på scenen.

Sonja er en »fræk filet«, der kommer på natklubben Amalie Skrams, hun danser stripperdans i laktrusser og blonder, imens hun som en anden David Attenborough fortæller publikum om savannens dyr (natklubbens gæster). Det er grotesk morsomt skrevet og genialt udført, Finding Koppel holder generelt både kadencen og balancen igennem hele stykket; Sonja er sød, sårbar, dødfræk og ustyrligt morsom.

Udover de virkelig sjove og groteske replikker, er det også værd at fremhæve det poetiske skelet, som Jokum Rohde har udstyret manuskriptet med. Det er aldrig helt tydeligt, hvem der er hvem, og hvor vi er på vej hen, men det gør slet, slet ikke noget, for der er nerve og galskab i hvert eneste ord og hvert eneste minut.

Naturen, der ellers er ret fraværende i særligt første akt, beskrives sanseligt smukt, fx har »nogen klippet i skyerne, men de er ikke begyndt at bløde endnu.« Enkelte, fine replikker gentages i løbet af forestillingen, hvilket giver den et gennemført lyrisk præg, og andre gange spytte-råbes der de værste skældsord. Særligt Morten Burian, der også har iscenesat stykket, gakker fuldstændigt ud og blotter, i bogstaveligste forstand, hver eneste tomme af sin krop for publikum. I løbet af stykket svinger han mellem en bindegal kaptajn Haddock-agtig levering af replikkerne og en indesluttet, forbitret skrøbelighed, der giver våde øjenkroge. Han er én stor kraftudladning på scenen i løbet af forestillingens to timer.

I pausen efter første akt tripper publikum rundt og inspicerer scenografien, og det er sjovt at få lov til at kigge tæt på. Da første halvdel af pausen er gået, bliver publikum kaldt sammen og får særlige instruktioner om anden halvdel af stykket, og mere siger jeg ikke, det skal man selv opleve. Jeg kan dog godt afsløre, at vi kommer om bord på Nautilus, hvor der er seriøs ubådsstemning med lysstofrør, stål, damp og rødblinkende advarselslamper.

I andet akt skal særligt en meget øm undervandsdans fremhæves, komplet med sæbeboblekanon, kæmpeblæksprutte og trapezakrobatik. Igen er det, der foregår på scenegulvet rasende rørende og virkelig morsomt på én og samme tid. De tre skuespillere, musikeren Suissa, der også har enkelte replikker, og Andreas Graham, der dukker op i en dobbeltrolle i slutningen, veksler for de flestes vedkommende mellem præcist og oppulent overspil og en simpel, dirrende nærhed i leveringen af replikkerne.

Jo længere ned på bunden af havet – og jo længere ned på bunden af Nemos sind – vi kommer, jo mere falder både scenografi og fiktion fra hinanden. Til sidst er vi inde ved vanviddets kerne, og især Nemo vakler rundt på kanten, imens han ryger cigaretter, der er tilsat lidt hallucinationsfremmende dybhavsalge. »At trippe på bunden af Marianergraven, er ikke for børn,« siger han. Jeg er helt enig. Sort/Hvid har sat en aldersgrænse på 16 år, og jeg anbefaler alle over 16 i det ganske land at tage ind og se forestillingen.